Civilisationen på tælling
"Fight Club" er ikke et spørgsmål om vold. Den er et spørgsmål om liv. Om død. Om kærlighed. Om Meningen. Meningsløsheden udtrykkes i en eksistentiel eksplosion af vold, der giver mening, fordi det er en følelse af liv. Som Frankenstein giver liv til sit monster, giver David Fincher, Ed Norton og Brad Pitt liv og kærlighed til en film om vold og død. Resultatet er en smuk, grim film.
I "Fight Club" erstattes tomhed med IKEA-møbler og prestigefyldte jobs, følelsesløshed erstattes med vold. Det kunne lige så godt have været med alkohol, stoffer eller fanatisk religion. Frygten for at forsvinde i den moderne verdens anonymitet bliver altopslugende. "Fight Club" er en af de film, der uden problemer kan ses flere gange, for den er ikke alene en filmisk udfordring, men også en eksistentiel udfordring, kollektivt og individuelt. Hvor hører individet til i samfundet, og hvad er individets identitet i forhold til sig selv?
Søvnløshedens point-of-view: en kopi af en kopi af en kopi
Fortælleren (Ed Norton) lider af søvnløshed. Lægen nægter at udlevere sovepiller og henviser ham til en selvhjælpsgruppe for mænd med testikelkræft for at se, hvad ægte lidelse er. Her finder han helle, og bliver derved afhængig af selvhjælpsgrupper, der giver ham fred i sjælen og en god nats søvn. Indtil Marla (Helena Bonham Carter) dukker op og afspejler hans egen løgn. For han er jo ikke døende, men leder efter noget, der kan udfylde tomheden i hans IKEA-perfekte liv. Kort tid efter dukker Tyler Durden (Brad Pitt) op, og sammen etablerer de en "kampklub", hvor smertefulde nævekampe giver mændene en mulighed for at føle sig i live. Omgivelserne og arbejdspladsen synes dog ikke umiddelbart at værdsætte denne form for livsglæde, og det skaber et par problemer undervejs.
Den hellige treenighed og luderen/madonnaen
David Fincher, Ed Norton og Brad Pitt har alle bevist, at film ikke bare er et spørgsmål om penge og succes, men i allerhøjeste grad også om intelligens og nytænkning. Som instruktør viser Fincher atter engang, at han mestrer mediet med perfektion og overblik. "Fight Club" er i teknisk forstand en fryd for alle sanser, fordi billeder, lyd, lys og klip understreger historien og dens atmosfære. Volden er dog ikke frydefuld at se på, og filmen glorificerer bestemt heller ikke personernes destruktive adfærd. Skuespillerne (inkl. Helena Bonham Carter) formår at tage rollernes personlighed på, som en bankrøver ville tage en maske på. Et enkelt blik på filmens plakat, der viser et billede af Pitt og Norton, sammenlignet med deres tidligere roller - Norton i "American History X" ('98); Pitt i "12 Monkeys" ('95) - illustrerer kraften i deres mimik og kropssprog.
Smerte er liv, følelsesløshed er død
I sin skildring af disse mænds voldelige liv og personernes selvdestruktion er "Fight Club" en kontroversiel film. Dens styrke ligger i den ironiske distance og i den sønderlemmende kritik af det moderne samfund, af forbrugerorgiet, materialismen, uselvstændigheden, systemets magt. Dens svaghed ligger i forudsigeligheden, i kritikkens snævertsynethed (der er andet i livet end en forbrugerlivsstil eller de to timer, kampen står på), det mandschauvinistiske kvindesyn og til dels også i selve Chuck Palahniuks historie.
Filmens spænding er forestillingen om, at enhver kunne havne på vanviddets rand lige som hovedpersonerne, selv almindelige velfungerende mennesker. Spændingen brydes, når vi atter engang ser skurken være en skizofren psykopat à la Kevin Spacey i Finchers debutfilm "Seven" ('95), eller når ofret fanges i en kafkask labyrint à la "The Game" ('97) (også Fincher). Alt i alt er "Fight Club", med sin fængende dialog og særegne visuelle stil, en fremragende filmatisering af Palahniuks staccato-agtige roman, hvor Ed Norton og Brad Pitt som moderne gladiatorer er stjerneattraktionerne i et cirkus af selvhad, destruktion og tomhed.
|
Forside
Tilladt for børn over 15 år
