Horrorfilmen over dem alle
6.0
Lad det være sagt med det samme, The Texas Chainsaw Massacre har en helt speciel plads i mit filmhjerte, og hver gang jeg ser den bliver jeg overrasket over, hvor modbydelig og ubehagelig den er. Aldrig nogensinde og heller ikke sidenhen har ægte rædsel, angst og terror været skildret så overbevisende på film.
Allerede med filmens åbnende snapshots af halvrådne lig med det forudroligende lydspor buldrende i baggrunden ved man, at dette ikke er en behagelig film. Derefter fortæller en voiceover om bestialske gravplydringer og udstilling af lig, og allerede i filmens første fem minutter har den skabt en mere ubehagelig stemning end mange andre film formår på 90 min.
Filmens lavbudget 70'er look giver hele herligheden en påtrængende realisme og sammen med det fremragende skuespil, specielt af Marilyn Burns som Sally, der må udstå mere terror end nogen anden i filmhistorien, sætter filmens rædselsscener sig både i krop og sjæl. Især filmens sidste 30 min er så gennemsyret med ondskab og modbydelig terror, at den hæver sig langt over andre film i genren.
Splatterfans som kun går efter blodsudgyldelser i litervis vil blive skuffet, da filmen ikke er særlig blodig og næsten ingen eksplicit splat indeholder. Filmens store plus er i stedet en stemming af fordærv, død og rådenskab blandet med føromtalte realisme og terror, som gør filmen en prøvelse af se fra ende til anden.
På det narrative plan er filmen ikke noget specielt og historieforløbet er meget ligetil. Fem unge mennesker løber tør for benzin og i søgen efter brændstof kommer de i nærkontakt med den mest sindsyge slagterfamilie i filmhistorien.
Filmens ikon skal selvfølgelig også nævnes. Leatherface er den perfekte blanding af brutal sadist, barnlig intellegens og dyrisk vildskab, som gør figuren så skræmmende. Filmens afsluttende scene, hvor Gunnar Hansen som Leatherface danser rundt med en tændt motorsav i solopgangen er for mig en af de mest klassiske og 'smukke' scener i horrorfilmens historie.
Vigtigt er det også at nævne filmens lydspor, som er skabt af Wayne Bell og Tobe Hooper selv. Det er helt perfekt og særdeles vigtigt for hele filmens stemning, og får det flere steder til at løbe koldt ned af ryggen på mig.
Se denne film, hvis du vil vide, hvad ægte horror er. Filmen er som et langt mararidt, som bare bliver værre og værre, og filmens modbydelige stemning er enestående og ikke sidenhen blevet overtrumfet trods utallige forsøg.
Marcus Nispels remake fra 2003 er i øvrigt et prisværdigt forsøg og ganske underholdende, og rummer også en del ubehag og ækle scener, men helt op på niveau med Tope Hoopers genistreg fra 1974 kommer den på ingen måde.
Allerede med filmens åbnende snapshots af halvrådne lig med det forudroligende lydspor buldrende i baggrunden ved man, at dette ikke er en behagelig film. Derefter fortæller en voiceover om bestialske gravplydringer og udstilling af lig, og allerede i filmens første fem minutter har den skabt en mere ubehagelig stemning end mange andre film formår på 90 min.
Filmens lavbudget 70'er look giver hele herligheden en påtrængende realisme og sammen med det fremragende skuespil, specielt af Marilyn Burns som Sally, der må udstå mere terror end nogen anden i filmhistorien, sætter filmens rædselsscener sig både i krop og sjæl. Især filmens sidste 30 min er så gennemsyret med ondskab og modbydelig terror, at den hæver sig langt over andre film i genren.
Splatterfans som kun går efter blodsudgyldelser i litervis vil blive skuffet, da filmen ikke er særlig blodig og næsten ingen eksplicit splat indeholder. Filmens store plus er i stedet en stemming af fordærv, død og rådenskab blandet med føromtalte realisme og terror, som gør filmen en prøvelse af se fra ende til anden.
På det narrative plan er filmen ikke noget specielt og historieforløbet er meget ligetil. Fem unge mennesker løber tør for benzin og i søgen efter brændstof kommer de i nærkontakt med den mest sindsyge slagterfamilie i filmhistorien.
Filmens ikon skal selvfølgelig også nævnes. Leatherface er den perfekte blanding af brutal sadist, barnlig intellegens og dyrisk vildskab, som gør figuren så skræmmende. Filmens afsluttende scene, hvor Gunnar Hansen som Leatherface danser rundt med en tændt motorsav i solopgangen er for mig en af de mest klassiske og 'smukke' scener i horrorfilmens historie.
Vigtigt er det også at nævne filmens lydspor, som er skabt af Wayne Bell og Tobe Hooper selv. Det er helt perfekt og særdeles vigtigt for hele filmens stemning, og får det flere steder til at løbe koldt ned af ryggen på mig.
Se denne film, hvis du vil vide, hvad ægte horror er. Filmen er som et langt mararidt, som bare bliver værre og værre, og filmens modbydelige stemning er enestående og ikke sidenhen blevet overtrumfet trods utallige forsøg.
Marcus Nispels remake fra 2003 er i øvrigt et prisværdigt forsøg og ganske underholdende, og rummer også en del ubehag og ækle scener, men helt op på niveau med Tope Hoopers genistreg fra 1974 kommer den på ingen måde.
15/07-2006
