Stilistisk tomhed!

3.0
Genoplivningen af den klassisk kitschede tv-serie "Miami Vice" virkede i hænderne på Michael Mann, instruktør af mesterværker som "Heat" og "The Insider", som et projekt man skulle holde øje med! Dog er resultatet en noget flad omgang og bortset fra en visuel kraftpræstation og en overraskende rå realisme er der ikke meget at komme efter, da personer og handling hurtigt kommer til kort...

Som Das Gott har skrevet, og hvilket jeg er fuldkommen enig i, fejler Michael Mann på samtlige af de områder han hidtil har mestret til UG, og især er personerne stereotype og urealistiske! Sonny Crockett og Ricardo Tubbs er naturligvis "super-cops" af Guds nåde, men ingen er så stilligt kølige eller konstant rappe i replikken og velklædte! De virker ganske enkelt ikke som rigtige mennesker men mere som hovedpersonerne i et nyt computerspil! Michael Mann har altid haft en fænomenal sans for at gøre sine karakterer levende og sympatiske (tag "Heat" som et blændende eksempel!), men her virker hverken skurke eller good-guys levende og alle er så tjekkede og ovenud "cool" at det bare ikke virker muligt! Colin Farrell og Jamie Foxx har sikkert ikke haft meget at arbejde med og i rollerne falder de også hurtigt til jorden, da de ikke skaber nogen sympati hos deres figurer eller nogen form for reelle menneskelige træk, de er simpelthen bare politimænd og "dem man skal holde med"! Skurkene til gengæld er heller ikke hverken interessante, underholdende eller sandsynlige, blot "dem man ikke skal holde med"! Og så er der dem der bare er komplet ligegyldige, som Colins "love interest", hvilken filmens sagtens kunne have været for uden!

Et andet punkt han fejler på som Das Gott så rigtigt har fat i, er handlingen! Efter min mening virker filmen som en lang indledning til en film, der efter 2 timer og 13 minutter skal starte, men desværre toner rulleteksterne bare trøstesløst frem på lærredet! Man bliver kastet ind i historien og man bliver aldrig introduceret til figurer, handling eller noget, den starter bare! Dette kunne have virket, hvis det blot var gjort ordentligt, men her virker det blot mislykket og ikke blandt intentionerne! Man venter hele filmen igennem på at lære personerne at kende og at handlingen skal udvikle sig, men begge dele synes stagneret og frosset fast i flotte billeder og stilistiske og æstetiske virkemidler! Handling rører sig bare ikke ud af flækken og når der sker noget er det enten forudsigeligt, kedeligt eller som oftest rablende ligegyldigt!

Visuelt har Michael Mann dog tilsyneladende svært ved at sætte en fod forkert, da denne ligesom hans hidtidige film besidder en visuel kraft og en karismatisk skønhed, der som det eneste i filmen fanger ens opmærksomhed! De store billeder med majestætiske skyformationer i baggrunden, de mørkt dystre nattebilleder og de hurtige ture over vandet i speedbåd, er alle udført med en mesters øje for detaljer og kundskab for prangende virtuositet! De er ganske enkelt formidable, men desværre ikke nok til, som eksempelvis Malicks "The New World", at holde interessen trods den langsomme og nærmest ikke tilstedeværende udvikling i plottet! Modsat Malick virker de blot som tomme æstetiske frynsegoder, der burde gøre en god film endnu bedre ("Heat" gør også dette fornemt!), men eftersom filmen i forvejen er en flad affære, er der ikke meget at redde eller at gøre bedre!

Et punkt hvor filmen overraskede mig, var dens forbløffende kynisk voldelige realisme! Omend der ikke er megen action, hvilket jeg til gengæld havde regnet med, er den smule der er, af en utrolig udpenslet og voldelig art! Blod og lemlæstelse er der ikke sparet på, og det virker lidt som en modsætning til "Miami Vice"'s ellers så pæne og nydelige univers med pastelfarver, neonskilte og lyserøde jakkesæt! Det gør den mere realistisk, men ikke meget bedre, da personernes flade konturerer og ligegyldighed trækker filmen i den anden retning, og den ender dermed mellem to stole!!

"Miami Vice" som film lyder på papiret som en fornuftig og underholdende opskrift på et sommerhit, men intet lader til at gå som Mann havde håbet! Filmen misser oplagte muligheder og mangler kraft, nerve og reel spænding og er dertil en kende kedelig i sin langsomme handling, der ikke synes at bevæge sig spor! Skuespillet er ensformigt og uvedkommende, da ingen personer virkelig taler til en eller formår at gøre en bekymret for deres ve og vel! De er i bedste fald ligegyldige og det er desværre også hvad filmen som helheden ender med at være, da den trods flotte billeder ikke evner at levendegøre sine personer, plot eller univers!



"Smooth - that's how we do it!"
- Jamie Foxx, "Miami Vice"
Miami Vice