segmentkoncentreret billedonani
2.0
Denne hårdkogte og genreskizofrene krimi er blevet modtaget med en kritikermæssig skepsis overalt, tangerende til den (mildest talt) gennemhaglende elendighed, men Running Scared har overraskende nok alligevel opnået en nutidig form for kultstatus hos det mere ungdommelige mtv-publikum, der har celebreret filmen for dens politisk ukorrekte og meget eksplicitte vold, dens nærmest absurde gadesprog og ikke mindst en ret så overlæsset, men virtuos billedside. Personligt blev jeg dog langtfra imponeret over filmens hypotetiske kvaliteter (på trods af stærke superlativer fra gamle kendinge herinde på Scope), og man kunne have forventet mere fra instruktøren Wayne Kramer, som spillefilmsdebuterede glimrende med det nedtonede og yderst velspillede drama The Cooler, hvis lettere paranormale undertoner tilføjede den atypiske historie en god portion originalitet. Med Running Scared bringer Kramer (der også i denne omgang har skrevet manuskriptet) dog desværre flere uheldige associationer til hans penneføring på Renny Harlins miserable og dybt overfladiske Mindhunters, hvor historien ligeledes var en omgang logiknegligerende rod med uinteressante og endimensionale karakterer.
Ungdomsikonet Paul Walker forsøger desperat at frakaste sig typecastingen efter lette roller i drengerøvsfilm som The Fast and the Furios og Into the Blue, og hans ufokuseret skrevne karakter i Running Scared byder da også på moralsk tvetydighed og diffus sympatiopfattelse. Ret hurtigt kastes publikum ind i begivenhederne, hvor en skæbnesvanger sølvpistol danner rammen for en ret særegen odysse udi den amerikanske undergrundsverden, propfyldt med excentriske begivenheder, brogede karakterer og en større portion uforudsigelighed, der dog mangler en logik og plausibilitet. Der findes ingen entydig godsindet karakter i filmen, som publikum på konventionel vis kan finde en empatirelation overfor, men desværre opererer Kramer for meget med klichefyldte karikaturer til at dette aspekt kan kaldes nuanceret og interessant (faktisk alt andet end). Walkers ihærdige indsats for at tilbageskaffe pistolen sender både ham og publikum i al for ustringente retninger, hvor man hurtigt kommer til at savne en rød tråd og fast tematik, som de aparte scenariums kan reflekteres i (som eksempel kan det morderiske pædofile par nævnes, magen til indifferent og fragmentarisk sidehistorie skal man lede længe efter). Kramer er tydeligvis en del af Tarantino-generationen, men besidder slet ikke dennes uopnåelige talent når det omhandler publikumsengagement, man savner et fast holdepunkt i fortællingen, der overgearet udfoldes foran en. Running Scared er ligeledes overlang, og slutningens mange ivrige, men ukongruente plottwist understøtter den konstante småirritation, som lurer lige under overfladen. Ultimativt finder man ud af, at Kramer absolut intet har haft på hjerte, andet end meningsløs og depraverende vold, maskeret som cool underholdning. Jovist, Running Scared er momentvis effektiv underholdning af den mere atypiske skuffe, men selvhøjtideligheden og den kunstige historiefremdrift er oftest dominerende og derved kvalitetsforringende.
Seværdigheden i Running Scared er utvivlsomt den postmodernistiske og dekadente billedside, hvor Kramer og filmfotografen James Whitaker har været i det eksperimentale hjørne, hvilket har udmundet sig i talrige skæve vinkler, en interessant (men sindssyg unaturalistisk) belysning og fornemme transformationer på redigeringssiden. Desværre overeksponeres virkemidlerne grænseløst, og Kramer er desuden ikke nær så erfaren som den ligeledes æstetikeksperimenterende Tony Scott, hvorfra Kramer tydeligvis har hentet stor inspiration og beundring. Der er naturligvis enkelte visuelle genistreger at finde i Running Scared, men der skydes så sandelig også med spredehagl, hvorved alt følelsesmæssigt engagement fra publikums side undermineres mere eller mindre bevidst. Det er billedmasturberende mtv-æstetik, med lige dele virtuositet og anstrengthed.
