Fejende flot forvirring

4.0
Gore Verbinskis tredje gren på Pirates-stammen er en sand opvisning i svimlende flotte effekter og gakkende og lattervækkende indslag. Desværre er historiefortællingen præget af for mange sidespring, bihistorier og allianceskift man som publikum knapt kan holde styr på. De 2 timer og 45 min. kommer derved til at virke længere end de er... og det er lang tid.

Handlingstrådene, som ellers bevæger sig på kryds og tværs af tid, sted og personer, peger alle i samme retning. Nemlig mod et stort slag hvor den endelige kamp mellem piraterne og handelskompagniet skal stå. Inden det afgørende slag, som klart er filmens højdepunkt, ja måske hele seriens højdepunkt, præsenteres vi for en sand kaskade af mere eller mindre vellykkede komiske optrin, hvor betegnelsen "tomme kalorier" er meget på sin plads.

Johnny Depp er stadig eminent som Jack Sparrow og klart mere afdæmpet end i 2eren. Geoffrey Rush er tilbage som Barbossa og han klæder filmen godt. Keira Knightley træder mere i karakter end i de to første film, mens Orlando Bloom virker underligt mut og indebrændt i næsten alle hans scener.

Det eminent flotte piratunivers befolkes dog af mange flere personer end de 5-6 hovedpersoner, og sammen med filmens lidt rodede manuskript er det 3. dels store svaghed. Vi skal forbi alt for mange personer og scener, som ikke rigtigt bringer historien videre eller er syndeligt interessante. Meget af tiden tænkte jeg blot på, hvornår der kom gang i løjerne på samme fornemme piratmanér, som man er forvent med efter de to første film. Her sker det for alvor først efter to timer, og det er for længe.

Til gengæld er det sidste slag medrivende i en grad sjældent set. Visualiteten sprudler virkelig og man suges næsten med ned i havets dyb. Her er Gore V i sit es. Vinklerne skifter konstant og man overrumples af den bombatiske lydside og det fantastiske slag på lærredet.

Selv med alle de nævnte svagheder in mente må også 3. ombæring af Pirates siges, at være en underholdende omgang. Er man lidt overbæren med historiens træden vande rummer den et hav af underholdende og lattervækkende optrin. Den giver således langt hen af vejen publikum det, som man kunne forvente.

At Worlds end kan dog ikke løbe fra, at den er seriens dårligste kort. Samtidigt er det dog også det flotteste, så visualiteten opvejer det lidt. 4 stjerner og en næsten værdig afslutning på en uhørt underholdende trilogi, som bragte søverfilm tilbage på det store lærred.

Pirates of the Caribbean: Ved verdens ende