land of the free, home of the queens

Tyndbenet og moralistisk tommetyk 80’er-komedie, hvis årti signalerede den ikoniske og banebrydende komiker Eddie Murphys karrieremæssige storhedstid. Mens han brillerede i mere hårdtslående actionkomedier som Beverly Hills Cop og 48 Hours, samt ikke mindst hans anarkistiske live-optrædener som stand-up komiker, begyndte Murphys kvalitetsdalende deroute udi harmløse og indifferente familiekomedier, hvor hans unikke humoristiske talent blev skidt til skamme. Coming to America var den langsomme begyndelse, hvor klichéerne banker intensivt på i den trivielle historie om en eksotisk prins, der er blevet standardiseret af landets absurde luksuriøsitet, mens han modstander sine forældre, da de vil uddelegere en lydende hustru til ham. Murphy (der også har været inde over manuskriptets banaliteter at vende) spiller naturligvis selv den ejegode prins, der i protest rejser til det liberale (?) Amerika i forsøget på at finde en hustru under frihedens skær. Intentionerne har nok været at udlevere en selvironisk skildring af de amerikanske dyder, men de interne observationer er kedsommelige og forudsigelige, og så er filmens kærlighedshistorie ligeledes dybt terrible og ufængende. Murphy er tilpas afdæmpet i den selviscenesættende hovedrolle, mens hans sætter den komiske motor i frigear i multi-birollerne, hvor Murphy transformeres fysisk takket være Rick Bakers brillante make-up teknik. Intet andet mindeværdigt er der dog at finde i Coming to America, der både er energiforladt og fattig på grin. Den kvalitativt monstrøst svingende instruktør John Landis har tydeligvis ramt en af sine værste dage.