kong af Kopenhagen

Der kan vist ikke længere lægges skjul på, at de to gratificerede efterfølger til den egenrådige Nicolas Winding Refns hårdtslående og klassikerstatuerende debutfilm, den fremragende Pusher fra ´96, er blevet affødt af en økonomisk og kommerciel nødvendighed, ikke et kunstnerisk og oprigtigt ønske fra Refns side om at videreeksplorere Danmarks undergrundsverden. Refns produktionsselskab gik fallit efter det uberettigede publikumsflop Fear X, hvor Refn forsøgte at distingvere sig fra den konventionelle danske spillefilmsscene med en international produceret og Lynch-inspireret eksistentialistisk thriller om en virkelighedsopfattende diffus mand på jagt efter indre forløsning (en gennemgående tematik i Refns film). Fear X var en fremragende og dybt fascinerende film, der ikke fortjente fiasko-kategoriseringen, men faktums er ubøjeligt, og Refn har heller ikke lagt skjul på, at Pusher II + 3 blev kreeret forholdsvis hurtigt for at attestere Refns videre fremtid i filmverdenen. Hans kamp for finansiering og indre komplikationer blev fortalt fornemt i ---s nærstuderende dokumentarfilm Gambler (som jeg så ved dette års Rotterdam Filmfestival, hvor jeg var så heldig at møde Refn, der var nede for at introducere filmen), men på trods af en habil publikumssucces hos begge efterfølgere, er Refn efter sigende stadigvæk i en økonomisk krise.

Den økonomiske nødvendighed i Pusher II + 3 har heldigvis ikke afledt en depersonalisering fra Refns side, hvor filmene stadig håndbærer hans personlige signatur. I sin tid lovpriste jeg Pusher II som en værdig efterfølger til Pusher, men et fatalt gensyn har ledt til en revurdering af udtalelsen, hvor jeg nu i stedet må erklære, at Pusher II på mange måder var en svag film uden en signifikant substans, og på trods af Mads Mikkelsens dedikerede indsats, var Tonny-karakteren alt for patetisk, narcissistisk og anti-heroisk til at man kunne finde empati, eller bare en basal interesse for ham. Med Pusher 3 retter Refn dog op på den tidligere manglende fascination for karakterpsykologien, hvor han denne gang har rettet fokus mod indvandreren Milo, der på overfladen virkede som en flink fyr i Pusher, men som også havde et skræmmende og bestialsk væsen gemt under den sympatiske overflade. Milo er en langt mere interessant og flerlaget karakter end Mikkelsens Tonny, hvilket fører til konklusionen, at Pusher 3 er en langt bedre og mere opsigtsvækkende film end den første efterfølger med dens fragmenterede kvalitative indsats, selvom den tredje del i trilogien om de euforiserende stoffers magtgreb naturligvis ikke når den originales innovative og uafrystelige højder.

Den undervurderede Zlatko Buric vender tilbage i gennembrudsrollen som Milo og leverer tillige en absolut fantastisk og uforglemmelig præstation som kokainhandleren, der filmisk genintroduceres til et rehabiliteringsmøde (der visualiseres lettere komisk fra Refns side, som traditionen tro har brugt virkelighedsnarkomaner som levende statister), hvor han erklærer sin puritanisme fra stoffernes magt, hvorefter der klippes til hans dagligdagsarbejde, hvor Buric videresælger de føromtalte stoffer. Ambiguiteten er i fokus hos Refn, der på eminent vis skildrer fatalismen hos både karakteren og det omkringværende miljø. Buric portrætterer Milo med lige dele skrøbelig sødme og psykologiske svagheder, der samtidig er en benhård og hårdhjertet forretningsmand, som man ikke skal tage pis på. Den langsomt udviskende linie mellem disse to er filmens omdrejningspunkt, hvilket ekspanderer over en dag, hvor Buric skal styre den barnlige og snotforkælede datters fødselsdagsfest og en håndfuld løssluppen ecstacy-piller, der kommer til at sætte Buric i tvivlsom gæld hos leverandørerne. Fejlleveringen katalyserer den uundgåelige tragediespiral, hvor Buric trækkes nådesløst tilbage i det selvdestruerende miljø, som han dog aldrig for alvor har forladt, da han definerer sig selv gennem denne. Pusher 3 er hovedsagligt en fascinerende fortælling om en identitetsforvirret mand (Burics indignation over hans manglende danske sprogkundskaber er altsigende), der lever et dobbeltliv uden en helhjertet dedikation i hverken den ene eller anden lejr, hvilket leder ham til det uundgåelige forfald. Ligeså fremstår Burics karakter som et symbol på alderens nedadgående autoritærstatus, der presses fra alle sider. Subteksten i Pusher 3 er kompleks og tvetydig, men Refn og Buric har et fænomenalt overblik, hvilket hæver filmen til et højere niveau.

