Altmans bedste

6.0
Robert Altmans tag med westerngenren er en besynderligt fascinerende og stemningsfuld film, der på samme tid er ret simpel og æterisk mystisk. Vestens Syndige Par – McCabe & Mrs. Miller (der er baseret på en roman af Edmund Naughton) har en ekstrem mærkbar og flot billedside, Leonard Cohens sange passer smukt ind, alt imens Warren Beatty og Julie Christie er fremragende i hovedrollerne. Altman omgiver dog også Beatty og Christie med spændende sidekarakterer, der med deres blotte ansigter og væremåde viser hele liv i dem selv. Der er nogle fuldstændig overrumplende scener i Vestens Syndige Par – McCabe & Mrs. Miller, fra det hjerteskærende (Keith Carradines uprovokerede endeligt), det morsomme (en dans på is) til det uforklarligt resonerende (blandt andet slutscenen, der gør hele værket til en kærlighedshistorie), og så er hele tredje akt knugende i al sin uundgåelighed. Altmans western er en unik film, dragende og smuk og melankolsk, og er indtil videre min yndlingsfilm fra den produktive herre.
Vestens syndige par - McCabe & Mrs. Miller