Running Scared er tanketom drengerøvsunderholdning, men under den lettere juvenile og selvgarderende overflade, findes der absolut ingen substans eller fundamentale tanker. Hvorfor Scotts Domino proklameres som årets dårligste film, mens Kramers meningsløshed ophæves som suveræn, går ud over min forstand. For mit vedkommende er kvalitetsniveauet nogenlunde identisk. 2 stjerner herfra, hvilket kun dedikeres til det stiliserede univers og et fornemt actionklimaks.
Ungdomsikonet Paul Walker forsøger desperat at frakaste sig typecastingen efter lette roller i drengerøvsfilm som The Fast and the Furios og Into the Blue, og hans ufokuseret skrevne karakter i Running Scared byder da også på moralsk tvetydighed og diffus sympatiopfattelse. Ret hurtigt kastes publikum ind i begivenhederne, hvor en skæbnesvanger sølvpistol danner rammen for en ret særegen odysse udi den amerikanske undergrundsverden, propfyldt med excentriske begivenheder, brogede karakterer og en større portion uforudsigelighed, der dog mangler en logik og plausibilitet. Der findes ingen entydig godsindet karakter i filmen, som publikum på konventionel vis kan finde en empatirelation overfor, men desværre opererer Kramer for meget med klichefyldte karikaturer til at dette aspekt kan kaldes nuanceret og interessant (faktisk alt andet end). Walkers ihærdige indsats for at tilbageskaffe pistolen sender både ham og publikum i al for ustringente retninger, hvor man hurtigt kommer til at savne en rød tråd og fast tematik, som de aparte scenariums kan reflekteres i (som eksempel kan det morderiske pædofile par nævnes, magen til indifferent og fragmentarisk sidehistorie skal man lede længe efter). Kramer er tydeligvis en del af Tarantino-generationen, men besidder slet ikke dennes uopnåelige talent når det omhandler publikumsengagement, man savner et fast holdepunkt i fortællingen, der overgearet udfoldes foran en. Running Scared er ligeledes overlang, og slutningens mange ivrige, men ukongruente plottwist understøtter den konstante småirritation, som lurer lige under overfladen. Ultimativt finder man ud af, at Kramer absolut intet har haft på hjerte, andet end meningsløs og depraverende vold, maskeret som cool underholdning. Jovist, Running Scared er momentvis effektiv underholdning af den mere atypiske skuffe, men selvhøjtideligheden og den kunstige historiefremdrift er oftest dominerende og derved kvalitetsforringende.
Seværdigheden i Running Scared er utvivlsomt den postmodernistiske og dekadente billedside, hvor Kramer og filmfotografen James Whitaker har været i det eksperimentale hjørne, hvilket har udmundet sig i talrige skæve vinkler, en interessant (men sindssyg unaturalistisk) belysning og fornemme transformationer på redigeringssiden. Desværre overeksponeres virkemidlerne grænseløst, og Kramer er desuden ikke nær så erfaren som den ligeledes æstetikeksperimenterende Tony Scott, hvorfra Kramer tydeligvis har hentet stor inspiration og beundring. Der er naturligvis enkelte visuelle genistreger at finde i Running Scared, men der skydes så sandelig også med spredehagl, hvorved alt følelsesmæssigt engagement fra publikums side undermineres mere eller mindre bevidst. Det er billedmasturberende mtv-æstetik, med lige dele virtuositet og anstrengthed.
Running Scared er tanketom drengerøvsunderholdning, men under den lettere juvenile og selvgarderende overflade, findes der absolut ingen substans eller fundamentale tanker. Hvorfor Scotts Domino proklameres som årets dårligste film, mens Kramers meningsløshed ophæves som suveræn, går ud over min forstand. For mit vedkommende er kvalitetsniveauet nogenlunde identisk. 2 stjerner herfra, hvilket kun dedikeres til det stiliserede univers og et fornemt actionklimaks.
24/10-2006
