enestående kemi eliminerer tandløs handling
3.0
Stupid og bagatelliseret, men heller ikke ueffen rendyrket underholdningsfilm, der i sandhed kan kategoriseres som et nostalgisk 90’er værk. Money Train fik igangsat en hurtig produktion i kølvandet på Jan De Bonts nærmest episke kritiker- og publikumssucces med den velfungerende b-film Speed, og den kvalitetsmæssigt ustabile instruktør Joseph Ruben blev hentet ind fra den anonyme periferi for at styre løjerne. Ruben leverer en udmærket, men langtfra prangende indsats, og dette ustrukturerede og ufokuserede projekt holder kun brædderne samlet takket være de to hovedrolleindehavere, hvis humørsmittende og ferske energi er en sand fornøjelse at overvære. Ruben kreerede dog et par år senere den subtilt eftertænksomme og emotionelt monumentale Return to Paradise, hvis evidente kvaliteter dog mestendels er blevet skamløst negligeret.
Det umage makkerpar Woody Harrelson og Wesley Snipes mødtes første gang på det hvide lærred i Ron Shelton lille sportsperle White Men Can’t Jump, og med Money Train fortsætter de det kunstlette, men underholdende og bevidst komiske samarbejde med det samme implicitte succesresultat. Filmen er et tilpas charmerende drengerøvsværk, men under den glatte (men teknisk fine) overflade, findes der mere alvorsfulde undertoner. Money Train er fundamentalt set en kærlig fortælling om et broderligt bånd, der trodser fysiske beviser (de kalder hinanden brødre på trods af deres distingverende hudfarver) og omverdenens fordomsfuld. Der er selvsagt intet kontemplativt eller psykologisk innoverende over tematikken, men det er veldefinerede karakterer, og Snipes og Harrelson (hvoraf sidstnævnte er en af filmhistoriens mest sympatiske, og oftest også skamløst undervurderet skuespiller) substansiverer og troværdiggøre forholdet, hvoraf Snipes er den ældre og mere ansvarsfulde (katalyseret af en genuin beskyttertrang), mens Harrelson er den selverklærede taber, hvis selvfornægtelse langsomt krakelerer gennem filmen. Statusforskellen visualiseres effektivt i en krydsklipning mellem Snipes hyggetime med den obligatoriske pige imellem (horribelt spillet af en dengang ukendt Jennifer Lopez, der desværre og uforklarligt senere har opnået stjernestatus) og Harrelsons uforskyldte straf med nogle håndlangere. Desværre er Money Train i større besiddelse af stupide scenariums (eksempelvis en imbecil dansescene) end de mere fintfølende momenter, hvorved man indtager begivenhederne med en regulær underholdningsmæssig tolerance. I birollerne spilder Chris Cooper sin dyrebare tid som psykotisk pyroman, mens Robert Blake til gengæld er herlig i rollen som den mystificerende og psykotiske pontifex, der hensynsløst styrer løjerne.
Money Train er en minimal bagatel, der ikke er værd at bruge engageret tid på, men som tømmermændsunderholdning fungerer den upåklageligt, og den halvanden time er ikke spildt i selskab med de herrer Snipes og Harrelson.
Det umage makkerpar Woody Harrelson og Wesley Snipes mødtes første gang på det hvide lærred i Ron Shelton lille sportsperle White Men Can’t Jump, og med Money Train fortsætter de det kunstlette, men underholdende og bevidst komiske samarbejde med det samme implicitte succesresultat. Filmen er et tilpas charmerende drengerøvsværk, men under den glatte (men teknisk fine) overflade, findes der mere alvorsfulde undertoner. Money Train er fundamentalt set en kærlig fortælling om et broderligt bånd, der trodser fysiske beviser (de kalder hinanden brødre på trods af deres distingverende hudfarver) og omverdenens fordomsfuld. Der er selvsagt intet kontemplativt eller psykologisk innoverende over tematikken, men det er veldefinerede karakterer, og Snipes og Harrelson (hvoraf sidstnævnte er en af filmhistoriens mest sympatiske, og oftest også skamløst undervurderet skuespiller) substansiverer og troværdiggøre forholdet, hvoraf Snipes er den ældre og mere ansvarsfulde (katalyseret af en genuin beskyttertrang), mens Harrelson er den selverklærede taber, hvis selvfornægtelse langsomt krakelerer gennem filmen. Statusforskellen visualiseres effektivt i en krydsklipning mellem Snipes hyggetime med den obligatoriske pige imellem (horribelt spillet af en dengang ukendt Jennifer Lopez, der desværre og uforklarligt senere har opnået stjernestatus) og Harrelsons uforskyldte straf med nogle håndlangere. Desværre er Money Train i større besiddelse af stupide scenariums (eksempelvis en imbecil dansescene) end de mere fintfølende momenter, hvorved man indtager begivenhederne med en regulær underholdningsmæssig tolerance. I birollerne spilder Chris Cooper sin dyrebare tid som psykotisk pyroman, mens Robert Blake til gengæld er herlig i rollen som den mystificerende og psykotiske pontifex, der hensynsløst styrer løjerne.
Money Train er en minimal bagatel, der ikke er værd at bruge engageret tid på, men som tømmermændsunderholdning fungerer den upåklageligt, og den halvanden time er ikke spildt i selskab med de herrer Snipes og Harrelson.
23/12-2006