depressivitetens omfang
4.0
Atypisk og minimalistisk drama, iscenesat af det alsidige talent Roger Michell, der elegant og med et konsekvent vellykket resultat til følge springer mellem så distingverende genre som romantisk komedie (Notting Hill), samfundskritisk og humanismeeksplorerende tragedie (Changing Lanes) og nu det nedtonede drama. The Mother er en anderledes kærlighedshistorie, der indbefatter et tabubelagt omdrejningspunkt (kønslig omgang på trods af stor aldersforskel), som sjældent skildres på film, men Michells sobre og modne tilgang til emnet distancerer filmen fra at give en smagløs eller kontroversiel skildring.
Anne Reid er fremragende som den ældre dame, der sidder fast i livets rutiner og alderdommens trivialiteter med hendes lettere underkuende og kedelige mand. Indledningens symbolik er alt sigende, hvor Michells nøgterne og objektive kamera fanger Reid og hendes mand i stillestående positioner, hvor omgivelserne er i konstant bevægelse. De besøger deres børn og børnebørn i det hektiske og upersonlige London, hvor manden dør af et hjerteslag, og Reid beslutter sig for at blive hos børnene, da hun intet har at vende tilbage til. Michell skildrer de anstrengende familieforhold med en subtil naturalisme, og Reids forsøg på at blive en integreret del i den moderne, men underliggende også dysfunktionelle og komplicerede familie, serveres i få, men hjerteskærende øjeblikke. Reid fascineres af den maskulinitetsprægede ven af familien (der ligeledes har et utroskabsforhold kørende med Reids datter), som spilles af en mystificerende Daniel Craig, der gennem sit tvetydige spil er en sand åbenbaring at overvære. De indleder et seksuelt forhold, hvor affektionen altid er tvivlsom, da Reid ikke begærer Craig på grund af sorgens konsekvens eller steril kedsomhed, og Craigs evidente storcharmørattitude indikerer kryptiske motiver. Michell tegner et ærligt og tankevækkende portræt af en flok hverdagsmenneskers narcissisme, der er generøs på hjerteskærende følelser, men også pessimistisk og lettere misantropisk. Reid mister sine grundfaste principper ved at have et forhold med Craig (indikeret gennem det deforme spejlbillede), og forlader London og familien til folks lettelse og indifference. Filmens fastlåste p.o.v. kameratracking i denne sekvens er original og beskrivende, lidt forbavsende akkompagneret af Gorillaz’ ambivalente sang Clint Eastwood, der dog meget sigende illustrerer Reids psykologiske position.
Med The Mother har Michell leveret et socialrealistisk drama, der løfter sig over gennemsnittet via Michells sublime øje for dagligdagens autentiske detaljer, der supplerer den allestedsnærværende realisme, som er at finde i filmen. The Mother er et usensationelt og provokerende opgør mod opfattelsen af idealfamilien, men dette sker ikke på bekostning af de implicerede karakterer, hvor plausibiliteten nærmest er uhyggeligt tilstedeværende takket være eminente skuespilpræstationer.
Anne Reid er fremragende som den ældre dame, der sidder fast i livets rutiner og alderdommens trivialiteter med hendes lettere underkuende og kedelige mand. Indledningens symbolik er alt sigende, hvor Michells nøgterne og objektive kamera fanger Reid og hendes mand i stillestående positioner, hvor omgivelserne er i konstant bevægelse. De besøger deres børn og børnebørn i det hektiske og upersonlige London, hvor manden dør af et hjerteslag, og Reid beslutter sig for at blive hos børnene, da hun intet har at vende tilbage til. Michell skildrer de anstrengende familieforhold med en subtil naturalisme, og Reids forsøg på at blive en integreret del i den moderne, men underliggende også dysfunktionelle og komplicerede familie, serveres i få, men hjerteskærende øjeblikke. Reid fascineres af den maskulinitetsprægede ven af familien (der ligeledes har et utroskabsforhold kørende med Reids datter), som spilles af en mystificerende Daniel Craig, der gennem sit tvetydige spil er en sand åbenbaring at overvære. De indleder et seksuelt forhold, hvor affektionen altid er tvivlsom, da Reid ikke begærer Craig på grund af sorgens konsekvens eller steril kedsomhed, og Craigs evidente storcharmørattitude indikerer kryptiske motiver. Michell tegner et ærligt og tankevækkende portræt af en flok hverdagsmenneskers narcissisme, der er generøs på hjerteskærende følelser, men også pessimistisk og lettere misantropisk. Reid mister sine grundfaste principper ved at have et forhold med Craig (indikeret gennem det deforme spejlbillede), og forlader London og familien til folks lettelse og indifference. Filmens fastlåste p.o.v. kameratracking i denne sekvens er original og beskrivende, lidt forbavsende akkompagneret af Gorillaz’ ambivalente sang Clint Eastwood, der dog meget sigende illustrerer Reids psykologiske position.
Med The Mother har Michell leveret et socialrealistisk drama, der løfter sig over gennemsnittet via Michells sublime øje for dagligdagens autentiske detaljer, der supplerer den allestedsnærværende realisme, som er at finde i filmen. The Mother er et usensationelt og provokerende opgør mod opfattelsen af idealfamilien, men dette sker ikke på bekostning af de implicerede karakterer, hvor plausibiliteten nærmest er uhyggeligt tilstedeværende takket være eminente skuespilpræstationer.
26/06-2006
