årsliste 2010 fra don
3.0
De fem bedste filmoplevelser i 2010
The Social Network
Benjamin Button var en sober, om end lettere kedsommelig indsats fra mesterinstruktøren David Finchers side, og derfor havde jeg ikke specielt høje forventninger til hans fortælling om skabelsen af facebook. Jeg havde i særdeleshed ikke forventet, at The Social Network k.o.’ede mig fra første minut, og igennem to timer bød på sindssyg spænding og intensitet, hvis lige jeg ikke mindes at have set i et drama, og samtidig byde på en emotionel gribende og uafrystelig fortælling om et krakeleret venskab, et naivt individ på den ene side og et kærlighedshungrende geni på den anden, og hvordan tragedien langsomt opsluger dem begge. The Social Network er en filmisk genistreg, en følelsesmæssig oplevelse af de største og en af mine nye, personlige favoritter. En film, der ikke burde have været så fantastisk, som den er, men på grund af det, takket være Fincher og manuskriptforfatteren Aaron Sorkin, er desto mere imponerende.
The Lovely Bones
Min overskrift hedder de bedste filmoplevelser fra 2010, ikke de bedste film. Objektivt kunne jeg rive Peter Jacksons The Lovely Bones fra hinanden i tusind stykker på hundrede sekunder, for sjældent har man set en film rode så meget rundt i al for mange historier og være så inkonsekvent i dens udfoldelse, og så endda fra en af nyere tids bedste historiefortællere. Men er du forvirret hvilket univers Jackson åbner op for os. Der er scener så horrible, at man griner hånligt, og scener så overjordisk smukke, at man vil skære øjnene ud af sit hoved for at lade dem være de sidste man ser. Og de kan komme lige efter hinanden. The Lovely Bones er en bastard, der ikke er født naturligt eller lever efter planen og den er til tider svær at holde af, men hvis man kan abstrahere fra, at det er et ganske krævende værk at se, er der en unik oplevelse i vente. Og når Jackson slutter af med ”I was here for a moment, and then I was gone. I wish you all, a long, and happy life” får man en bid af Himlen med en eftersmag af livsbekræftende melankoli.
Up in the Air
Det nyeste årtusinds svar på Jerry Maguire med et ´ondskabsfuldt´ twist, der ikke belønner vor sympatiske hovedkarakters fejlændringer og opnået selvindsigt, og et twist der samtidig hæver filmen over feel-good genrens konventioner. George Clooney er (naturligvis) superb som den evigt flyvende livsfraskubber, der modvilligt må behandle andre folks realiteter og sine egne. Det lyder bøvet og sentimentalt, men det er vidunderlig selvsikkert skrevet og instrueret af Jason Reitman, der aldrig daler i denne filmflyvetur og byder på en unaiv livsklogskab, der åbner sig generøst op i filmens tredje akt. Up in the Air er en hund, hvis hår er meget skarpere end først anskuet.
Inception
For mig at se er der fire forskellige måder at bedømme Inception på. ”God”, ”fantastisk”, ”mesterværk”, og ”bedste film jeg nogensinde har set”. Ingen tvivl om Nolan har begået visionær originalitet, der kommer til at indprente sig i filmhistorien. Ingen tvivl om, at Inception er visuel abnorm, underholdningsmæssig forrygende og overlegen skabt. Og ingen tvivl om, at Gordon-Levitts tyngekraftsdiffuse actionscene er noget af det mest overrumplende, jeg nogensinde har set. Hovedhistorien er klassisk Nolan på bedste vis, men Nolan adskiller sig så betydeligt fra sine kollegaer som en af de bedste ved at sammensmelte den ydre historie med en fantastisk engagerende indre historie. Og her er Inception desværre mere Batman Begins og The Dark Knight end Memento og The Prestige. DiCapios indre historie bliver nemlig sjældent spændende eller rørende. Men Inception fortjener en plads på min årsliste, for det er hovedrystende godt udført, fantastisk skrevet, til tider tangerende til at være et mesterværk, men aldrig tæt på at være en af de bedste film, jeg nogensinde har set.
