Produktionsselskab: Columbia Pictures

Selskabet blev dannet i 1920 under navnet C.B.C. Sales Film Corporation af Joe Brandt og brødrene Jack og Harry Cohn, men selskabet, der i 1924 ændrede navn til Columbia Pictures, blev hurtigt synonym med Harry Cohn, der var chef for selskabet indtil sin død i 1958.

I de første år blev studiet, der lå centralt placeret i Hollywood på Gowers Street, kendt for en række billige westerns og komedier. I 1927 blev instruktøren Frank Capra tilknyttet studiet. Det viste sig at være en god ide, da han i de følgende år lavede en række store film blandt andet ’Det hændte en nat’ (1934), der havde Clark Gable (udlånt af MGM) i hovedrollen. ’Det hændte en nat’ blev den første film, der vandt de fem ’store Oscar-statuetter’ (Bedste film, bedste manuskript, bedste skuespiller, bedste skuespillerinde og bedste instruktør).

Gary Cooper og Cary Grant medvirkede også i flere Columbia-film. Selskabet fik endvidere stor succes med Rita Hayworth, der var Cohns store ’opfindelse’. Efter Harry Cohns død, blev ledelsen overtaget af Abe Schneider and Leo Jaffe, der havde et stort hit med ’Lawrence of Arabia’.

I 1970’erne gik det skidt for Columbia. De måtte sælge grunden på Gowers Street og i 1982 blev selskabet købt af Coca-Cola, der samtidig skabte selskabet Tristar, som Columbia senere fusionerede med. I 1989 blev selskabet solgt til Sony Pictures, der stadig ejer firmaet.

I de seneste år har selskabet lavet en række solide publikumsfavoritter, blandt andet med ’Spider-man’ (2002), der satte flere indtjeningsrekorder i USA.
< 1 2 3 >