IKKE HELT DØD ALLIGEVEL

5.0
Efter sin død får en betjent (Reynolds) chancen for at bøde for sine synder ved at arbejde i en form for parallel spøgelsesvirkelighed. Det viser sig hurtigt, at døden er mindst lige så stressende som de levendes liv!

Robert Schwentkes ”R.I.P.D.” udkom i 2013 og er gået rimelig uset hen taget i betragtning hvor meget tid, energi og penge, der er lagt i denne film, som bedst kan beskrives som ”Hollywood Homicide” møder ”Ghostbusters”. Det er synd, for den er både underholdende, spændende og gennem både det imponerende cast og de opfindsomme effekter, der tydeligt går efter en æstetik kendt fra computerspilsgenren, men stadig formår at føles friske og originale, en veloplagt start på en ny franchise. Den kender sine egne begrænsninger og svælger ikke i rent effektmageri, men bruger dem som en del af sit komiske udtryk.

Det fantastiske univers, der i denne film udgør tilværelsen for afdøde personer med potentiale som efterforskere af mystiske monstre, udfolder sig med største naturlighed i takt med det intrigante krimiplot, der udgør historiens drivkraft. Vores hovedperson Nick bliver sat til at arbejde med det flere hundred år gamle cowboy-spøgelse Roy og selvom vi kender de klassiske konflikter mellem den slags umage par fra den store komediefilmstradition, må man alligevel overgive sig til duoens charme, der primært udspringer fra Jeff Bridges i rollen som Roy. Mange filmfans’ tanker vil formentligt hurtigt falde på ”Fisher King”, men på interessant vis er rollerne i denne film vendt om, så Ryan Reynolds står tilbage med den let utaknemmelige rolle som den mere seriøse i makkerskabet.

Hermed tilføjede Jeff Bridges endnu en film i sin lange række af strikes med denne rolle, som han virkelig giver den hele armen i. I det hele taget er der ikke sparet på skuespillerne, hvor solide kræfter som Robert Knepper og Mary-Louise Parker skinner igennem i mindre roller, mens Kevin Bacon trækker på sit teknisk banebrydende arbejde på ”Hollow Man”, når de mange effekter gives liv og sjæl. Ryan Reynolds slipper mindre godt fra det hele og det havde ganske givet klædt filmen med lidt mere star power i en så mangefacetteret rolle, der immervæk gennemlever sin egen død og dermed blive separeret fra alt, han har kært, samtidig med at der skal leveres nogen hylemorsomme one-liners fra tid til anden. Det kan altså sagtens lykkes i de rette hænder.

Alt i alt en sjov og god film med det bedste fra action, komedie og krimi serveret med ironisk distance. Selvom den handler om spøgelser, er den ikke særligt uhyggelig, så mindre børn kan godt se den. Mod slutningen får filmen desværre lidt svært ved at binde hele historien sammen på en god måde, hvilket skæmmer oplevelsen en lille smule. Det ser ud til at denne filmserie selv hviler i fred nu, men publikum har lært verdenen at kende, så i 2’eren og 3’eren ville man kunne springe inde i historien langt mere elegant. Det havde også været interessant at se en mere garvet filmskuespiller som Tom Cruise eller Johnny Depp i hovedrollen, ligesom hele skærsildsmotivet forbliver lettere ubenyttet. Ikke des jo mindre fem ud af seks stjerner.
R.I.P.D.