Når religionsuoverensstemmelser bliver til horror
4.0
Robin Hardys The Wicker Man er mange steder blevet kaldt den bedste engelske horrorfilm overhovedet. Jeg har ikke et fuldstændigt overblik over, hvad den britiske horrorscene har budt på gennem tiderne, og The Wicker Man er en udmærket film, men særlig skræmmende er den kun i filmens sidste ti min.
Filmens generator for spænding og uhygge er den konflikt, der udspringer mellem den stærkt kristne religiøse politibetjenten Howie, som kommer til Summerisle, og så de "indfødte", som er hedenske og meget frimodige i deres religion. Selvom filmen er en provokation af den kristne kirke, så tager den aldrig entydigt side i filmens konflikt. Godt nok fremstiller den øens befolkning som glade folk i balance med en meget frigjort seksualitet, hvor alle tilsyneladende er lykkelige, men der hviler hele tiden en tung sky over filmen, som fortæller os, at et eller andet er helt forkert.
På den anden side fremstilles den retskafne politibetjent - vores helt - som en lidt for stivnakket og gammeldags lovshåndhæver. Sympatien skifter dog fuldstændig over på hans side i den gennemført geniale slutning.
Og den geniale slutning er hele filmen værd. Godt nok er filmen løbende også underholdende, hvor den langsomt opbygger en stemning af ubehag, hvor de indfødte forekommer mere og mere vanvittige, men det er de sidste ti min., som hæver filmen op på et niveau, hvor vi kan snakke god horror. Inden slutningen hæver filmen sig således ikke over almindelig spændingsfilmsniveau i uhyggelig stemning, men alle scener ses i et nyt lys, når tingenes virkelige sammenhæng viser sig.
Edward Woodward gør det glimrende som den retfærdighedssøgende betjent, men det er efterfølgende Christoffer Lees præstation man husker. Han er som altid en oplevelse, og han hæver klart filmens niveau med hans skræmmende præstation.
The Wicker Man er en anderledes horrorfilm, som først for alvor viser sit sande ansigt sidst i filmen. En fed afslutning, som sætter hele filmen i et andet lys og hæver den samlede vurdering. Filmens lidt underlige første time, som til tider minder lidt om en musical/komedie gør dog, at der går rigelig lang tid inden ubehaget indfinder sig, selvom det antydes allerede i de første scener.
Filmens generator for spænding og uhygge er den konflikt, der udspringer mellem den stærkt kristne religiøse politibetjenten Howie, som kommer til Summerisle, og så de "indfødte", som er hedenske og meget frimodige i deres religion. Selvom filmen er en provokation af den kristne kirke, så tager den aldrig entydigt side i filmens konflikt. Godt nok fremstiller den øens befolkning som glade folk i balance med en meget frigjort seksualitet, hvor alle tilsyneladende er lykkelige, men der hviler hele tiden en tung sky over filmen, som fortæller os, at et eller andet er helt forkert.
På den anden side fremstilles den retskafne politibetjent - vores helt - som en lidt for stivnakket og gammeldags lovshåndhæver. Sympatien skifter dog fuldstændig over på hans side i den gennemført geniale slutning.
Og den geniale slutning er hele filmen værd. Godt nok er filmen løbende også underholdende, hvor den langsomt opbygger en stemning af ubehag, hvor de indfødte forekommer mere og mere vanvittige, men det er de sidste ti min., som hæver filmen op på et niveau, hvor vi kan snakke god horror. Inden slutningen hæver filmen sig således ikke over almindelig spændingsfilmsniveau i uhyggelig stemning, men alle scener ses i et nyt lys, når tingenes virkelige sammenhæng viser sig.
Edward Woodward gør det glimrende som den retfærdighedssøgende betjent, men det er efterfølgende Christoffer Lees præstation man husker. Han er som altid en oplevelse, og han hæver klart filmens niveau med hans skræmmende præstation.
The Wicker Man er en anderledes horrorfilm, som først for alvor viser sit sande ansigt sidst i filmen. En fed afslutning, som sætter hele filmen i et andet lys og hæver den samlede vurdering. Filmens lidt underlige første time, som til tider minder lidt om en musical/komedie gør dog, at der går rigelig lang tid inden ubehaget indfinder sig, selvom det antydes allerede i de første scener.
28/01-2007
