Intet nyt under den franske sol

2.0
Rowan Atkinson nåede sit komiske højdepunkt for mere end 20 år siden med den fantastiske Blackadder-serie. Siden fulgte hans langt bredere applerende alterego Mr. Bean, hvis barnlige væsen tog mange med storm. Den store succes skyldes dog først og fremmest Atkinsons helt eminente fysiske komiske talent, mens historierne om den blazerklædte tumling var ret forudsigelige. Ikke desto mindre var successen med Mr. Bean serien så stor, at den i 1997 kastede en nogenlunde succesfuld film af sig.

Måske for at tage endegyldigt farvel med den kære figur, måske bare for at tjene nogle penge, forsøges her 10 år senere med endnu en Mr. Bean film. Og resultatet er en film så støvsuget for nye idéer og originalitet, at det næsten er ynkeligt.

"Plottet" består i, at den gode Bean vinder en rejse til sydfrankrig og vi følger hans færden på vej dertil. Det er sådan set det. Undervejs roder Bean sig selvfølgelig ud i alle mulige og umulige situationer. Mange af de komiske optrin er gentagelser og det hele er så forudsigeligt og harmløst, at det skriger til himlen.

Jeg havde ikke forventet en Oscarkandidat, men lidt nye idéer havde ikke været dårlig, samt en mere interessant historie. Det er simpelthen på kanten af det uhyggeligt kedelige. Når Bean alligevel hiver to stjerner hjem hos mig, skyldes det ene og alene, at Atkinson stadig er en genial komikker og flere gange får mig til at grine, selvom joken er på falittens rang. Hans gummiansigt og dittokrop formår stadig at imponere og lige på det punkt, kan meget få måle sig med ham.

Selv en mesterkomikker - som dog er nedadgående - kan ikke hive stikket hjem i sådan en tynd forestilling. Både forhåbentlig - og desværre - er denne ferietur det sidste vi ser til Mr. Bean.
Mr. Beans Ferie