spændingsforladt banaliteter
2.0
I 2004 leverede den svenske instruktør Mikael Håfström det intense og rystende drama Ondskab, der filmatiserede spændingsforfatteren personlige og selvbiografiske roman med en psykologisk og nuanceret indsigt. Filmens evidente kvaliteter vakte opsigt hos de magtfulde producermoguler Bob og Harvey Weinstein (der for nylig etablerede deres eget filmproduktionsselskab), som abrupt erhvervede Håfström til den amerikanske filmindustri for at begå denne gumpetunge og forudsigelige thriller, som, på trods af destruerende uoriginalitet og søgte plottwist, af uforklarlige årsager alligevel har formået at snige sig gennem hele produktionssystemet.
Clive Owen (er af min personlige skuespillere) indtager hovedrollen som reklamedesigneren, der lever en udmærket tilværelse, hvor utilfredsheden og uperfektionismen lurer under overfladen. Forholdet til konen kører på trivialiteterne og datterens sukkersyge tiltager i fatalitet. Owen portrætterer den flade og psykologisk uudfordrende karakter med en rutinepræget tilstedeværelse, men en større dedikation udvises af forståelige grunde ikke. Jennifer Aniston forsøger endnu engang desperat at frakaste sig den stereotype typecasting som den søde pige fra hit tv-serien Venner, i rollen som ambiguitetspræget femme fatale, men karakteren levendegøres aldrig, og selvom Aniston er yderst attraktiv på en klassisk smuk måde og er i besiddelse af et basalt talent, så bryder hun nok aldrig karikaturens rammer. Altid seværdige Vincent Cassell påtager sig en forceret amerikansk accent og morer sig tydeligvis som psykotisk pengeafpresser, men publikum bliver hurtig træt af Cassells smalsporede spil. Hvorledes Håfström har kunnet spolerer så potentialerig en rollebesætning, kan man kun gisne om, men manuskriptets officiøse og håbløst overkonstruerede gimmick-plotvendinger depsykologiserer karaktererne, der er intet andet end dekadente dukker i et maniereret (men forgæves) forsøg på at overraske publikum.
Derailed er en anonym og dybt uophidsende thriller, som Hollywoods tilsyneladende føler sig forpligtet til stadig at masseproducere. Jeg håber, at Håfström vender tilbage til Sverige og finder sin stærke personlige vision tilbage, for han behersker tydeligvis ikke de amerikanske skabeloner, restriktioner og overfladiske virkemidler.
Clive Owen (er af min personlige skuespillere) indtager hovedrollen som reklamedesigneren, der lever en udmærket tilværelse, hvor utilfredsheden og uperfektionismen lurer under overfladen. Forholdet til konen kører på trivialiteterne og datterens sukkersyge tiltager i fatalitet. Owen portrætterer den flade og psykologisk uudfordrende karakter med en rutinepræget tilstedeværelse, men en større dedikation udvises af forståelige grunde ikke. Jennifer Aniston forsøger endnu engang desperat at frakaste sig den stereotype typecasting som den søde pige fra hit tv-serien Venner, i rollen som ambiguitetspræget femme fatale, men karakteren levendegøres aldrig, og selvom Aniston er yderst attraktiv på en klassisk smuk måde og er i besiddelse af et basalt talent, så bryder hun nok aldrig karikaturens rammer. Altid seværdige Vincent Cassell påtager sig en forceret amerikansk accent og morer sig tydeligvis som psykotisk pengeafpresser, men publikum bliver hurtig træt af Cassells smalsporede spil. Hvorledes Håfström har kunnet spolerer så potentialerig en rollebesætning, kan man kun gisne om, men manuskriptets officiøse og håbløst overkonstruerede gimmick-plotvendinger depsykologiserer karaktererne, der er intet andet end dekadente dukker i et maniereret (men forgæves) forsøg på at overraske publikum.
Derailed er en anonym og dybt uophidsende thriller, som Hollywoods tilsyneladende føler sig forpligtet til stadig at masseproducere. Jeg håber, at Håfström vender tilbage til Sverige og finder sin stærke personlige vision tilbage, for han behersker tydeligvis ikke de amerikanske skabeloner, restriktioner og overfladiske virkemidler.
25/09-2006
