Hvor lavt kan man synke???

Charmeforladt og imbecil filmatisering af Jim Davies’ kultklassiker af en tegneseriestrimmel, hvor Peter Howitts version er så fornærmende ringe, at man skulle tro bagmændene bevidst har forsøgt at begå så forfærdelig og stupid en film som overhovedet muligt. Hvis dette er tilfældet, så er det i hvert fald lykkedes over alt forventning. Som barn (og senere hen også ung) elskede jeg Davies’ småhistorier om den dovne, fede og lasagneædende kat, der var så herlig narcissistisk og befriende fri for en politisk korrekt morale og opførsel, samtidig med at den besad en konstant sarkastisk og til tider satirisk tone. Ved nostalgiske tilbageblik har jeg faktisk fundet ud af, at tegneserierne var en intelligent genistreg, og derfor virker bare idéen om en konvertering til filmmediet fuldstændig tåbeligt, da Garfield og dennes ’oplevelser’ er korte og præcise historier uden ægte indhold. At filmen er endt så terrible, som tilfældet er, kan derfor ikke overraske.

At anvende legendariske og den komiske brillante Bill Murrays stemme til Garfield er faktisk ikke nogen dårlig idé, men Murray har siddet med et usammenhængende manuskript i hånden med pinlig umorsomme replikker, og han kan derfor ikke redde noget som helst i land. Garfield er computeranimeret, og selvom den digitale animation er gennemført (uden nogensinde at imponere), så virker det underlig malplaceret, at denne kat er den eneste animerede karakter i filmen, og blandingen bliver aldrig flydende. At man i tilgift har forsøgt at peppe energien op med en overgearet ansigtsmimik (i tegneserien er Garfield ganske monoton) og handlekraftig attitude, understreger bare, hvor langt væk vi egentlig er fra Garfields originale og magiske univers. Breckin Meyer ligner slet ikke den klodsede og ensomme Harald, som i filmen naturligvis ender med at have en svedig romance med dyrlægen (af hunkøn) for at ingen kan blive stødt og alle kan sidde tilbage med en delikat smag i munden. Puha….! Hvor amerikaniseret kan det blive?!? Dyrlægen spilles af Jennifer Love Hewitt, der ikke skal gøre andet end at se hamrende smuk ud, og det klarer hun såmænd fremragende. Når det handler om skuespillets finesser besidder hun dog intet talent.

Det er forståeligt, men ikke respektfuldt, at Howiit (der også stod bag Disney-filmen Lånerne) har villet gjort Garfield mere familievenlig, men slutresultatet er simpelthen så blødsødende og decideret nedladende, at man væmmes. Garfield – The Movie varer ikke mere end 75 minutter, men den er en pinefuld anstrengelse at komme igennem. Her gælder relativitetsloven for alvor.