Søren Kragh-Jacobsen

Søren Kragh-Jacobsen er, ligesom kollegaen Niels Malmros, en af de få danske instruktører, der i hovedparten af sine film har taget ungdommens genvordigheder under kærlig behandling med indlevelse og solidaritet. Han har altid lagt vægt på den autentiske miljøskildring, uden at han af den grund giver afkald på poesi og magi.

Kragh-Jacobsen har til stadighed modtaget anerkendelse for sin fintfølende personinstruktion og har ofte formået at få imponerende præstationer ud af unge amatørskuespillere. Og hvis han skulle have plads til alle de priser han i tidens løb har modtaget, ville det kræve en kaminhylde på størrelse med en bowlingbane.

Debuten 'Vil du se min smukke navle' (1977) om en 8. klasses lejrskoletur til Sverige regnes i dag for en ungdomsklassiker. Den blev fulgt op af med en filmatisering af Ole Lund Kierkegaards 'Gummi Tarzan' (1981), der med sin originale blanding af hverdag og magi for alvor satte dansk børnefilm på landkortet. Filmen modtog ikke bare tre Bodil-priser, for bedste film, bedste hovedrolle (Peter Schrøder) og bedste birolle (Otto Brandenburg), men også UNICEF-prisen, der regnes for den største internationale anerkendelse af en børnefilm.

Med det psykologiske drama 'Isfugle' (1983), baseret på eget manuskript, trådte Kragh-Jakobsen ind i de voksnes rækker. Filmen skildrer venskabet mellem to unge mænd, den stilfærdige John og vildbassen René, og deres skæbner.

Børnekrimien 'Guldregn' (1988) er et rent genrestykke og samtidig en redigeret spillefilmsudgave af tv-serien af samme navn fra 1986.

'Skyggen af Emma' (1988) ser igen verden fra et barns perspektiv, denne gang en 12-årig overklassepige. Handlingen er henlagt til 1930’ernes Danmark, hvor Emma iscenesætter sin egen bortførelse for at få opmærksomhed fra sine forældre. Som en slags magisk socialrealisme skildres den unge piges flugt og møde med den ensomme og sympatiske kloakarbejder Malthe.

Tre år senere så 'Drengene fra Sankt Petri' dagens lys. Den skildrer en gruppe gymnasiedrenge i Aalborg og deres modstandskamp under anden verdenskrig. Det er både en regulær spændingshistorie og en omhyggelig miljøskildring. Alt sammen med sikker sans for både historiske detaljer og perspektiv. I to af filmens hovedroller finder man Tomas Villum Jensen og Nikolaj Lie Kaas.

Med 'Island on Bird Street' laver Kragh- Jacobsen sin første internationale film. Filmen, der på dansk går under navnet 'Øen i Fuglegaden', bygger på en autentiske historie om en jødisk drengs oplevelser i Warzawa under anden verdenskrig.

Da det siden meget omtalte manifest Dogme ’95 blev offentliggjort var Kragh-Jacobsen en af de fire underskrivere. Det romantiske drama 'Mifunes sidste sang' (1999) blev den tredje dogme-film. Filmen fik stor succes hos publikum og modtog endvidere Sølvbjørnen ved filmfestivalen i Berlin i 1999.

I dogme-brødrenes tv-eksperiment D-Dag ved indgangen til det ny årtusinde instruerede Kragh-Jakobsen Dejan Cukij i rollen som Boris.

Den poetiske eventyrkomedie 'Skagerrak' (2003) er instruktørens anden internationale produktion, denne gang henlagt til Glasgow. Iben Hjejle har hovedrollen som den rastløse danske Marie, der lader sig overtale til at blive rugemor for en stor slat penge.

Før han debuterede som instruktør fik han stor succes som sanger med albummet 'Hinkeruder på Motorvejen' (1976) og ikke mindst med lejrbålshittet 'Kender du det?', der i folkemunde kendes som 'Mona Mona Mona'. Året efter fulgte albummet 'Tur-Retur'.

Kragh-Jacobsen er uddannet elektromekaniker på B&W. Han har endvidere studeret på Filmskolen i Prag og i en lang årrække været tilknyttet DR’s B&U-afdeling som manuskriptforfatter, producer, studievært og instruktør. Her var han blandt andet med til at udvikle P4 i P1.
Født
02/03-1947 København, Danmark
< 1 >