Filosofisk dystopia

4.0
Meget er allerede skrevet om denne oversete sci-fi perle, som dog rummer et par svagheder, som gør, at den ikke kommer helt op og ringe i min bog.

Først det gode. Filmen har en helt unik billedeside og et suverænt produktionsdesign. Alex Proyas får ad den vej i hvert fald sat sit aftryk på filmen. Scenografien underbygger suverænt hele filmens dystre og nærmest dystopiske stemming, hvor man lige fra første sekund fornemmer, at et eller andet er helt galt. Her kommer filmens anden helt store force ind i billedet, nemlig det geniale plot. Detaljer skal ikke afsløres her, men det skal blot konstateres, at det er gennemtænkt og rummer den interessante diskussion om mennesket er lig med dets hukommelse og erindringer, som det også pointeres andetsteds her på siden.
Hele den visuelle side, den dystre tunge stemming og det i mine øjne originale plot gør filmen utrolig seværdig og giver en oplevelse ulig nogen anden film, jeg lige kan komme i tanke om.

Hvorfor så kun fire stjerner? Tja, selv med alle de nævnte positive ting, så blev jeg aldrig grebet 100 pct. af filmen. Nogle steder er der måske lige en tand for meget b-film over det, ligesom budgettet visse steder ikke har tilladt effekter, som helt kunne følge den visuelle idérigdom. Samtidig virker filmen meget kort. Flere steder virker det lidt som om, at mellemregningerne er sprunget over til fordel for narrativ fremdrift.

Alt i alt dog en ualmindelig positiv overraskelse. Hvorfor denne film skal stå i skyggen af The Crow og I Robot kan man kun gisne om. For mig at se, er den på højde med begge, omend de tre behandler forskellige tematikker indenfor sci-fi-universets rammer.
Men absolut en film man ikke må snyde sig selv for, såfremt man er sci-fi fan.
Dark City