Armadillo
Voldsomt nærgående og imponerende dokumentarfilm om en deling soldater udstationeret i Afghanistan. Struktureret som en fiktionsfilm uden aldrig at miste følelsen af autentisitet, så er det ikke begivenhederne i denne dokumentar, der rystede mig mest. Det er hvor godt jeg kender de mennesker, der melder sig ind som soldater, for det er ens familie og ens venner og hvor anderledes ville man i realiteten selv opføre sig eller handle, hvis man stod i deres situation? En meget stærk film, der ligesom dette års R. lover en mere kvalitativ fremtid for dansk film.
Bobler:
Bad Lieutenant
Jeg er ikke speciel begejstret for Abel Ferraras dystre oprindelige karakterstudie og jeg har aldrig før set en Werner Herzog-film. Underligt nok glædede jeg mig alligevel til Bad Lieutenant: Port of Call - New Orleans, og det viste sig da også, at Herzogs subtil anarkistiske nyfortolkning er en humoristisk perle sprængfyldt med sarkastiske bid under krimi-genrens overflade, og en film, der kræver flere gensyn for at fange de mange genialiteter. Nicolas Cage er i hyperkinetisk topform, og filmens tredje akt, der nok skal skille de tvivlende til enten elskende eller hadende, er bemærkelsesværdig dybsindig i dens satire.
Og de fem værste i dette år
Cop-Out
Jeg er stor Kevin Smith fan og som det har man nogle gange brug for en kvalitetssøgende subjektivitet, når man ser visse af hans film. Men ikke engang undertegnede kan finde noget formidlende i Cop Out. På sin vis er dette forsøg på at ære 80´ernes buddy cop movies et unikum, for sjældent har jeg set en film, der allerede fra første billede er helt off og aldrig formår at ændre dette indtryk. Cop Out er ikke kun årets allerværste film, det er faktisk en af de dårligste, jeg nogensinde har set. Men. Nu bliver min indre Smith fanatisme nød til at sige, at hans nyeste film, den religiøse gyser Red State, ser ret awesome ud, så alt håb er ikke ude. Og lige meget hvad, den kan umuligt være dårligere end Cop Out.
Boondock Saints 2
får The Boondock Saints fra ´99 til at ligne et mesterværk, og jeg fandt Troy Duffys debutfilm absolut forfærdelig. Men med denne komplet ligegyldige fortsættelse beviser Duffy, at ligesom man kan udvikle et talent, kan man også udvikle et talentløshed, hvilket jo er… Ligegyldigt. Hvis du skal finde noget som helst seværdigt i The Boondock Saints 2, så vil jeg anbefale at tjekke dokumentarfilmen Overnight om Duffys narcissistiske nedfald ud først, for manden er evident langt mere interessant og underholdende end sine to film.
Machete
Jeg er ivrig tilhænger af Planet Terror og finder From Dusk Till Dawn umådelig cool og misundelsesværdig mesterlig sammensat. Machete har dog ingen kvaliteter, jeg kan savle over. Det hele er overlæsset på den ufede måde, for mange karakterer kastes ind uden relevans, og filmens ikoniske machete, i veloplagt skikkelse af Danny Trejo, er svag bifigur i sin egen fortælling. Uunderholdende underholdning uden passion eller lyst, og det smitter.
When in Rome
Man kunne og burde sige, hvad havde jeg regnet med? Men jeg kan lide flere af skuespillerne og havde brug for et uforpligtende romantisk fix. Hvad der røg igennem kanylen var dog luftbobler, der fik mit filmhjerte til at gå i stå, og der skulle mange kvalitetsfilm til at genoplive mig. Heldigvis lykkedes det, og jeg tager aldrig til Rome igen.
A Nightmare on Elm Street
Wes Cravens oprindelige er en smule dateret, men har stadig sin stemning at leve på. Denne ´endnu en ligegyldig genindspilning af klassisk gyserfilm´ havde i teorien Jackie Earle Haley som Freddy Krueger som potentiale, men i praksis får han ikke særlig meget plads og intet materiale at lege med, så A Nightmare on Elm Street anno 2010 falder forudsigeligt nok fuldstændig og kedsommeligt til jorden.
