Casablanca

Hårdkogte Rick Blaine passer sin natklub i Casablanca, mens 2. verdenskrig trænger sig på. Ved et tilfælde kommer Blaine i besiddelse af to udrejsepas. Modstandsmanden Laszlo er i et flugtforsøg havnet i Casablanca med sin kæreste Ilsa, der engang havde en affære med Blaine. Gensynet fremkalder stærke følelser, men også erindringen om at være blevet forrådt. Hvem skal have Blaines to billetter til friheden? © Scope

Produktionsår 1942
Genre Drama
Instruktør Michael Curtiz
Medvirkende Humphrey Bogart, Ingrid Bergman, Paul Henreid, Claude Rains
Spilletid 102 min.
Biopremiere
Scope-score Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Anmeldere
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Din stemme Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk

Anmeldere

Scope
DVD-anmeldelse.


De sædvanlige mistænkte

DVD-udgaven af "Casablanca" er ikke noget udstyrsstykke, men der er dog blevet plads til dokumentaren "You Must Remember This", som Turner Entertainment producerede til filmens 50 års jubilæum i '92. Lauren Bacall er værtinde, og de sidste overlevende mistænkte fortæller om tilblivelsen. Man får ikke noget at vide, som ikke er beskrevet forfra og bagfra i den rige litteratur omkring filmen, men det er nyttigt at få sat ansigter på. Endvidere vises klip fra to af de dødfødte tv-serier, som har været baseret på "Casablanca".


Filmen var og er et lykketræf. Jack L. Warner betalte mere end sædvanligt for et endnu ikke opsat teaterstykke, "Everybody Comes to Rick's", af Murray Burnett og Joan Alison. David O. Selznick gik med til at låne Warner Ingrid Bergman, fordi han ikke troede på filmen, og fordi han fik en film med Olivia de Havilland til gengæld. Julius og Philip Epstein gav manuskriptet en ironisk overhaling, som lagde Ricks type fast og etablerede tonen mellem Bogart og Rains. Så tog de til Washington for at hjælpe Frank Capra med propagandaserien "Why We Serve". Også "Casablanca" er jo sentimental propaganda.


Imens trådte Howard Koch til og gav kærlighedshistorien mellem Bogart og Bergman den superromantiske aura, som publikum stadig reagerer på, men først da brødrene Epstein vendte tilbage, fik spillerne en idé om, hvordan det skulle ende. Man kunne til det sidste ikke bestemme sig for, om Bergman skulle følge med Paul Henreid eller Bogart. Og havde filmen fået en lykkelig slutning, ville vi næppe kalde den klassisk i dag.


Spil den, Sam
"Play it, Sam." "Here's looking at you, kid." "We'll always have Paris." "Round up the usual suspects." "I think this is the beginning of a beautiful friendship." Dialogen til "Casablanca" har leveret flere alment kendte citater, end de fleste af 40'ernes øvrige film har tilsammen, men oprindelig var både George Raft og Ronald Reagan på tale til rollen som Rick, og den effektive slutning blev lavet i studiet ved hjælp af en malet bagvæg, en flyattrap i halv størrelse og dværge som statister.

Det kan man hverken se eller mærke, men DVD'ens skarpe opløsning fremhæver studiepræget i de anstrengt myldrende bazarscener. I tilgift til Bogart, Bergman og Rains er her Herman Hupfelds evergreen "As Time Goes By", mesteren Max Steiners drivende sentimentale score, Sydney Greenstreet, Peter Lorre og resten af de sædvanlige mistænkte.

"Casablanca" var inspireret gruppearbejde, en B-film som blev en A-film ved et lykkeligt sammenfald af tilfældigheder. Det er svært at se den med friske øjne, men den er altid værd at gense, og så snart skiltet med "The End" på er vist, skal man skynde sig at sætte den Herbert Ross-instruerede Woody Allen-film "Play It Again, Sam" ("Mig og Bogart", '72) i afspilleren. Allens fortabte ansigt i åbningsscenen siger mere end mange analyser om den mytologiske styrke i arven efter "Casablanca".

Februar, 2000

Brugere

27/06-05Love (and) war
Fortryllende romantisk og stemningsfuld lille perle. Ikke særlig underholdende, men ellers indholdsrig på alle andre måder.

17/04-04En filmhistorisk perle
Anonym
Meget kan siges om denne prægtige Hollywood-film, og meget ER blevet sagt. Derfor vil jeg nøjes med at kommentere min individuelle mening.

I mine øjne er det absolut stærkeste ved filmen dens manuskript, som er så velskrevet, at jeg faktisk tror, det aldrig er blevet overgået siden. Utallige replikker er blevet filmhistorie, mens de i sammenhæng med hinanden når himmelske højder. Så får den heller ikke for lidt!
Skuespillet, instruktionen, historien... alt er udført med perfektionistisk snilde. Og selvom det er en kærlighedshistorie, der selvfølgelig er sentimental til tider, kompencerer den (i filmens tid) overraskende slutning for dette.

Jeg kan kun anbefale alle til at se denne film, som i mine øjne er kærlighedsfilmen over dem alle, men som ligeledes indeholder utallige andre ...

18/11-03Rick kom endelig til fornuft
Anonym
og indså, at hans årelange bitterhed kun var såret forfængelighed.

Hun kom, så, og han sejrede over sig selv.


Fakta

Medvirkende
Richard Blaine Humphrey Bogart
Ilsa Lund Laszlo Ingrid Bergman
Victor Laszlo Paul Henreid
Louis Renault Claude Rains
Heinrich Strasser Conrad Veidt
Ferrari Sydney Greenstreet
Ugarte Peter Lorre
Carl S.Z. Sakall
Yvonne Madeleine LeBeau
Sam Dooley Wilson
Bag kameraet
Instruktion Michael Curtiz
Produktion Hal B. Wallis
Manuskript Julius J. Epstein, Philip G. Epstein, Howard Koch
Forlæg Murray Burnett, Joan Alison
Fotografi Arthur Edeson
Klip Owen Marks
Musik Max Steiner
Genrer og relationer
Genre Drama
Undergenre Kultfilm, Romance
Nøgleord Anden verdenskrig, Modstandsbevægelse, Natklub, Nazist, Pianist
Premieredatoer
Repremiere 10.12.2015
Dvd 04.11.2003
Øvrige oplysninger
Land USA
Produktionsår 1942
Spilletid 102 min.
Trailer Eksternt site
Solgte billetter 6.661
Selskab Warner Bros.
Biodistributør Det Danske Filminstitut
Priser Oscar 1944, Bedste film
Oscar 1944, Bedste instruktør
Oscar 1944, Bedste adapterede manuskript

Se også...