Scotts selverklærede ekspressionisme

Man må indiskutabelt kategorisere den britiske Tony Scott som en af den amerikanske filmindustris mest konsekvent effektive og kvalitative underholdere, der har utallige fremragende film på sit repertoire, hvoraf True Romance ifølge mig ligger klart i toppen. Scotts lange karriere har meget sjældent budt på decideret fejltrin (kan kun komme i tanke om den svage The Fan på stående fod), og Scott er fuldt ud fortjent blevet celebreret for sin unikke æstetiske sans og personlige filmiske signatur. Tony Scott har dog aldrig erhvervet sig den samme gloriøse respekt som broderen Ridley Scott, og dette skyldes muligvis, at Tony oftest (med enkelte undtagelser, førnævnte True Romance) prioriterer stil over substans, hvilket også er den rette definition på hans nyeste film, den mærkværdige Domino, hvori Scott yderligere eksplorerer sin banebrydende, originale og stiliserede æstetik, der første gang sås i diverse reklamefilm og senere i forrige års spillefilm, Man on Fire, der ved gensyn ikke længere besidder den samme overrumplende styrke.

Den lidet produktive Richard Kelly (der lykkeligvis snart udsender sin nye film, Southland Tales) har skrevet manuskriptet til Domino, der er baseret på den faktuelle person Domino Harvey (der døde sidste år, og som denne film så hjertefyldt er dedikeret til), der i protest mod sin overfladiske overklasse liv påtog sig et job som notorisk dusørjæger og levede livet på et konstant adrenalin sus. Hvor meget af denne besynderlige historie, der faktisk er sand, kan man kun gisne om (og det gør filmen også selv, da den i begyndelsen legende proklamere, at dette er baseret på sande begivenheder; sådan da), men bedømt ud fra filmiske relationer, så er den en rodet og psykologisvag omgang nonsens, der aldrig finder fodfæste i sine karakterer. En fusion mellem den meget originale og særegne Kelly og den mere jordnære Scott virker ikke ligefrem åbenlyst, og Scott formår da heller ikke at samle de mange sideløbende historier, uoverskuelige intriger og det utrolig brede persongalleri, der er at finde i Domino. Kellys uhyre intelligente leg med genre i den formidable Donnie Darko videreføres ikke med Domino, hvor der desperat gribes ud til alle sider efter kritisk stillingtagen, hvor det mest evidente er en satirisk fornægtelse af den amerikanske drøm. Desværre er Scott bare mere interesseret i det visuelle look end historiens forsøg på samfundskritik (spildt potentiale), hvorved disse bliver fragmenterede (om end intelligente) sidenotitser uden ægte signifikans for det store billede. Dette er det umotiverede besøg hos trash-talkshowværten Jerry Springer vist et nydeligt eksempel på. De skæbneagtige/mytologiske undertoner, der konstant refereres til, er ligeledes decideret absurd og forstyrrende.

Den engelske Keira Knightley træder væk fra de mere romantisk ungpige roller og forsøger for alvor at sparke røv som den nihilistiske og rebelske Domino. Plausibiliteten udebliver, men Knightley kommer alligevel helskindet fra projektet, takket være hendes karismatiske og sexede attitude. I birollerne ser man en hel hær af større og mindre stjerner, hvor Mickey Rourke gør sig positiv bemærket i rollen som Dominos surrogat far (der lægges an til identifikationsproblemer som forklaring på Dominos livsførelse, man alt serveres kryptisk suggestivt og usignifikant), mens også den legendariske Tom Waits og Christopher Walken (som hyklerisk og galgenhumoristisk reality-tv producer med én enkelt velrammende replik) stråler i mindre, ubetydelige roller.

Produktionsværdien i Domino er utrolig høj, og set ud fra et teknisk aspekt er filmen (som er produceret udenfor de store filmstudier for at Scott kunne have fuld kontrol over sit værk) ubenægtende lidt af et mesterværk. Det er overgearet og hovedpinefremkaldende narcissistisk billedonani, men det er vitterligt også virtuost og stilsikkert udført. Endnu en kraftpræstation udi konstant insisterende, overeksplicit og åndeløs æstetik, der vækker minder om Oliver Stones ligeledes eksperimenterende Natural Born Killers. Scott serverer dog intet andet end visuelt lir, der i anden omgang ikke er nær så innovativ, som det var i Man on Fire. Hvor imponerede og overrumplende det overstiliserede og hårdkogte univers end er, så er det også håbløst upersonligt (al emotionel engagement negligeres) og underholdningsdræbende i sidste ende. Overeksponeringen af alle tænkelige filmiske virkemidler formidler et surrealistisk sanseindtryk til det brede publikum, men mangler stadig en del finesse og overblik, for at man for alvor kan værdsætte det. Mine forventninger til Domino var meget lave, siden Man on Fire ved gensyn var en trættende affære, men filmen er nu heller ikke så ringe, som man er blevet forledt til at tro. Et billedorgie og intet andet. Og så trækker den afsluttende supercoole skudduel da også op på helhedsindtrykket, selvom den actionfyldte seance langtfra kan nå de højder, som Scott besteg med Enemy of the State og True Romance.