fremskudt midtvejskrise
4.0
Ujævn og lettere poppet, men alligevel moderat underholdende og momentvis indsigtsfuldt komediedrama, der er en amerikansk genindspilning af Gabriele Muccinos (The Pursuit of Happyness) italienske One Last Kiss. Manuskriptkonverteringen er lagt i Paul Haggis’ kyndige hænder, men efter at have begået den fremragende ensemblefilm Crash, virker det som om både Haggis’ intelligente indfaldsvinkel og manuskriptet som helhed er blevet trimmet og bagatelliseret betydeligt, da The Last Kiss ultimativt har for mange svage led og overfladiske psykologibeskrivelser til at den kan kategoriseres som andet end et flygtigt drama med antydningen af stærkere potentiale.
The Last Kiss omhandler et venskabsfirkløver, der ligger sig i aldersgruppen slut 20’erne, hvilket for dem betyder en indtrædelse i voksenzonen og et farvel til drengedrømmene og det ansvarsfrie liv. Et glimrende udgangspunkt, der også blev eksploreret i Edward Burns’ fine The Groomsmen (om end med en ti års difference i alderen), men I The Last Kiss formår den spillefilmsmæssigt uerfarne instruktør Tony Goldwyn ikke for alvor at distingverer sit mestendels klichefyldte persongalleri, hvor kun enkelte karakterer vækkes til live, mens andre ender som småkedelige karikaturer, der bare repeterer hovedhistoriens problematikker i andre og mindre engagerende skikkelser. Heldigvis er hovedhistorien dog så stærkt besat og intelligent udført, at det giver filmen sin seværdighed. En af mine absolutte favoritter, den gudbenådede komiker og subtilitetsbeherskende skuespiller Zach Braff spiller en succesfuld arkitekt, der ved første øjekast (og efter egen indrømmelse i en lidt klodset indlednings voice-over) er i den perfekte livssituation med en gravid kæreste, fast indkomst og gode venner. En ulmende frustration og desperation lurer dog i ham, for hvad gør man når drømmen er opnået og ikke er så kandiseret som forventet, når familieidyllen er noget man skal kæmpe for? The Last Kiss skærper ind på ansvarsfuldheden og nødvendigheden i for alvor at blive voksen, og Braff leverer en beklageligvis overset sublim portræt og giver sin karakter en stor portion vitalitet og empati, på trods af utroskabshandlinger og en uforstående forvirring over livet. I baggrunden berettes der lidt om dysfunktionelle ægteskaber på tværs af aldre og fejlfyldte mennesker, der ikke kan retfærdiggøre deres handlinger, men på trods af en stærk rollebesætning (for eksempel garvede Tom Wilkinson og Blythe Danner som et rutinepræget ældre ægtepar, og Casey Affleck som ægtemand, der ikke kan abstraherer fra konens nødvendige fokusering på deres nyfødte baby), så byder Goldwyn ikke på nogen form for nytænkning og læner sig trygt op af standarden i sidehistorierne, der langtfra får den tiltænkte emotionelle pondus og nærmere forstyrrer historiefremdriften i stedet for at supplere den. Det stærke og insisterende drama udebliver, og Goldwyn kradser kun med nedklippet negl i overfladen.
Det virker dog som om, at Goldwyn langsomt indser hvor filmens tiltrækningskraft i realiteten ligger, og i filmens sidste halve time fokuseres der stringent på Braff og kærestens, fornemt spillet Jacinda Barrett, turbulente forsøg på at få forholdet op og køre igen. En skænderisekvens mellem de to fremstår ikke kun som filmens højdepunkt, men udviser også, hvor meget der egentlig står på spil for parterne involveret i et kærlighedsforhold. Her formår Goldwyn at dvæle korrekt og stole på sine skuespillere, og konsekvensen af skænderiet leder endda til filmens mest interessante handling, hvor Braff, efter at være fanget i et fejltrin, går selvdefensiv til værks og begår en endnu større ugerning. Menneskets svagheder til fremvisning, og selvom slutningen er lige lovlig sødladen, så er det egentlig en genuin beskrivelse af en angrende mand, der grænseløst søger tilgivelse.
