the joke’s on you

Den notoriske Snakes on a Plane havde allerede opnået en ophøjet kultklassikerstatus hos det ungdommelige amerikanske publikum via Internettets over-hype og en evident b-films potentiale gennem det mildest talt stupide plot. Tilstedeværelsen af kølige og evigt karismatiske Samuel L. Jackson hjalp velsagtens også på interessen, og faktum er, at ikke nok med at filmen har erhvervet sig en større kommerciel succes hos det altædende amerikanske publikum, anmeldelserne har ligeledes været milde overfor dette genuine dilettantshow, der er så pinlig ringe, at det nærmest er komisk og underholdende. Angiveligt skulle plottet til Snakes on a Plane være kreeret under en drukfest blandt Hollywoods større producere, hvor der blev konkurreret på det ultimativt tåbeligste pitch. Den ærede producent som vandt, må nu grine hele vejen til banken, vel vidende om at hans lille joke har affødt en heftig indkomst og et konfust publikum, der enten morer sig over stupiditeterne eller føler sig krænket over den allestedsnærværende publikums- og intelligensnedværdigelse, som filmen besidder.

Den tvivlsomme instruktørtjans er blevet udfyldt af den b-films elskende David R. Ellis, der spillefilmsdebuterede med den intelligentsløse ungdomsgyser Final Destination 2 og ligeledes leverede den tanketomme underholdningsfilm Cellular, der muligvis var fattig på talent, men hvis uforpligtende og uhøjtidelige iscenesættelse ikke skulle undermineres. Ellis indleder Snakes on a Plane som en konventionel og bundforudsigelig spændingsfilm, hvor underholdningsniveauet basalt set er tilforladelig, men når først slangerne slippes ud i et større fly og maltrakterer de uanede passagerer (udfyldt af ukendte og indifferente skuespillere, der ikke formår at vække den mindste interesse fra publikums side), skifter Ellis nærmest efter kommando genre til rendyrket pastiche over filmens egne tåbeligheder. Der er ingen selvironi at finde i Snakes on a Plane, men det hele er så absurd og morbidt, at man vist ikke kan være i tvivl om, at bagmændene er fuldt ud bevidste om, at de har udtrykket en ordentlig omgang filmlort, men stadig forsøger at trække joken helt ud, for at se hvor langt publikum vil følge med. Det lyder muligvis paradoksalt, men denne bevidsthed om filmens amatøragtige talentløshed umuliggøre det for publikum at hade Snakes on a Plane fuldt ud og tildele den bundkarakter, som den objektivt set egentlig fortjener. Absurditeterne kulminerer under filmens rulletekster, hvor en ungdomsleflende musikvideo fusionerer en svinedyr filmproduktion med ekstensiv (u)frivillig komik.

Ultracoole Samuel L. Jackson leverer en rutinepræget præstation, hvor rollen dog heller ikke kræver en stærkere dedikation (Jackson har selv udtalt, at han kun indlod sig i projektet på grund af den parodiske titel). Det er ved at være længe siden, vi sidst har set Jackson i en skuespilmæssig udfordrende rolle, og jeg håber virkelig ikke, at han i sin fremtidige karriere nøjes med at forfalde til ukrævende roller som disse. Ellis introducerer en broget forsamling af karakterer i det fatale fly, men klipper inkonsekvent og uvirtuost mellem karikaturerne, der ikke fungerer som andet end transparente ofre. Slangernes angreb mod disse er groteske, tangerende til det surrealistisk elendige, men momentvis er det også ganske underholdende at se, især for en som undertegnede, der lider af en betydelig slangefobi. At realisme er ikke-eksisterende burde ikke komme som en overraskelse for nogen, men de digitale effekter er ret så fejlfyldte og illusionen brydes mere end den opretholdes, hvorved man aldrig for alvor føler myrekrybet på kroppen. Der er enkelte visuelle konfekture at finde i filmen, men dette undertrykkes af ellers så rutinerede Trevor Rabins anstrengende og insisterende spændingsmusik.

Snakes on a Plane er så propfyldt med plothuller så store, at de nærmest kun kan være placeret med fuldt overlæg. Eksempelvis, hvordan ved Jackson hvor det unge mordvidne er? Desuden hører man intet om filmens koldblodige skurks videre skæbne, Ellis er mere interesseret i at vise Jackson surfe i et lækkert hav. Dumhederne akkompagneres af sindssygt debile dialoger, der flyver tanketomt omkring. Til gengæld er det befriende at overvære en film, der så klart ikke bekymrer sig om politisk korrekthed (folk både bander og dyrker sex!). Snakes on a Plane er en af de slags film, som Thomas Nielsen indtil nu frygtløst har berettet om. Åbenlyst elendige, men føles ikke helt så forfærdelige, som de egentlige er. Paradoksalt, men sandt. Se den med de rette øjne, og du vil bevidne en enestående vits i filmhistorien, der af uforklarlige årsager alligevel har fundet et bredere publikum. En fortsættelse er velsagtens uundgåeligt.