’We don’t fucking care’
3.0
Konventionel og uophidsende biografisk drama, hvis omdrejningspunkt dog er lettere bizar og atypisk. Instruktøren Alex Cox (der for mit vedkommende er ukendt i filmiske sammenhænge) har med sin biografiske fortælling om den selvdestruktive Sid Vicious fra det tidlige punkband Sex Pistols tydeligvis gået efter et realistisk og kompromisløs portræt, mens fordums forsangeren John Lydon har dementeret autenticiteten i Sid and Nancy. Dette skyldes nok nærmere det lidet flatterende billede, der nådesløs præsenteres af en selvforskyldt tragisk person, end decideret påstået virkelighedsmanipulation fra Cox’s side.
Dramatisk set er Sid and Nancy en flad og jævnt hen kedelig affære, hvor der ingen konkret udvikling er at finde hos hverken karaktererne eller i selve filmen. Hele den sidste time føles som en lang gentagelse og unødvendig konstant påmindelse om den evigt nedadgående spiral, og man kunne retfærdigvis godt stille spørgsmålstegn ved filmens eksistensgrundlag, da der kunstnerisk set heller ikke er synderlig meget at finde i Sid and Nancy, hvis pæne visuelle overflade ikke engang kalder på semi-dokumentarisme. Filmen henter dog sine point hjem takket være den uhyre engagerede og velspillende skuespillerstab, fornemt anført af den karismatiske, ofte skamløst undervurderet og evigt nærværende Gary Oldman. Hans portrættering af den indledningsvis anarkistiske, men ultimativt bare ligeglade og meningsløse Sid Vicious er formfuldendt med en psykologisk indsigtsfuldhed, der løfter rollen højt op over ren pastiche. Chloe Webb spiller kærlighedsinteressen, og hun er hamrende irriterende, præcis som rollen har krævet. Man ved dog ikke med sikkerhed, om Sid and Nancy i bund og grund er en ren tragedie med kærlighed som det eneste lys for enden af tunnellen, eller om vi som publikum er vidne til rendyrket og uundgåelig depression. Oldmans rastløse karakter finder tilflugt for sig selv i både de euforiserende stoffer og den postulerende kærlighed til Nancy, men Cox indikerer dog (i en velplaceret og mesterlig nedtonet sekvens), at de er sammen af ren nødvendighed, hvor de involverede følelser ikke er andet end ønske om selskab i elendigheden. Den omtalte scene foregår ombord på et skib, hvor Oldman og Webb dyrker sex på et lokum, hvor der på et spejl står skrevet no feelings. Jeg fortolker det således, at Cox mener, at hvis disse to personer havde menneskelig integritet til selvrefleksion, så ville de indse, at de trak hinanden ned via deres overfladiske kærlighedsforhold. Den uforklarende og lettere mystiske slutning åbner dog op for egenrådig fortolkning.
Der er hypnotiske og excellente momenter at finde i Sid and Nancy, men tidsintervallet mellem disse er for stort, og man keder sig flere gange under filmen. Hvis Cox havde inkorporeret mere af den subtile tvetydighed, som jeg nævnte før, havde Sid and Nancy løftet sig op over det middelmådige, men i nuværende position er den ikke mere end ’bare’ en sindssyg velspillet film (hvor Xander Berkeley også burde nævnes i kvalitative sammenhænge), der dog ikke bibringer en bredere indsigt i Sid Vicious selvdestruerende liv.
Dramatisk set er Sid and Nancy en flad og jævnt hen kedelig affære, hvor der ingen konkret udvikling er at finde hos hverken karaktererne eller i selve filmen. Hele den sidste time føles som en lang gentagelse og unødvendig konstant påmindelse om den evigt nedadgående spiral, og man kunne retfærdigvis godt stille spørgsmålstegn ved filmens eksistensgrundlag, da der kunstnerisk set heller ikke er synderlig meget at finde i Sid and Nancy, hvis pæne visuelle overflade ikke engang kalder på semi-dokumentarisme. Filmen henter dog sine point hjem takket være den uhyre engagerede og velspillende skuespillerstab, fornemt anført af den karismatiske, ofte skamløst undervurderet og evigt nærværende Gary Oldman. Hans portrættering af den indledningsvis anarkistiske, men ultimativt bare ligeglade og meningsløse Sid Vicious er formfuldendt med en psykologisk indsigtsfuldhed, der løfter rollen højt op over ren pastiche. Chloe Webb spiller kærlighedsinteressen, og hun er hamrende irriterende, præcis som rollen har krævet. Man ved dog ikke med sikkerhed, om Sid and Nancy i bund og grund er en ren tragedie med kærlighed som det eneste lys for enden af tunnellen, eller om vi som publikum er vidne til rendyrket og uundgåelig depression. Oldmans rastløse karakter finder tilflugt for sig selv i både de euforiserende stoffer og den postulerende kærlighed til Nancy, men Cox indikerer dog (i en velplaceret og mesterlig nedtonet sekvens), at de er sammen af ren nødvendighed, hvor de involverede følelser ikke er andet end ønske om selskab i elendigheden. Den omtalte scene foregår ombord på et skib, hvor Oldman og Webb dyrker sex på et lokum, hvor der på et spejl står skrevet no feelings. Jeg fortolker det således, at Cox mener, at hvis disse to personer havde menneskelig integritet til selvrefleksion, så ville de indse, at de trak hinanden ned via deres overfladiske kærlighedsforhold. Den uforklarende og lettere mystiske slutning åbner dog op for egenrådig fortolkning.
Der er hypnotiske og excellente momenter at finde i Sid and Nancy, men tidsintervallet mellem disse er for stort, og man keder sig flere gange under filmen. Hvis Cox havde inkorporeret mere af den subtile tvetydighed, som jeg nævnte før, havde Sid and Nancy løftet sig op over det middelmådige, men i nuværende position er den ikke mere end ’bare’ en sindssyg velspillet film (hvor Xander Berkeley også burde nævnes i kvalitative sammenhænge), der dog ikke bibringer en bredere indsigt i Sid Vicious selvdestruerende liv.
28/08-2005
