"...en opvisning i filmmediet som det strengt kontrollerede udtryks skønne kunst. En ikke mindre livgivende antitese til dogmeideologiens impulsive vitalitet."

"" det hele taget er filmen hele tiden er æstetisk nydelse - på grund af billedkompositionerne, og på grund af klipningen, og ikke mindst på grund af spillet - men der er heldigvis tale om en æstetik, der konstant understøtter historien."

"...beundringern for den stilistiske konsekvens, den velanbragte detalje, det poetisk-melankolske atmosfæremaleri i den stramme historie vokser sig større og større..."

"...for filmnørder og teknikfreaks er det en eventyrlig tur i slaraffenland, som vi får et eventyrligt kig ind i."

"...langsom og svimlende på én gang, en fortabelse i sjælens sort hvide labyrint. Lavet af to mestre med celluloid på hjernen."

"...usædvanlig flot skuespil, udsøgt historie og fremragende original i sort-hvid."

Blandt fatale kvinder og kyniske mænd og i en tyk tåge af cigaretrøg og stemningsbilleder slanger brødrene Coens "The Man Who Wasn't There" os uhyre omhyggeligt ind i sit univers - så fængslende at ingen tålmodig seer undslipper. Med andre ord står Ethan og Joel bag endnu en ren og stilfuld film, fortalt på enkle præmisser og ved hjælp af få, elegante midler.

Hvor ”Oh Brother, Where Are Thou” tonede sine billednuancer ned på et helt falmet brunligt og gulligt farveniveau, er farvenuancer her gjort om til rendyrket sort/hvid æstetik. ”The Man Who Wasn’t There” besidder derfor naturligvis et langt mere melankolsk udtryk i sin filmnoir form end denne, men virker også uendeligt meget mere fuldkommen og kompleks end ”Oh Brother...” som genrefilm helt basalt. Nærmere er vi den fremragende ”...

Hvordan kan denne her film være nummer 1 over bedste komedier på Scope!?!?!?! Den her film er jo så tør så tør så tør. Der er ikke en eneste joke i den. Eneste dejlige er da Scarlett giver et Blowjob til han der køre bilen.

Gir dig helt ret Emil Schultz, et mesterværk alle burde se.

"The Man Who Wasn't There". Titlen siger alt om filmen, ligesom filmen siger alt om os.

Billy Bob Thornton ses her i hans livs rolle i et temastærkt, pointerigt og hudløst ærligt drama, hvor han yder en enestående præstation.

Aldrig har simpliciteten strålet flottere på det hvide lærred. Dette er en fortælling, der på ydersiden virker meget ligetil, men i sidste ende viser sig at være det modsatte. En tankeprovokerende men også meningsfyldt film, der efterlader en målløs under rulleteksterne. Coen-brødrene har gjort det igen med deres måske bedste film.