De fortabte effekters film
3.0
De fortabte sjæles ø flytter grænserne for, hvad man kan forvente af speciel effekts i en dansk produceret film. Filmen rummer flere fejende flotte scener – både med og uden brug af effekter – og med en lydside på grænsen til det hollywoodbombastiske forsøger Nikolaj Arcel virkelig at skabe et dansk modsvar på Harry Porter mv. Der er dog et godt stykke vej endnu både tempomæssigt og visuelt, før end dansk film når fantasygenrens top.
En pige med tro på det ukulte blandes via en fortabt sjæls besættelse af lillebroderens krop blandet ind i en større kamp mellem det onde og det gode, hvor en flok fortabte sjæle på en nærliggende ø har en central rolle. Historien er ikke speciel uoriginal, men heller ikke særlig finurlig og spændende. Nicolai Arcels trang til at tilføje filmen en flere danske træk – blandt andet via en masse scener med typisk danske morsomme optrin – gør, at tempoet ikke er sindsoprivende højt. Dertil er manuskriptet meget lige til og forudsigeligt, således at filmen ikke overrasker meget fortællermæssigt undervejs.
Til gengæld overrasker filmen med yderst velfungerende effekter undervejs, hvor specielt filmens fugleskræmsel er flot lavet. Ligeledes brillieres med mange stemningsfyldte sekvenser undervejs, hvor blandt andet jagten midt i filmen skiller sig positivt ud. Mit problem med filmen er, at den er fejende flot efter danske forhold, men stadigt blegner en del i forhold til store udenlandske produktioner. Og selvfølgelig skal filmen måles efter danske forhold, men det gør bare ikke filmen mere gribende af den grund.
Ud over de flotte billeder tæller på plussiden også flere ok skuespillerpræstationer. Bedst er Lasse Borg som den besatte lillebroder, da klarer springene mellem besat gammelklog til irriterende lillebroder fint og samtidigt er filmens sjoveste indslag. Lars Mikkelsen er tilpas ond som filmens skurk, mens Sara Langebæk Gaarmann som filmens egentlige hovedperson og Nicolaj Kopernikus som halvslatten ”believer” ikke imponerer voldsomt.
De fortabte sjæles ø har fået en masse roser for sine flotte billeder og effekter, hvilket er fuldt fortjent. Til gengæld er historien lidt halv tam og det meste af tiden også kun halv sjov. Det er muligt, at filmens egentlige målgruppe – der må være større børn – synes rigtig godt om filmen, men efter min mening findes der lagt sjovere film også for denne målgruppe. Filmen fortjener bestemt en god del af den omtale, den har fået, alene fordi den tør noget andet end andre danske film. Min overskrift er måske en smule hård, men jeg kedede mig en del i løbet af filmen og kan på den baggrund ikke frasige mig at være en smule skuffet.
En pige med tro på det ukulte blandes via en fortabt sjæls besættelse af lillebroderens krop blandet ind i en større kamp mellem det onde og det gode, hvor en flok fortabte sjæle på en nærliggende ø har en central rolle. Historien er ikke speciel uoriginal, men heller ikke særlig finurlig og spændende. Nicolai Arcels trang til at tilføje filmen en flere danske træk – blandt andet via en masse scener med typisk danske morsomme optrin – gør, at tempoet ikke er sindsoprivende højt. Dertil er manuskriptet meget lige til og forudsigeligt, således at filmen ikke overrasker meget fortællermæssigt undervejs.
Til gengæld overrasker filmen med yderst velfungerende effekter undervejs, hvor specielt filmens fugleskræmsel er flot lavet. Ligeledes brillieres med mange stemningsfyldte sekvenser undervejs, hvor blandt andet jagten midt i filmen skiller sig positivt ud. Mit problem med filmen er, at den er fejende flot efter danske forhold, men stadigt blegner en del i forhold til store udenlandske produktioner. Og selvfølgelig skal filmen måles efter danske forhold, men det gør bare ikke filmen mere gribende af den grund.
Ud over de flotte billeder tæller på plussiden også flere ok skuespillerpræstationer. Bedst er Lasse Borg som den besatte lillebroder, da klarer springene mellem besat gammelklog til irriterende lillebroder fint og samtidigt er filmens sjoveste indslag. Lars Mikkelsen er tilpas ond som filmens skurk, mens Sara Langebæk Gaarmann som filmens egentlige hovedperson og Nicolaj Kopernikus som halvslatten ”believer” ikke imponerer voldsomt.
De fortabte sjæles ø har fået en masse roser for sine flotte billeder og effekter, hvilket er fuldt fortjent. Til gengæld er historien lidt halv tam og det meste af tiden også kun halv sjov. Det er muligt, at filmens egentlige målgruppe – der må være større børn – synes rigtig godt om filmen, men efter min mening findes der lagt sjovere film også for denne målgruppe. Filmen fortjener bestemt en god del af den omtale, den har fået, alene fordi den tør noget andet end andre danske film. Min overskrift er måske en smule hård, men jeg kedede mig en del i løbet af filmen og kan på den baggrund ikke frasige mig at være en smule skuffet.
02/06-2008
