Vi svinger stadig

4.0
Jeg tænkte, det var på tide at få genopfrisket Bourne-filmene. I mine unge år var de nogle gode filmiske kammerater for mig, og jeg fik pludselig dårlig samvittighed, da det slog mig, jeg havde forsømt dem i årevis.

Det var så første akt, og jeg kan lettet konstatere, at tingene heldigvis er, som da vi slap hinanden. Paul Greengrass er jo synonymt med Bourne-universet i dag, men mange glemmer, at det hele startede med amerikanske Doug Liman. Og at det var et hjertebarn for ham (han havde forsøgt at sikre rettighederne til bogen, siden han læste den som knøs).

Og cadeau til Liman for at puste nyt liv i agent- og spionfilmen i en tid, hvor genren var i identitetskrise (ja, ironien er slående). Selv galionsfiguren, 007, var kommet ud på dybt vand med Brosnan-æraen, der her var gået ind i sin mest hysteriske fase.

"The Bourne Identity" kan bedst beskrives som en tilbagevenden til 70'ernes paranoia-thrillere med puls-ur. Den er usensationel og afbalanceret, men den har fart på, fordi vores hovedperson har det. Hele filmen er han jaget, og jeg elsker stadig twistet med, at end ikke han selv ved hvorfor. Hukommelsestab-grebet er så enkelt som det kan være, men det er altså også sindssyg effektivt.

Biljagten skuffede mig lidt ved gensyn, men den er stadig i den gode ende, og det meste af filmen blev jeg nok engang overbevist om, at der er BRUG for disse actionscener uden storhedsvanvid. Det var der dengang, og det er der så afgjort stadig i dag.

Den første time er fænomenal, herefter geares der lidt for meget ned, uden man dog på noget tidspunkt mister interesseren. Afslutningen er også stærk - der plantes nogle ulideligt spændende plot-frø til næste film, men det irriterer mig stadig, at der går blær i den med Bournes trappeskakt-stunt. Netop fordi filmen indtil da har gjort en dyd ud af ikke at kamme over.

Men hey, alene kemien mellem Damon og Potente er rigelig grund til at hive det første Bourne-kapitel ned fra dvd-reolen. Jeg havde glemt, hvor godt de to faktisk fungerer sammen. Og jeg havde glemt, hvor godt Clive Owens exit er. Men ellers er den, som jeg huskede den - det er stadig en guttermand af en film.
Manden uden navn