og det gør han

Robert Bresson skærer atter ind til benet og er nærmest minimalist i de filmiske virkemidler i historien om en fængslet frihedskæmper under anden verdenskrig. Han gør, hvad titlen fortæller, og der er en basal og medrivende spænding i at følge fangens flugt. Bresson er procesorienteret og detaljesøgende, hvilket er en af de store kvaliteter i En Dødsdømt Flygter. På stringent vis følger Bressons fortællervinkel udelukkende fra hovedkarakteren, men spillet er lidt stift, en kende for indadvendt uden man føler det dirrer under overfladen, og den evindelige voice-over er ikke altid en værdi for filmen. Det trækker desværre ned for mig i helheden, men en Dødsdømt Flygter er ikke desto mindre en rigtig god film, hvor Bresson giver et fascinerende moment under den endelige flugt, hvor den sidste modstand findes i det indre og bliver overkommet ved bare at gøre det. Filmisk atypisk.