Genre: Gyser

Det chokerende, rædselsvækkende og ulækre hører til blandt grundelementerne i gyserfilmen, der underholder sine seere ved at visualisere deres frygt. Det kan være frygten for det ukendte og uforklarlige, for bøh-mænd i natten eller for vores egen sårbarhed og voldsomme død. Filmene er typisk bygget op om et konstant løfte om chokeffekter og rigelige mængder af blod, afrevne kropsdele og splat. Et løfte der kun i nogen grad indfries, men som skaber en åndeløs spænding og en forventningsfuld fryd hos publikum om at blive skræmt fra vid og sans. Disse film omtales også lejlighedsvis som horror- eller skræk.

Tilbagevende rammer er faldefærdige huse, gamle kirkegårde og slotte med tilhørende fangekældre, hvor skumle monstre bliver vækket til live med forfærdelige forbandelser. En variant af dette tema er sci-fi-gyseren, hvor slottet er skiftet ud med rumskibet og monstret kommer fra en anden planet, men ikke af den grund er mindre rædselsvækkende. Et andet brugt tema er den moderne videnskabs latente fare, hvor typisk hovmodige forskere vækker ustyrlige kræfter til live. Og endelig spiller den rene ondskab en rolle, hvor mennesker på forskellig vis kommer i kontakt med onde okkulte kræfter.

I gyserens tidligere dage vandt den engelske skuespiller Boris Karloff udødelig berømmelse med sin rolle som monsteret i James Whales ’Frankenstein’ (1931). Siden blev det til talrige monsterroller for den store brite i 1930’erne og 1940’erne med ’The Mummy’ (1932) og ’Bride of Frankenstein’ (1935) som nogle af de bedste. Senere op igennem 1950’erne og 1960’erne markerede amerikanske Vincent Price, sig med en række i succesfulde gysere som ’Fluen’ (1958) og ’The Raven’ (1963). Samme årtier var også glansperioden for Alfred Hitchcock. Selvom han primært lavede thrillers, beskrives han af mange som gysets mester. Med en sjældent set evne til at kombinere de psykologiske aspekter med udspekulerede chokeffekter og specialeffekts, skræmte han livet af biografpublikum verden over med film som ’Psycho’ (1960) og ’Fuglene’ (1963).

Siden 1960’erne har ingen skuespillere formået inkarnere genren som eksempelvis Karloff eller Vincent Price. Derimod har en lille række instruktører blevet synonyme med genren. Med 'Maskernes nat' (1978) slog John Carpenter sit navn fast som en af gysets mestre, og han siden stået bag en hel række gode gys, heriblandt ’Tågen’ (1979) og ’Det grusomme udefra’ (1982). Wes Craven introducerede mareridtspsykopaten Freddy i ’Morderisk mareridt’ (1984). I 1990erne gav Craven genren en saltvandindsprøjtning med kassesucceserne ’Scream’ 1 - 3.

En af de mest klassiske undergenrer er utvivlsomt monsterfilmen, der allerede fra filmens fødsel spillede en vigtig rolle på det store lærred. Monstrene kommer typisk fra fortiden som hovedpersonen og titelfiguren i F. W. Murnaus ’Nosferatu’ (1922), fra rummet som det usædvanligt sejlivede monster i Ridley Scotts ’Alien’ (1979), fra vores egne videnskabsmænd som det er tilfældet i ’Frankenstein’ (1931), eller fra naturen som kæmpehajen i Spielbergs ’Dødens gab’ (1975). Fælles for dem alle er, at de ikke vil menneskeheden det godt og konsekvensen er kamp til døden.

Slasherfilmen, eller splatterfilmen, er en anden vigtig undergenre af nyere dato. Her bliver ofrene typisk bliver skåret op med knive, men også motorsave, kødkroge, macheter og barberblade kan bruges. Årsagerne til blodbadet fortaber sig som regle i det dunkle. Hitchcocks ’Psycho’ (1960) er et tidligt eksempel i genren, der for alvor fik liv i 1970’erne med Tobe Hoopers ’Motorsavsmassakren’ (1974) og John Carpenters ’Maskernes nat’ (1978). Begge film har fået en række sequels.

Endelig skal også gyserkomedien nævnes, hvor uhygge, blod og splat kombineres med forskellige komiske elementer. Denne undergenre bleve specielt populær i 1980’erne med succeser som ’Gremlins’ (1984), ’Re-Animator’ (1985) og ’Evil dead 2’ (1987). Derudover indeholder mange thrillere forskellige gyserelementer, som det for eksempel er tilfælde i de fleste seriemorderfilm, hvor forbryderens forskruede forestillinger og skånselsløse optræden bidrager til den almindelig uhygge.

Fra Danmark har publikum ikke set mere end en håndfuld gysere. En af de mest kendte er Ole Bornedals ’Nattevagten’ (1994), der blander gys med seriemordergenren og for alvor satte skub i både Kim Bodnia og Nikolaj Coster-Waldaus karrierer. Filmen blev genindspillet i en amerikansk version med titlen ’Nightwatch’ (1997). Martin Schmidt har signere ungdomsgyserne ’Sidste time’ (1995) og ’Mørkeleg’ (1996), men Lars von Trier markeret inden for genren med en original blanding af hospitalssoap, sort komedie og gys i ’Riget’ (1994) og ’Riget II’ (1997). Endelig skal også Carl Th. Dreyers fransk-tyske ’Vampyr’ (1932) nævnes som den bedste gysere nogen sinde.

Til de vigtigte gyserfilm hører: