Dead or alive, you're coming with me
5.0
Paul Verhoeven har med sit gyldne trekløver - Starship Troopers, Total Recall og Robocop - leveret tre af de bedste film nogensinde indenfor den samfundkritiske sci-fi fortælling. Alle bærer Verhoevens tydelige varemærker; udpenslet vold, kulsorthumoristisk samfundssatire og effektfulde actionscener.
Robocop fungerer perfekt både i sin primære fortælling; historien om tinmanden og i sekundære fortælling; historien om et kapitalismekorruperet samfund, der drukner i sin egen grådighed gennem voldseskalation. Filmen starter med en klassisk satirisk Verhoeven intro, hvor et nyhedsklip viser os, hvor slemt det står til i verden. Dermed er tonen lagt til et opgør mellem en menneskelige maskine Robocop og de umenneskelige mennesker, banden med den psykopatiske Clarence Boddicker i spidsen.
Verhoeven udnytter perfekt den præcis, at historien foregår i fremtiden. Volden bliver både brugt til at forme filmens budskab og til at underholde. Og underholde gør Robocop i høj grad. Der er fart på fra det sekund introsekvensen slutter. Volden blæser ud i hovedet på os fra starten, hvor Alex J. Murphy aka den senere Robocop bliver blæst i stykker af Boddicker og co. Lynhurtigt er tinmanden på banen og alle Detroits kriminelle kan godt finde de rene underdrenge frem. Sekvenserne lige efter Robocop sættes fri med en 2-3 anholdelser i træk er simpelthen så fede 80er agtige, at jeg jubler hver eneste gang, de ruller over skærmen. Basil Poledouris' fantastiske score skaber den helt rette stemning.
Robocop er også en fed film, fordi den er befolket med fede karakterer spillet af fede skuespillere. Peter Weller er i centrum og hans karakters forvandling fra menneske til maskine og tilbage igen er spændende. Dog stjæler skurkene i filmen meget af opmærkheden. Kurtwood Smith er helt fænomonal som Boddicker. Magen til empatisk sociopat skal man lede længe efter, og hele hans bande er dejligt karikerede. Et spring op af skurkerangstigen er Ronny Cox ligeledes eminent hård og kynisk. De to er muligvis det mest usympatiske skurkepar i filmhistorien.
Filmens actionscener holder stadig i dag. Der er et fedt naturligt drive i dem, og der holdes ikke igen med politisk ukorrekt vold. Man kan måske undre sig over, at en bande i den grad kan få lov til at hærge og smadre alt og alle, men det er blot en del af filmens ekstremistiske præmis. Alt køres ud til grænsen og træder flere steder over den.
Hvor filmen den dag i dag stadig fungerer tematisk, action- og tempomæssigt, så halter effekterne flere steder i filmen. Selve Robocop er fedt lavet og den grafiske vold er flot iscenesat. Men Robocops mekaniske fjende ED-209 er knap så heldigt udført, og i scenerne hvor den er med, skæmmer det en del.
Robocop er en fuldblodsaction sci-fi satire af den type, som der ikke laves mange af i dag. Det er en klassiker i genren og dens drive og fanden-i-voldskhed gør den særdeles seværdig også her 20 år efter premieren.
Robocop fungerer perfekt både i sin primære fortælling; historien om tinmanden og i sekundære fortælling; historien om et kapitalismekorruperet samfund, der drukner i sin egen grådighed gennem voldseskalation. Filmen starter med en klassisk satirisk Verhoeven intro, hvor et nyhedsklip viser os, hvor slemt det står til i verden. Dermed er tonen lagt til et opgør mellem en menneskelige maskine Robocop og de umenneskelige mennesker, banden med den psykopatiske Clarence Boddicker i spidsen.
Verhoeven udnytter perfekt den præcis, at historien foregår i fremtiden. Volden bliver både brugt til at forme filmens budskab og til at underholde. Og underholde gør Robocop i høj grad. Der er fart på fra det sekund introsekvensen slutter. Volden blæser ud i hovedet på os fra starten, hvor Alex J. Murphy aka den senere Robocop bliver blæst i stykker af Boddicker og co. Lynhurtigt er tinmanden på banen og alle Detroits kriminelle kan godt finde de rene underdrenge frem. Sekvenserne lige efter Robocop sættes fri med en 2-3 anholdelser i træk er simpelthen så fede 80er agtige, at jeg jubler hver eneste gang, de ruller over skærmen. Basil Poledouris' fantastiske score skaber den helt rette stemning.
Robocop er også en fed film, fordi den er befolket med fede karakterer spillet af fede skuespillere. Peter Weller er i centrum og hans karakters forvandling fra menneske til maskine og tilbage igen er spændende. Dog stjæler skurkene i filmen meget af opmærkheden. Kurtwood Smith er helt fænomonal som Boddicker. Magen til empatisk sociopat skal man lede længe efter, og hele hans bande er dejligt karikerede. Et spring op af skurkerangstigen er Ronny Cox ligeledes eminent hård og kynisk. De to er muligvis det mest usympatiske skurkepar i filmhistorien.
Filmens actionscener holder stadig i dag. Der er et fedt naturligt drive i dem, og der holdes ikke igen med politisk ukorrekt vold. Man kan måske undre sig over, at en bande i den grad kan få lov til at hærge og smadre alt og alle, men det er blot en del af filmens ekstremistiske præmis. Alt køres ud til grænsen og træder flere steder over den.
Hvor filmen den dag i dag stadig fungerer tematisk, action- og tempomæssigt, så halter effekterne flere steder i filmen. Selve Robocop er fedt lavet og den grafiske vold er flot iscenesat. Men Robocops mekaniske fjende ED-209 er knap så heldigt udført, og i scenerne hvor den er med, skæmmer det en del.
Robocop er en fuldblodsaction sci-fi satire af den type, som der ikke laves mange af i dag. Det er en klassiker i genren og dens drive og fanden-i-voldskhed gør den særdeles seværdig også her 20 år efter premieren.
03/03-2008