Bobler:
Somewhere
Ligesom alle andre elsker jeg Lost in Translation, og jeg har også en stor kærlighed til udviklingshistorier om den fejlbarlige helt, der lærer noget om livet og sig selv (se under årets bedste filmoplevelser). Jeg har også respekt for film, der allerede fra starten siger, det her er stilen, enten er du med eller også forlader du biografen. Og sådan åbner Somewhere. Tre minutter, hvor Stephen Dorff kører i ring i sin fede bil. Feteret Hollywoodstjerne, hvis overfladiske liv kører i ring, got it. To tvillingesøstre stripper for Dorff, der falder i søvn i sengen. 2x tre minutter der, okay sjovt, men også overkill. Dorff ryger smøger, Dorff knalder damer, Dorff ryger smøger, Dorffs liv kører i ring. Det var den første halve time, så er den pointe slået fast. Dorffs datter kommer på besøg, out of the ordinary world. Men vent, livet kører stadig i ring, nu med datter på slæb. Ind imellem er der scener, der vistnok indikerer, at de to nærmer sig hinanden, og Dorff har da også en scene efter datteren er taget af sted, hvor han bryder sammen og begræder sit meningsløse liv. Jeg mærker det bare ikke. Jeg mærker den minimalistiske slutning, hvor han forlader sin bil, der kørte i ring, men det havde været mere kraftfuldt, hvis filmen havde varet 30 minutter og ikke tre gange så meget. For jeg lærer intet om de her karakterer i løbet af filmen, som jeg ikke vidste efter de første 5 minutter. Respekt for en film, der er konsekvent i sin stil. Men den åbenlyst talentfulde Sofia Coppolla ved ikke, om hun vil lave en konventionel udviklingshistorie eller et minimalistisk kunststykke, så hun leverer begge uden at elementerne opmønstres til noget. Jeg kedede mig voldsomt, men selvom jeg ikke fandt filmen forfærdelig, så fandt jeg den virkelig irriterende, for Coppolla gør som om, hun vil fortælle mig noget, men egentlig vil hun kun snakke til sig selv.
Det var min årsliste. Håber andre også har lyst til at skrive jeres, for ingen har lyst til at stå alene, og jeg er ingen.
The Social Network
Benjamin Button var en sober, om end lettere kedsommelig indsats fra mesterinstruktøren David Finchers side, og derfor havde jeg ikke specielt høje forventninger til hans fortælling om skabelsen af facebook. Jeg havde i særdeleshed ikke forventet, at The Social Network k.o.’ede mig fra første minut, og igennem to timer bød på sindssyg spænding og intensitet, hvis lige jeg ikke mindes at have set i et drama, og samtidig byde på en emotionel gribende og uafrystelig fortælling om et krakeleret venskab, et naivt individ på den ene side og et kærlighedshungrende geni på den anden, og hvordan tragedien langsomt opsluger dem begge. The Social Network er en filmisk genistreg, en følelsesmæssig oplevelse af de største og en af mine nye, personlige favoritter. En film, der ikke burde have været så fantastisk, som den er, men på grund af det, takket være Fincher og manuskriptforfatteren Aaron Sorkin, er desto mere imponerende.
The Lovely Bones
Min overskrift hedder de bedste filmoplevelser fra 2010, ikke de bedste film. Objektivt kunne jeg rive Peter Jacksons The Lovely Bones fra hinanden i tusind stykker på hundrede sekunder, for sjældent har man set en film rode så meget rundt i al for mange historier og være så inkonsekvent i dens udfoldelse, og så endda fra en af nyere tids bedste historiefortællere. Men er du forvirret hvilket univers Jackson åbner op for os. Der er scener så horrible, at man griner hånligt, og scener så overjordisk smukke, at man vil skære øjnene ud af sit hoved for at lade dem være de sidste man ser. Og de kan komme lige efter hinanden. The Lovely Bones er en bastard, der ikke er født naturligt eller lever efter planen og den er til tider svær at holde af, men hvis man kan abstrahere fra, at det er et ganske krævende værk at se, er der en unik oplevelse i vente. Og når Jackson slutter af med ”I was here for a moment, and then I was gone. I wish you all, a long, and happy life” får man en bid af Himlen med en eftersmag af livsbekræftende melankoli.