The Last Kiss er studentikostdrama, der sjældent har den fornødne modenhed eller intelligens til at løfte sig fra flokken, og jeg havde personligt gerne set Zach Braff som instruktør, da han med sin debutfilm Garden State viste mere end lovende kunstneriske og naturalistiske takter. På trods af en uproportionel karakterfordeling og en lidt for kraftig affektion for bløde popnumre som substitut for ægte følelser, så har filmen dog en human side, der usvigelig varmer sit publikum, så takket være dette og Braff og Barrett i en overbevisende kombination, sniger The Last Kiss sig lige op på de fire små stjerner.
The Last Kiss omhandler et venskabsfirkløver, der ligger sig i aldersgruppen slut 20’erne, hvilket for dem betyder en indtrædelse i voksenzonen og et farvel til drengedrømmene og det ansvarsfrie liv. Et glimrende udgangspunkt, der også blev eksploreret i Edward Burns’ fine The Groomsmen (om end med en ti års difference i alderen), men I The Last Kiss formår den spillefilmsmæssigt uerfarne instruktør Tony Goldwyn ikke for alvor at distingverer sit mestendels klichefyldte persongalleri, hvor kun enkelte karakterer vækkes til live, mens andre ender som småkedelige karikaturer, der bare repeterer hovedhistoriens problematikker i andre og mindre engagerende skikkelser. Heldigvis er hovedhistorien dog så stærkt besat og intelligent udført, at det giver filmen sin seværdighed. En af mine absolutte favoritter, den gudbenådede komiker og subtilitetsbeherskende skuespiller Zach Braff spiller en succesfuld arkitekt, der ved første øjekast (og efter egen indrømmelse i en lidt klodset indlednings voice-over) er i den perfekte livssituation med en gravid kæreste, fast indkomst og gode venner. En ulmende frustration og desperation lurer dog i ham, for hvad gør man når drømmen er opnået og ikke er så kandiseret som forventet, når familieidyllen er noget man skal kæmpe for? The Last Kiss skærper ind på ansvarsfuldheden og nødvendigheden i for alvor at blive voksen, og Braff leverer en beklageligvis overset sublim portræt og giver sin karakter en stor portion vitalitet og empati, på trods af utroskabshandlinger og en uforstående forvirring over livet. I baggrunden berettes der lidt om dysfunktionelle ægteskaber på tværs af aldre og fejlfyldte mennesker, der ikke kan retfærdiggøre deres handlinger, men på trods af en stærk rollebesætning (for eksempel garvede Tom Wilkinson og Blythe Danner som et rutinepræget ældre ægtepar, og Casey Affleck som ægtemand, der ikke kan abstraherer fra konens nødvendige fokusering på deres nyfødte baby), så byder Goldwyn ikke på nogen form for nytænkning og læner sig trygt op af standarden i sidehistorierne, der langtfra får den tiltænkte emotionelle pondus og nærmere forstyrrer historiefremdriften i stedet for at supplere den. Det stærke og insisterende drama udebliver, og Goldwyn kradser kun med nedklippet negl i overfladen.
Det virker dog som om, at Goldwyn langsomt indser hvor filmens tiltrækningskraft i realiteten ligger, og i filmens sidste halve time fokuseres der stringent på Braff og kærestens, fornemt spillet Jacinda Barrett, turbulente forsøg på at få forholdet op og køre igen. En skænderisekvens mellem de to fremstår ikke kun som filmens højdepunkt, men udviser også, hvor meget der egentlig står på spil for parterne involveret i et kærlighedsforhold. Her formår Goldwyn at dvæle korrekt og stole på sine skuespillere, og konsekvensen af skænderiet leder endda til filmens mest interessante handling, hvor Braff, efter at være fanget i et fejltrin, går selvdefensiv til værks og begår en endnu større ugerning. Menneskets svagheder til fremvisning, og selvom slutningen er lige lovlig sødladen, så er det egentlig en genuin beskrivelse af en angrende mand, der grænseløst søger tilgivelse.
The Last Kiss er studentikostdrama, der sjældent har den fornødne modenhed eller intelligens til at løfte sig fra flokken, og jeg havde personligt gerne set Zach Braff som instruktør, da han med sin debutfilm Garden State viste mere end lovende kunstneriske og naturalistiske takter. På trods af en uproportionel karakterfordeling og en lidt for kraftig affektion for bløde popnumre som substitut for ægte følelser, så har filmen dog en human side, der usvigelig varmer sit publikum, så takket være dette og Braff og Barrett i en overbevisende kombination, sniger The Last Kiss sig lige op på de fire små stjerner.
28/03-2008
