gammeldags filmhåndværk (og den linje fandt jeg helt selv på)

3.0
Kompetent og velproduceret, men også noget skabelonskåret og lettere periferisk actionthriller, der prisværdigt vender tilbage til den mere klassiske underholdningsstil, hvor nutidigt poppede virkemidler og en bredtfavnende prætentiøsitet er blevet substitueret med en stringent fokus på den spændingsladede historie og stabile actionsekvenser. Instruktøren Antoine Fuqua har tæft for at komponere og integrere virtuose actionscener friktionsfrit, hvilket han har bevidst med sine tidligere film som eksempelvis den tilforladelige Replacement Killers og det episke og uretfærdige flop King Arthur, men man kommer unægtelig til at savne den observerende og rå kant, som Fuqua udviste i semi-mesterværket Training Day. Genren er i dette tilfælde dog den forkerte, og med Shooter leverer Fuqua varen uden omsvøb eller den store mindeværdighed, hvor mindre dog sagtens kan gøre det.

Filmens grundlag er filmkritikerens Stephen Hunters roman af sammen titel, der beretter om den patriotiske skarpskytte Bob Lee Swagger, der bliver efterladt i marken af sin regering og derefter udvikler en forståelig portion skepsis og kynisme overfor autoriteten. Det konstant udviklende talent Mark Wahlberg er hæderlig og tilpas maskulinitetsindædt i hovedrollen, der muligvis ikke har meget kød på karakteren, men Wahlbergs karisma er tilstrækkelig, især da den konspirationsteoretiske handling for alvor sparkes i gang og vor naturligvis uskyldige hovedperson flygter fra alt og alle under anklage af præsidentmord. Det er hektisk og basalt set udmærket spændende, men personligt blev jeg aldrig for alvor medrevet af den momentvis stupide, men også amerikansk kritisable handling, der stikker tvivlende nåle i den idealistiske retfærdighedsopfattelse og magtpersonernes etiske integritet. Det er hverken dybdegående eller vitterligt gennemtrængende, men det er et velkomment alvorsfuld krydderi til den klassiske madret. Fuqua iscenesætter kvalificeret og koncentreret, og som to timers effektiv underholdning fungerer Shooter forsvarligt.
Shooter