Naturligvis krakelerer Burics facade, hvilket forårsager et tilbagefald til stoffernes paralyserende tilstand, men efter Burics første stofindtagelse, opnår publikum og Buric selv en form for brutal realitetsopvækkelse. Efter hans selvrefleksion (indikerer selvindsigt) i festsalens underetage, indledes filmens emotionelle højdepunkt og indiskutabelt bedste scene, hvor Buric suggestiverer sine indre menneskelige værdier gennem hans genuine og kærlighedsfyldte tale til datteren, som nok skal samle en tåre i øjenkrogen hos de mest stenkolde fyre. Buric erhverver sig dog ikke datterens affektion før han ekstensiverer sin materielle gavmildhed overfor den snerpede datter, hvilket er en perfekt indikation af deres ubalancerede og dysfunktionelle forhold. Her rammer Refn plet i hans hjerteskærende iscenesættelse af en relationsvenlig tragedie. Desværre er Pusher 3 blevet mere notorisk på grund af det eksplicitte klimaks, hvor Buric trækker et velkendt ansigt fra første film tilbage i brutalitetens verden via en meget udpenslet og realistisk dissekering og maltraktering af en afdød menneskekrop. Naturalismen er uafrystelig, men personligt fandt jeg det hverken anstødeligt eller decideret ulækkert (nærmere grotesk). Det grafiske billedside (der er en evident homagé til Refns yndlingsfilm, Hoopers Texas Chainsaw Massacre) ødelægger nærmest illusionen mere end den skaber den, og det er en skam, at publikum efterlader filmen med det indre billede i stedet for filmens andre talrige kvaliteter.

Refn er subtil spekulativ, men på overfladen alligevel objektiv i sin fortælling, der som hans andre film ender ukonkluderende og abrupt med Buric, der med et slående billede kigger ned i et tomt badebassin, hvilket symboliserer hans indre tomhed og luftige selvidentifikation. Refn har altid brilleret med sine slutninger, og endnu engang trækker han en genistreg ud af ærmet, men desværre er der også flere sideplots, som står irriterende uforklarende hen, hvilket trækker ned i helhedsbedømmelsen. Overordnet kunne Refn ligeledes have været mere stringent i sin iscenesættelse og have en stærkere fokus på den fortællende historie om Burics professionelle forfald, hvor der er for meget spillerum til indifferente og unødvendige sekvenser, som nemt kunne have endt på klippegulvet og have trukket den overlange spilletid nødvendigt ned.

Refn viderefører den rå og egenrådige æstetik med fotografen Morten Søborg, som blev grundlagt med den første Pusher-film, og endnu engang sidder man målløs tilbage over virtuositeten i den konstant søgende kameraførelse, den overlegne klippestil og det eksperimentale akkompagnerende musik af PeterPeter (fra Sort Sol). Refn understreger for fjerde gang, at han er en unik auteur i den danske filmindustri, og det er kun af symbolske årsager, at Pusher 3 ikke erhverver sig de ellers velfortjente fem stjerner, siden jeg gav den første Pusher-film denne karakter, og som førnævnt er tredje del ikke ligeså god som den originale. Men det er altså forbandet tæt på.