Hverken sprængfarlig eller fuser

Anders Thomas Jensens parodi på den mere intellektuelle del af den danske filmscene er momentvis morsom, men ganske uden spænding, overraskelse eller nerve i sin fortælling.

Filmens stærkeste kort er ikke selve parodien og de mange kommentarer til den danske filmelite, men derimod Ulrik Thomsen som halvpsykopatisk og aggressiv familiefar. Hans figur og replikker er klart filmens sjoveste, og han overtrumfer på alle måder Nicolai Lie Kaas' egocentrede filminstruktør. Denne har også sine øjeblikke og er virkelig øretæveindbydende, men er alt for endimensionel. Her er der trods alt mere kød på Thomsens Tony.

Filmen lider dog under sin tynde historie og mange scener, som ikke er morsomme trods forsøget. Desuden bliver det efter første halvdel, som er klart bedst, forsøgt at blande noget menneskelig drama ind i historien plus en total utroværdigt kærlighedshistorie mellem Tony og den kvindelig stjerne i filmen i filmen. Derfor fuser filmen ud og efterlader et halvlunket indtryk på trods af en ok start.

Filmen leverer det jeg forventede, men det var heller ikke meget. Den har bestemt sine morsomme øjeblikke, ligesom filmmiljøparodien er sjovt tænkt, men som helhed er det en ikke alt for vellykket og tynd omgang.