historier på film

Kommercielt fejlslagen, men kunstnerisk egenrådig og selvstændig fantasy/horror/meta-film, penneført og instrueret af en af moderne tids mest bestandige og subjektiv signaturiske, men også uretfærdigt udskældte auteurer, M. Night Shyamalan. Han brød episk igennem på både kritiker- og publikumsscenen med den gennemførte og innoverende spøgelseshistorie Den Sjette Sans, men siden da er Shyamalans film blevet beskyldt for at være billige selvgentagelser og hastige forsøg på at indhente en overrumplende plottwist. Dette finder jeg yderst misledende, da Shyamalan har et meget personliggjort filmisk øje for de klassiske virkemidler (ikke ulig den kære Spielberg) og et hjerte ladet med meninger og humanistiske agendaer. Hans film har genuine budskaber (oftest af en mere religiøs karakter, bevidnet hos hans ubeskrivelige Signs om en demoraliseret præst, der genfinder sin tro), og så er Shyamalan en uforceret filantrop, der takket være en gribende sensitivitet undviger sentimentalitetens banaliteter. Min begejstring for Shyamalans film og hans unikke position som en af nyere tids mest fantastiske instruktører er uendelig, men dette kompenserer dog ikke for, at han med sin nyeste film, Lady in the Water, leverer sin svageste og mest indadvendte film til dato, der ikke er nær så terrible, som dens notoriskhed ellers bebuder, men som dog stadig har nogle umådelig store kameler, der tungnemt skal sluges, og det omdiskuterede værk provokerer ligeledes opfattelsen af filmmageren som historie- og oplevelsesleverandør for enten det målrette publikum eller sig selv.

Lady in the Water er baseret på en godnathistorie, som Shyamalan selv har kreeret til sine egne børn, og som han fandt potentiale i til at ekspandere til spillefilmslængde. Det faste kollaborationsproduktionsselskab Disney løslod ham under famøse omstændigheder, da de ikke kunne finde hoved eller hale i Shyamalans flerlagede manuskript, og Warner Bros. samlede det i stedet op til finansiering. Man kan intet bebrejde Disney, da plottet i Lady in the Water er en omgang løssluppen og noget fabulerende nonsens, hvis bagvedliggende mytologi muligvis er klassisk fantasifuldt, men også håbløst kalkuleret, og så savnes den nødvendige plausibilitet og grandiositet til at den ikke bare anvendes som billige løsninger, når fortællerstrukturelle problemer opstår for Shyamalan.

Den fremragende og anerkendte karakterskuespiller Paul Giamatti indtager hovedrollen som den traumatiserede vicevært, der gemmer sig for omverdenen og sit eget tragiske bagland i en position som fordækt livsopgiver. Giamatti er som altid seværdig, men han kæmper ihærdigt med en noget diffus rolle, der anvendes som en fortællermæssig nødvendighed i Shyamalans stort opsatte værk, hvor realiteterne dog aldrig rigtig når at indhente ambitionerne. Lady in the Water er utvivlsomt Shyamalans modigste bedrift indenfor de filmiske rækker, da han simultant vil berette et eventyr om menneskets potentielle godhed, samtidig med at fusionere filmen med et historiefortællende lag, der fungerer som en systematisk gennemgang af ingredienserne, der anvendes for at fortælle en historie. Der er uendelig mange set-up og pay-offs, og handlingsfremdriften om den mystiske kvinde fra vandet (spillet med taktfuld ynde af Bryce Dallas Howard, der udstråler en nærmest overjordisk aura af skrøbelighed og forhåbningsfuldhed), der profeterer mennesket og søger sin egen hjemrejse, har sin helt egen indre diktering gennem en overnaturligtroende bifigur, der udlægger informationer med den rette timing, så handlingen kan skride planmæssigt frem. Shyamalan har grebet om et ganske interessant koncept, men sammensmeltningen af historie i filmen som både fortælling og undervisning føles aldrig helt friktionsfrit, og i de allerværste tilfælde er det faktisk ufrivillig komisk. Bob Balaban udfylder rollen som filmkritiker med ironisk bravur, mens karakteren er en sarkastisk lussing til netop disse fra Shyamalans side, men også Balaban kommer ultimativt desværre til at falde udenfor, og hans selvomtalte dødssekvens får ikke det intelligenskomiske pondus, som målet ellers har været.

Som førnævnt rammer Shyamalan aldrig balancegangen mellem teori og praksis som enhed i sin film, men disse fungerer dog upåklageligt adskilt, og Lady in the Water indeholder da også en stor mængde af Shyamalans humanistiske kendetegn. I historiens fokus på menneskesjælens fejlbarlighed og narcissisme (symboliseret gennem swimmingpoolens deforme hjerteudsnit), gemmer der sig en oprigtig og inspirerende tro på at mennesket virkelig kan være mere end sig selv under den rette vejledning. I Shyamalans religiøse tankegang findes denne vejviser naturligvis hos det guddommelige perfektum, og det er vel en smagssag om man kan acceptere postulater som disse. Nogle vil muligvis endda finde det i den symbolske overkant, at Shyamalan selv indtager rollen i filmen som katalyserende ’verdensfrelser’ gennem sit forfatterskab. Personligt finder jeg det beundringsværdigt, at Shyamalan bruger filmmediet som formidler af hans personlige holdninger og trosretning, da han aldrig gør det dikterende eller propagandaagtigt.

Selvom Lady in the Water ikke fungerer som helhed, så har den sine momenter af uforfalsket filmmagi, hvor musik, billede og emotioner opnår guddommelige højder (eksempelvis i en grådfremkaldende scene, hvor Giamatti tiltaler sin afdøde familie). En af verdens førende æstetiker Christopher Doyle (der blandt andet har udødeliggjort film som Hero og 2046 med sine billeder) fanger ægtheden i sin kameralinse, men leverer dog desværre aldrig noget for alvor mindeværdigt, selvom han på sit svageste stadig er bedre end selv de bedste. James Newton Howards hjerteskærende musik er atter engang himmelsk poesi for sanserne, og dette løfter filmens niveau betydeligt.

Jeg kan godt forstå, at Lady in the Water er blevet så forhadt og udskældt, for Shyamalan mangler selvrestriktioner og hans metafysiske fortælling får aldrig rigtig publikumsmæssig grobund, men ingen kan dementere filmens originalitet eller magerens vovemod, og for dette tildeles der fire tolerante stjerner og bibeholdte glædesfyldte forventninger omkring Shyamalans næste film.