Pink Floyd - The Wall

Heftigt sansebombardement og vitterlig imponerende filmisk bedrift, hvor musikeren Roger Waters tydeligvis får uddrevet nogle dæmoner i fortællingen om en depressionsramt musiker, der har mistet sin far under anden verdenskrig og er i gang med at bygge filmens titel op omkring sig selv. Uden dialog og akkompagneret af Pink Floyds dybdegående musik er filmen et uafrysteligt portræt af psykisk detour, hvilken instruktør Alan Parker visualiserer unikt og mindeværdigt. Parker sørger for den æteriske fortælling hele vejen igennem er forståelig (med til tider lige rigelig tyk symbolik), og leverer nogle i sandhed fantastiske og uafrystelige scener. Krydsklipningen mellem barnets seksuelle fascination af nabopigen med nutidens hovedkarakter, der ikke engang kigger op når kæresten afklæder sig foran ham, er en af de mest rammende beskrivelser af depressionsapati, jeg har set på filmen, og sekvensen hvor musikeren hives gennem hotellet af sine folk efter et sammenbrud, mens han langsomt forvandles til en vanskabning til deres ligegyldighed, forsvinder aldrig fra mit filmsind. Pink Floyd – The Wall er indiskutabelt selvsmagende, men også en voldsom mavepuster med resonans, der strækker filmmediet.