Harmløs og ligegyldig

2.0
Selvfølgelig skal man accepterer den romantiske komedies præmisser, når man sætter sig til at se en film som Along came Polly, og efterfølgende bedømme den ud fra disse præmisser. Men selv ud fra denne målestok er Along came Polly en særdeles harmløs og tynd kop te, som intet nyt bringer til genren.

Handlingen er så forudsigelig og intetsigende, at havde det ikke været for det gode skuespillercast og de enkelte faktisk ret sjove scener, var her en mulighed for at kede sig ihjel. Filmen holdes primært oppe af altid gode Ben Stiller - som dog er set langt sjovere end her - og af Philip Seymor Hoffman, som klart er filmens sjoveste indslag. Jennifer Aniston er meget sød og elskelig, men også meget anonym rollens størrelse taget i betragtning.

Romantiske komedie kan sagtens laves med mere kød på og langt sjovere end den her tynde omgang. Fx Hugh Grant filmene Fire bryllupper og en begravelse, Notting Hill og Love Actually. Dette manuskript har nærmest intet indhold og 2/3 af filmen går med en række situationer, hvor Stiller og Anistons forskellige væsen udstilles i en række mere eller mindre sjove og ligegyldige scener. To scener skal dog fremhæves. Scenen med Stillers dårlige mave, som jo altid er garant for sjove indslag, samt det korte klip, hvor Stillers ansigt køres op og ned af en særdeles behåret og svedig mandekrop.

Along came Polly kan sagtens fungerer som harmløs søndagaftensunderholdning, men så heller ikke mere. Her 12 timer efter filmen er set, er det meste af filmen allerede ude af mit hoved igen. Ikke at Along came Polly har ambitioner om så meget andet, men det kan laves bedre end det her.
Men Så Kom Polly