Visuel blændende fodslæberi
4.0
(anmeldelse af directors cut)
Hvor gerne jeg end ville hylde denne sci-fi klassisker af Ridley Scott som et mesterværk og hvor gerne jeg end ville lade mig rive med, så måtte jeg ved endnu et gensyn konstatere, at Blade Runner bare ikke gør et afgørende stort indtryk på mig. Visuelt er filmen helt sikkert i en klasse for sig, men dens lommefilosofi om definitionen af et menneske bider ikke rigtigt på mig, hvor interessant den diskussion end måtte være. Filmen største minus er dog uden tvivl det dvælende tempo, som virker dræbende for engagementet i filmen.
Set-up'et er danner ellers et super interessant grundlag for en sci-fi film. Ford er en Blade Runner, hvis opgave det er at opstøve "replikanter" og slå dem ihjel, da de ikke er tilladt på planeten jorden. Ud af denne uundgåelige konflikt mellem mennesker og kunstig intelligens udspringer en på papiret klassisk sci-fi problemstilling om, hvor der skal til for at man kan kalde sig for et menneske?
Blade Runners styrke er klart det imponerende design og den håbsforladte og trøstesløse stemning, der præger filmen fra start til slut. Alt er mørkt, dystert og beskidt, som om filmen er en ond tvilling til den senere Det 5. element, hvor mange design ligner, men er præget af fest og farver. Fremtiden ser i Scotts version bestemt ikke lys ud, hverken på udseende eller indhold.
Filmens interessante set-up dræbes dog lidt af et langsomt tempo. Mange scener trækkes i langdrag, og jeg måtte tage mig selv i at tænke "kom nu videre" ikke så få gange. Jeg ville virkelig gerne blive grebet, men blev det ikke. Dog rummer filmens finale en vis spænding, og den er som resten af filmen visuel blændende.
På mange måder kan jeg sagtens se, hvorfor Blader Runner har fået kultstatus, men så alligevel ikke. Uanset hvad er dens status i sci-fi historien uomtvistelig, da især det visuelle udtryk er kopieret igen og igen. Filmen er dog mere interessant på papiret end egentlig gribende i sin fortællermæssige udførelse. Se den for Scotts flotte billeder, men væben dig samtidig med god tålmodighed. Blade Runner er mere en tænke- end en følefilm, og den fik kun halvt fat i min hjerne og aldrig mit hjerte. Den 5. stjerne kan muligvis erobres ved endnu et gensyn, men det blev ikke i denne omgang, at Scott fik sit endegyldige tag i mig.
Hvor gerne jeg end ville hylde denne sci-fi klassisker af Ridley Scott som et mesterværk og hvor gerne jeg end ville lade mig rive med, så måtte jeg ved endnu et gensyn konstatere, at Blade Runner bare ikke gør et afgørende stort indtryk på mig. Visuelt er filmen helt sikkert i en klasse for sig, men dens lommefilosofi om definitionen af et menneske bider ikke rigtigt på mig, hvor interessant den diskussion end måtte være. Filmen største minus er dog uden tvivl det dvælende tempo, som virker dræbende for engagementet i filmen.
Set-up'et er danner ellers et super interessant grundlag for en sci-fi film. Ford er en Blade Runner, hvis opgave det er at opstøve "replikanter" og slå dem ihjel, da de ikke er tilladt på planeten jorden. Ud af denne uundgåelige konflikt mellem mennesker og kunstig intelligens udspringer en på papiret klassisk sci-fi problemstilling om, hvor der skal til for at man kan kalde sig for et menneske?
Blade Runners styrke er klart det imponerende design og den håbsforladte og trøstesløse stemning, der præger filmen fra start til slut. Alt er mørkt, dystert og beskidt, som om filmen er en ond tvilling til den senere Det 5. element, hvor mange design ligner, men er præget af fest og farver. Fremtiden ser i Scotts version bestemt ikke lys ud, hverken på udseende eller indhold.
Filmens interessante set-up dræbes dog lidt af et langsomt tempo. Mange scener trækkes i langdrag, og jeg måtte tage mig selv i at tænke "kom nu videre" ikke så få gange. Jeg ville virkelig gerne blive grebet, men blev det ikke. Dog rummer filmens finale en vis spænding, og den er som resten af filmen visuel blændende.
På mange måder kan jeg sagtens se, hvorfor Blader Runner har fået kultstatus, men så alligevel ikke. Uanset hvad er dens status i sci-fi historien uomtvistelig, da især det visuelle udtryk er kopieret igen og igen. Filmen er dog mere interessant på papiret end egentlig gribende i sin fortællermæssige udførelse. Se den for Scotts flotte billeder, men væben dig samtidig med god tålmodighed. Blade Runner er mere en tænke- end en følefilm, og den fik kun halvt fat i min hjerne og aldrig mit hjerte. Den 5. stjerne kan muligvis erobres ved endnu et gensyn, men det blev ikke i denne omgang, at Scott fik sit endegyldige tag i mig.
09/12-2007
