Legetøjet slår til igen - og lidt bedre denne gang

2.0
For fire år siden debuterede G.I. Joe-legetøjsfigurerne på spillefilm i "The Rise of Cobra", og eftersom den film var en solid kommerciel succes, er det ikke overraskende, at Hasbro og Paramount nu har leveret en toer.

"Retaliation" samler plottet op umiddelbart efter etterens afsluttende cliffhanger. Den onde Cobra-organisation har fået USAs præsident byttet ud med deres forklædningsekspert, og han fremkalder en verdensomspændende atomvåbenkrise. Den giver i første omgang påskud til at beordre G.I. Joe-korpset udslettet, og derefter vil Cobra sætte alle atommagter ud af spillet og bemægtige sig verdensherredømmet. Men heldigvis har en håndfuld 'Joes' overlevet angrebet, så de kan få orden på sagerne igen.

Toeren er lige så meget tegneserieaction som etteren, men "Retaliation" er faktisk en lidt bedre film end "The Rise of Cobra". Plottet føles lidt mindre åndssvagt, fordi Cobras planer i denne omgang virker marginalt mere snedige. Og det er en god ting, at verdens måske mest fesne master villain, Cobra Commander, denne gang tilbringer en god del af filmen i et stasis-fængsel. Faktisk forstår jeg ikke rigtig, hvorfor hans undersåtter lukker ham ud frem for bare at styre showet selv, men det må de om.

Det hjælper også, at hovedrollen denne gang er tildelt Dwayne Johnson, for det var en fejl, at Hasbro havde hyret så mange seriøse skuespillere til den første film. Når man laver noget så tegneserieagtigt som G.I. Joe, virker det simpelt hen bedre at have en meget stor sort mand med store muskler til at uddele tæv som heltenes leder. Han virker faktisk også meget bedre end Bruce Willis, der har en ret tåbelig cameo som den originale G.I. Joe.

Derudover overrasker instruktør Jon M. Chu med flere kapable actionscener. Chu har en fortid i dansefilm og musikvideoer for bl.a. Justin Bieber, så det er virkelig overraskende, at han har så relativt godt tag på action. Man skal dog naturligvis stadig lade være med at tænke for meget over, hvad der foregår - fx er der en scene med ninjaer, der kæmper på en bjergside, som visuelt er ret fed, men hvor man kan undre sig over, at ninjareb slet ikke vikler sig ind i hinanden. Men o.k., det er selvfølgelig ninjareb.

"G.I. Joe: Retaliation" er på langt de fleste punkter et fremskridt i forhold til den foregående film. Lidt bedre underholdning, leveret lidt dygtigere. Men "Retaliation" er absolut ikke andet end en film, man kan bruge til at hvile hjernen i et par timer, mens øjnene ser på store eksplosioner.
G.I. Joe: Gengældelsen - 2 D