Up in the Air
Det nyeste årtusinds svar på Jerry Maguire med et ´ondskabsfuldt´ twist, der ikke belønner vor sympatiske hovedkarakters fejlændringer og opnået selvindsigt, og et twist der samtidig hæver filmen over feel-good genrens konventioner. George Clooney er (naturligvis) superb som den evigt flyvende livsfraskubber, der modvilligt må behandle andre folks realiteter og sine egne. Det lyder bøvet og sentimentalt, men det er vidunderlig selvsikkert skrevet og instrueret af Jason Reitman, der aldrig daler i denne filmflyvetur og byder på en unaiv livsklogskab, der åbner sig generøst op i filmens tredje akt. Up in the Air er en hund, hvis hår er meget skarpere end først anskuet.
Inception
For mig at se er der fire forskellige måder at bedømme Inception på. ”God”, ”fantastisk”, ”mesterværk”, og ”bedste film jeg nogensinde har set”. Ingen tvivl om Nolan har begået visionær originalitet, der kommer til at indprente sig i filmhistorien. Ingen tvivl om, at Inception er visuel abnorm, underholdningsmæssig forrygende og overlegen skabt. Og ingen tvivl om, at Gordon-Levitts tyngekraftsdiffuse actionscene er noget af det mest overrumplende, jeg nogensinde har set. Hovedhistorien er klassisk Nolan på bedste vis, men Nolan adskiller sig så betydeligt fra sine kollegaer som en af de bedste ved at sammensmelte den ydre historie med en fantastisk engagerende indre historie. Og her er Inception desværre mere Batman Begins og The Dark Knight end Memento og The Prestige. DiCapios indre historie bliver nemlig sjældent spændende eller rørende. Men Inception fortjener en plads på min årsliste, for det er hovedrystende godt udført, fantastisk skrevet, til tider tangerende til at være et mesterværk, men aldrig tæt på at være en af de bedste film, jeg nogensinde har set.
Armadillo
Voldsomt nærgående og imponerende dokumentarfilm om en deling soldater udstationeret i Afghanistan. Struktureret som en fiktionsfilm uden aldrig at miste følelsen af autentisitet, så er det ikke begivenhederne i denne dokumentar, der rystede mig mest. Det er hvor godt jeg kender de mennesker, der melder sig ind som soldater, for det er ens familie og ens venner og hvor anderledes ville man i realiteten selv opføre sig eller handle, hvis man stod i deres situation? En meget stærk film, der ligesom dette års R. lover en mere kvalitativ fremtid for dansk film.
Bobler:
Bad Lieutenant
Jeg er ikke speciel begejstret for Abel Ferraras dystre oprindelige karakterstudie og jeg har aldrig før set en Werner Herzog-film. Underligt nok glædede jeg mig alligevel til Bad Lieutenant: Port of Call - New Orleans, og det viste sig da også, at Herzogs subtil anarkistiske nyfortolkning er en humoristisk perle sprængfyldt med sarkastiske bid under krimi-genrens overflade, og en film, der kræver flere gensyn for at fange de mange genialiteter. Nicolas Cage er i hyperkinetisk topform, og filmens tredje akt, der nok skal skille de tvivlende til enten elskende eller hadende, er bemærkelsesværdig dybsindig i dens satire.
Og de fem værste i dette år
Cop-Out
Jeg er stor Kevin Smith fan og som det har man nogle gange brug for en kvalitetssøgende subjektivitet, når man ser visse af hans film. Men ikke engang undertegnede kan finde noget formidlende i Cop Out. På sin vis er dette forsøg på at ære 80´ernes buddy cop movies et unikum, for sjældent har jeg set en film, der allerede fra første billede er helt off og aldrig formår at ændre dette indtryk. Cop Out er ikke kun årets allerværste film, det er faktisk en af de dårligste, jeg nogensinde har set. Men. Nu bliver min indre Smith fanatisme nød til at sige, at hans nyeste film, den religiøse gyser Red State, ser ret awesome ud, så alt håb er ikke ude. Og lige meget hvad, den kan umuligt være dårligere end Cop Out.
