Ugens tilbud: hjemmeværnstartarbøf med tarmsoufflé
4.0
Efter Alexandre Ajas særdeles effektive og succesfulde remake af The Hills have eyes skulle der ikke gå mange sekunder før end en 2er blev planlagt. The Hills have Eyes 2 (som intet har med Wes Cravens 2er at gøre) viser med al tydelighed, at Martin Weisz ikke rummer samme talent som Alexandre Aja. Derfor er det stadig en ganske effektiv horrorfilm, hvor det igen er brutalitet og eksplicitte væmmeligheder, der er i højsædet på bekostning af egentlig uhygge.
Formlen er den samme som i 1eren og utallige andre horrorfilm. En lille gruppe mennesker isoleres i fremmede omgivelser, hvor de falder i hænderne på nogle ofte ret ubehagelige typer. Denne gang er det en hold hjemmeværnsfolk som drager ud i de golde bjerge, og at kalde den gruppe af kannibalistiske mutante, som de render ind i for ubehagelige er en mild underdrivelse.
Filmen starter ud med en af de mest ubehagelige og klamme scener længe set. Et close up på et blodigt og arret kvindeansigt fortrukket i stor smerte, hvor kameraet langsomt trækkes bagud, mens vi i små lysglimt ser hendes forslåede hænder og fødder fastbundet. Det går op for publikum, at kvinden er gravid og nøgen, og i den til dato klammeste fødselsscene, hvor intet overlades til fantasien fødes nu et meget lidt nuttet mutantbarn. Ud af ingenting kommer den største og grummeste mutant til syne, hiver mutantbarnet til sig med stor voldsomhed, så navlestregen springes og brøler "DØ!!", hvorefter den stakkels kvinde laves til hakkefars.
Hvis man finder, at ovenstående lyder lige en kende for klamt, og at man i øvrigt ikke brød sig om Ajas horrorfest fra sidste år, bør man holde sig langt væk fra Weisz' opfølger. Filmens grundlæggende eksistensberettigelse er en række særdeles brutale og blodige konfrontationer mellem hjemmeværnsfolkene og mutanterne. På skuespillersiden er filmen en hel del under niveauet for den første film, ligesom den ikke formår at skabe den skabe mørke og truende stemning, som Aja gjorde så effektivt. Selve mutanterne er heller ikke nær så "flotte" og troværdigt skildret. Her fungerer de mest som slagtemaskiner, men det gør de til gengæld også effektivt. Ud over den nævnte startsscene rummer filmen en række af virkelig ubehagelige scener, og effekterne er generelt ret imponerende.
Hverken historien eller karaktererne er sønderligt originale, men Weisz foregiver heller ikke, at det er en opfølger til The Godfather, han instruerer. Fans af genren får hvad de kommer efter - masser af splat, mutant, brutalitet og ubehag - men på niveau med Ajas film er den langt fra. Filmen får 4 små stjerner i min bog med de nævnte plusser in mente samt en effektiv finale, hvor der virkelig ikke spares på teaterblodet. Det er i høj grad en genrefilm, og folk som ikke normalt nyder genren vil givetvis synes, at filmen er noget nær værste, der er spyttet ud af Hollywood i lang tid.
Formlen er den samme som i 1eren og utallige andre horrorfilm. En lille gruppe mennesker isoleres i fremmede omgivelser, hvor de falder i hænderne på nogle ofte ret ubehagelige typer. Denne gang er det en hold hjemmeværnsfolk som drager ud i de golde bjerge, og at kalde den gruppe af kannibalistiske mutante, som de render ind i for ubehagelige er en mild underdrivelse.
Filmen starter ud med en af de mest ubehagelige og klamme scener længe set. Et close up på et blodigt og arret kvindeansigt fortrukket i stor smerte, hvor kameraet langsomt trækkes bagud, mens vi i små lysglimt ser hendes forslåede hænder og fødder fastbundet. Det går op for publikum, at kvinden er gravid og nøgen, og i den til dato klammeste fødselsscene, hvor intet overlades til fantasien fødes nu et meget lidt nuttet mutantbarn. Ud af ingenting kommer den største og grummeste mutant til syne, hiver mutantbarnet til sig med stor voldsomhed, så navlestregen springes og brøler "DØ!!", hvorefter den stakkels kvinde laves til hakkefars.
Hvis man finder, at ovenstående lyder lige en kende for klamt, og at man i øvrigt ikke brød sig om Ajas horrorfest fra sidste år, bør man holde sig langt væk fra Weisz' opfølger. Filmens grundlæggende eksistensberettigelse er en række særdeles brutale og blodige konfrontationer mellem hjemmeværnsfolkene og mutanterne. På skuespillersiden er filmen en hel del under niveauet for den første film, ligesom den ikke formår at skabe den skabe mørke og truende stemning, som Aja gjorde så effektivt. Selve mutanterne er heller ikke nær så "flotte" og troværdigt skildret. Her fungerer de mest som slagtemaskiner, men det gør de til gengæld også effektivt. Ud over den nævnte startsscene rummer filmen en række af virkelig ubehagelige scener, og effekterne er generelt ret imponerende.
Hverken historien eller karaktererne er sønderligt originale, men Weisz foregiver heller ikke, at det er en opfølger til The Godfather, han instruerer. Fans af genren får hvad de kommer efter - masser af splat, mutant, brutalitet og ubehag - men på niveau med Ajas film er den langt fra. Filmen får 4 små stjerner i min bog med de nævnte plusser in mente samt en effektiv finale, hvor der virkelig ikke spares på teaterblodet. Det er i høj grad en genrefilm, og folk som ikke normalt nyder genren vil givetvis synes, at filmen er noget nær værste, der er spyttet ud af Hollywood i lang tid.
13/05-2007
