KAPITALISMENS ÅND
6.0
Ron Howards endte sin perlerække af pragtværker i 1996 med ”Løsepenge”, men hvilken sortie! Her byder han på en god, gammeldags blockbuster, der både vil få biografgængeren til at gribe hyppigt i popcornbægret og måske også tænke lidt over det vestlige samfunds værdier.
Vores protagonist er Tom Mullen (Gibson). Som det elegant forklares i filmens indledning, har han kæmpet sig fra ingenting til i dag at eje sit eget internationale flyselskab. Sammen med sin kone Kate (Russo) og sønnen Sean (Nolte) er han bosat midt i New York City. Da en gruppe forbrydere kidnapper sønnen og kræver en løsesum på to millioner dollars starter en tour de force ud i spændingsfilmens kunst, som er langt mere dyster og filosofisk end man forventer fra en film af denne type.
Denne anmelder skal ikke beskæftige sig for meget med selve plottet – det skal opleves – men både FBI og medierne bliver hurtigt inddraget i sagen og netop i spændingsfeltet mellem disse aktører åbenbarer sig ikke nødvendigvis en kritik, men under alle omstændigheder et rammende portræt af kapitalismens ånd. Tom Mullen bliver en personifikation af den ustoppelige, kapitalistiske energi og det viser sig, at årsagen til, at han er havnet i denne skærsild, er direkte konsekvens af egne handlinger. En anden mand, en anden far, har taget fængselsstraffen for hans svindel.
Det ser politimanden Shaker (Sinise), der har fået nok af at befinde sig i kapitalistsamfundets underverden. Tom Mullen er en mand, der betaler, som han får at vide i en intens samtale mellem de to. Shaker begår den fejl at overvurdere betydningen af symbolet familien, som er et af Løsepenges andre store temaer. Det bliver i løbet af filmen klart, at Toms id styres af kapital og ikke familien og netop dette ender med at stikke en kæp i hjulet på kidnappernes plan. Den samme kapitalisme som er årsag til hans problemer, bliver løsningen af flere gange. Først da han ændrer hele kidnapningssituationen og senere i filmens afsluttende, forløsende scene i banken. En stærk, men overset pointe i filmen er netop, at kidnapperne har den største lid til familien som institution af alle.
Gary Sinise er altid god, men han er sjældent set bedre end i rollen som Jimmy Shaker. Hans spil er unikt og elektrisk og han formår med få scener at gøre skurken til et helt igennem troværdigt menneske. En disciplin der kommer til at være fraværende i de næste mange års amerikansk film ført an af David Fincher. På samme måde fremstår både Russo og Gibson uhyre skarpe i såvel spil som fremtoning. Det bliver klart, at vi bevidner en lang række Hollywood-ikoners karrieremæssige højdepunkter og hvilken bedre lejlighed end Løsepenge.
Det er ikke kun Sean Mullen, der bliver kidnappet i denne klassiker. Det er også to timer af seerens liv, som flyver afsted og ligesom det antydes at drengen sent vil glemme oplevelserne, vil man som seer heller ikke kunne slippe denne film foreløbigt.
Vores protagonist er Tom Mullen (Gibson). Som det elegant forklares i filmens indledning, har han kæmpet sig fra ingenting til i dag at eje sit eget internationale flyselskab. Sammen med sin kone Kate (Russo) og sønnen Sean (Nolte) er han bosat midt i New York City. Da en gruppe forbrydere kidnapper sønnen og kræver en løsesum på to millioner dollars starter en tour de force ud i spændingsfilmens kunst, som er langt mere dyster og filosofisk end man forventer fra en film af denne type.
Denne anmelder skal ikke beskæftige sig for meget med selve plottet – det skal opleves – men både FBI og medierne bliver hurtigt inddraget i sagen og netop i spændingsfeltet mellem disse aktører åbenbarer sig ikke nødvendigvis en kritik, men under alle omstændigheder et rammende portræt af kapitalismens ånd. Tom Mullen bliver en personifikation af den ustoppelige, kapitalistiske energi og det viser sig, at årsagen til, at han er havnet i denne skærsild, er direkte konsekvens af egne handlinger. En anden mand, en anden far, har taget fængselsstraffen for hans svindel.
Det ser politimanden Shaker (Sinise), der har fået nok af at befinde sig i kapitalistsamfundets underverden. Tom Mullen er en mand, der betaler, som han får at vide i en intens samtale mellem de to. Shaker begår den fejl at overvurdere betydningen af symbolet familien, som er et af Løsepenges andre store temaer. Det bliver i løbet af filmen klart, at Toms id styres af kapital og ikke familien og netop dette ender med at stikke en kæp i hjulet på kidnappernes plan. Den samme kapitalisme som er årsag til hans problemer, bliver løsningen af flere gange. Først da han ændrer hele kidnapningssituationen og senere i filmens afsluttende, forløsende scene i banken. En stærk, men overset pointe i filmen er netop, at kidnapperne har den største lid til familien som institution af alle.
Gary Sinise er altid god, men han er sjældent set bedre end i rollen som Jimmy Shaker. Hans spil er unikt og elektrisk og han formår med få scener at gøre skurken til et helt igennem troværdigt menneske. En disciplin der kommer til at være fraværende i de næste mange års amerikansk film ført an af David Fincher. På samme måde fremstår både Russo og Gibson uhyre skarpe i såvel spil som fremtoning. Det bliver klart, at vi bevidner en lang række Hollywood-ikoners karrieremæssige højdepunkter og hvilken bedre lejlighed end Løsepenge.
Det er ikke kun Sean Mullen, der bliver kidnappet i denne klassiker. Det er også to timer af seerens liv, som flyver afsted og ligesom det antydes at drengen sent vil glemme oplevelserne, vil man som seer heller ikke kunne slippe denne film foreløbigt.
26/06-2018