Boondock Saints 2
får The Boondock Saints fra ´99 til at ligne et mesterværk, og jeg fandt Troy Duffys debutfilm absolut forfærdelig. Men med denne komplet ligegyldige fortsættelse beviser Duffy, at ligesom man kan udvikle et talent, kan man også udvikle et talentløshed, hvilket jo er… Ligegyldigt. Hvis du skal finde noget som helst seværdigt i The Boondock Saints 2, så vil jeg anbefale at tjekke dokumentarfilmen Overnight om Duffys narcissistiske nedfald ud først, for manden er evident langt mere interessant og underholdende end sine to film.
Machete
Jeg er ivrig tilhænger af Planet Terror og finder From Dusk Till Dawn umådelig cool og misundelsesværdig mesterlig sammensat. Machete har dog ingen kvaliteter, jeg kan savle over. Det hele er overlæsset på den ufede måde, for mange karakterer kastes ind uden relevans, og filmens ikoniske machete, i veloplagt skikkelse af Danny Trejo, er svag bifigur i sin egen fortælling. Uunderholdende underholdning uden passion eller lyst, og det smitter.
When in Rome
Man kunne og burde sige, hvad havde jeg regnet med? Men jeg kan lide flere af skuespillerne og havde brug for et uforpligtende romantisk fix. Hvad der røg igennem kanylen var dog luftbobler, der fik mit filmhjerte til at gå i stå, og der skulle mange kvalitetsfilm til at genoplive mig. Heldigvis lykkedes det, og jeg tager aldrig til Rome igen.
A Nightmare on Elm Street
Wes Cravens oprindelige er en smule dateret, men har stadig sin stemning at leve på. Denne ´endnu en ligegyldig genindspilning af klassisk gyserfilm´ havde i teorien Jackie Earle Haley som Freddy Krueger som potentiale, men i praksis får han ikke særlig meget plads og intet materiale at lege med, så A Nightmare on Elm Street anno 2010 falder forudsigeligt nok fuldstændig og kedsommeligt til jorden.
Bobler:
Somewhere
Ligesom alle andre elsker jeg Lost in Translation, og jeg har også en stor kærlighed til udviklingshistorier om den fejlbarlige helt, der lærer noget om livet og sig selv (se under årets bedste filmoplevelser). Jeg har også respekt for film, der allerede fra starten siger, det her er stilen, enten er du med eller også forlader du biografen. Og sådan åbner Somewhere. Tre minutter, hvor Stephen Dorff kører i ring i sin fede bil. Feteret Hollywoodstjerne, hvis overfladiske liv kører i ring, got it. To tvillingesøstre stripper for Dorff, der falder i søvn i sengen. 2x tre minutter der, okay sjovt, men også overkill. Dorff ryger smøger, Dorff knalder damer, Dorff ryger smøger, Dorffs liv kører i ring. Det var den første halve time, så er den pointe slået fast. Dorffs datter kommer på besøg, out of the ordinary world. Men vent, livet kører stadig i ring, nu med datter på slæb. Ind imellem er der scener, der vistnok indikerer, at de to nærmer sig hinanden, og Dorff har da også en scene efter datteren er taget af sted, hvor han bryder sammen og begræder sit meningsløse liv. Jeg mærker det bare ikke. Jeg mærker den minimalistiske slutning, hvor han forlader sin bil, der kørte i ring, men det havde været mere kraftfuldt, hvis filmen havde varet 30 minutter og ikke tre gange så meget. For jeg lærer intet om de her karakterer i løbet af filmen, som jeg ikke vidste efter de første 5 minutter. Respekt for en film, der er konsekvent i sin stil. Men den åbenlyst talentfulde Sofia Coppolla ved ikke, om hun vil lave en konventionel udviklingshistorie eller et minimalistisk kunststykke, så hun leverer begge uden at elementerne opmønstres til noget. Jeg kedede mig voldsomt, men selvom jeg ikke fandt filmen forfærdelig, så fandt jeg den virkelig irriterende, for Coppolla gør som om, hun vil fortælle mig noget, men egentlig vil hun kun snakke til sig selv.
Det var min årsliste. Håber andre også har lyst til at skrive jeres, for ingen har lyst til at stå alene, og jeg er ingen.
25/12-2010
