Jackie Brown

Jackie Brown (Pam Grier) er en 44-årig stewardesse, der arbejder for en ussel løsn, og derfor tjener lidt ekstra ved at smugle penge for våbenhandleren Ordell Robbie (Samuel L. Jackson). En dag tages Jackie af politiet, og hun må enten sælge Ordell eller får en langvarig fængselsstraf. Men da hun møder kautionsudlåneren Max Cherry (Robert Forster) viser der sig en tredje udvej. © Scope

Produktionsår 1997
Genre Drama
Instruktør Quentin Tarantino
Medvirkende Pam Grier, Samuel L. Jackson, Robert Forster, Bridget Fonda
Spilletid 155 min.
Biopremiere 03.04.1998
Scope-score Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Anmeldere
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Din stemme Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk

Robert Forster

Robert Forster var indledningsvis teaterskuespiller, men blev headhunted af John Huston til dennes "Glimt i et gyldent øje" (1967). Efter endnu et par hovedroller, blandt andet i "Medium Cool" (1969), fandt han primært arbejde på tv og teatret. Med Tarantinos romantiske forbryderhistorie ”Jackie Brown” (1997) fik Forster et kæmpe ...

Anmeldere

Scope
En moden kvinde

Quentin Tarantino går nye veje med "Jackie Brown", en afdæmpet krimi om rigtige mennesker

Der har været enorme forventninger til Quentin Tarantinos tredje spillefilm: Siden 1992 har han været filmindustriens hotteste kæledægge og stilsikkert ikon for 90ernes ironiske smartness. "Jackie Brown" er filmen, der skal fastholde Tarantinos karriere og endnu engang bringe ham på alle café-bladenes forsider. Hans fanatiske fans får dog næppe hvad de forventer: "Jackie Brown" er ganske vist en krimi, men den er afdæmpet og i grunden ganske konventionel.

Fra sorte jakkesæt til overgangsalder
Tarantinos to første film havde meget til fælles: De var begge baseret på hans egne originalmanuskripter, skildrede habitklædte drengerøves kriminelle øvelser, og udmærkede sig især ved en knivskarp humoristisk dialog, og voldsomme, halvt absurde 'konfrontationer', som hvordan man skærer øret af en betjent, eller fjerner hjernemasse fra et bagsæde. I "Jackie Brown" har Tarantino grebet tingene helt anderledes an: manuskriptet er baseret på krimiforfatteren Elmore Leonards "Rum Punch" (1992) og hovedpersonen er en alvorsfuld sort kvinde, der er bange for at blive gammel.

Som en hyldest til 70ernes afroamerikanske blaxploitation-genre, er titelrollen gået til Pam Grier, en smuk sort skuespillerinde, der blev berømt som hævnende sexbombe i hårdkogte actionfilm som "Coffy" (1973) og "Foxy Brown" (1974). Tarantino har før udtrykt sin begejstring for blaxploitation-genrens blanding af coolness og voldsromantik, og fx Samuel L. Jacksons rolle i "Pulp Fiction" var en venlig hilsen til 70ernes afrohår. Samme Jackon spiller, endnu engang fremragende, den anden hovedrolle i "Jackie Brown", som den modebevidste våbenhandler Ordell Robbie.

En ny chance?

Jackie er en 44-årig stewardesse, hvis liv har stået på stand-by. Selvom hun stadig er en flot, sort kvinde, føler hun sig fastlåst i sit job for et usselt mexicansk flyselskab. Derfor smugler hun penge for Ordell. En dag bliver Jackie taget af politiet og hun får valget mellem en langvarig fængselsstraf eller en 'aftale'. Det ser ikke godt ud, men da Jackie møder kautionsudlåner Max Cherry (Robert Forster) åbner der sig nye muligheder, og den nødstedte kvinde spinder et snedigt net af intriger.

Tarantino filmer Jackie Brown som var hun en ældre udgave af Pam Griers actionrolle: hun er cool, smuk og stærk. En såret huntiger, der blot har ventet på den rigtige mulighed. Hun narrer både den alt i alt enfoldige Ordell, hans direkte stupide makker Louis (Robert de Niro i en forrygende atypisk rolle) og den selvglade politimand Ray (Michael Keaton). På sidelinjen forsøger Ordells bikini-bitsch Melanie (Bridget Fonda) at skabe uro i rækkerne, men hun ryger for meget tjald til at gøre Jackie rangen stridig som kvinde-med-kontrol.

Detaljerne bærer helheden

Igen tegner Tarantino en række af udsøgte personligheder, men han søger en mere realistisk vinkel end tidligere: "Jackie Brown" er ganske vist en hvem-snører-hvem krimi, men filmen handler mere om tone og stemning end pistoler og sej dialog (selvom Jackson naturligvis får fyret et bandeord eller to af). Der bruges megen tid på at se Jackie spille plader og drikke kaffe, mens hun taler med den aldrende Max om at blive gammel. Filmen slæber sig op på to en halv times varighed med alenlange sekvenser, hvor folk kører i bil og lytter til musik. Men som altid i Tarantinos film, er der lige den ekstra dosis stil til at gøre hvad som helst interessant: Louis og Melanies korte knald, Ordells våben-videoer, eller Maxs smil når han lytter til Delfonics.

Forklædt som voksen?

Det gælder for de fleste kunstnere, at når de bliver 'modne' og begynder at beskæftige sig med seriøse emner, så bliver de også kedelige. "Jackie Brown" har masser af afslappet stil, eminente skuespillere og velskrevne karakterer, men hverken historien eller fortællestilen er specielt spændingsmættet. Det virker overflødigt at skildre kuppet i hele tre tidsligt overlappende handlinger, og det humanistiske budskab er der ikke meget kød på. Man kan godt forstå, at Tarantino har søgt at forny sin stil, og Elmore Leonards romaner er oplagt filmstof ("Get Shorty" og "Touch"), men man savner en fremdrift i fortællingen. Alligevel er Tarantino en så talentfuld instruktør, at "Jackie Brown" er en sansemæssig fornøjelse.

Brugere

25/11-08dahm en feeeed film
den ryger da lige i samlingen...for dahm en totalt iorden cool film..smiler...

25/11-08en perle
den blir bedere og bedere anden gang man ser den..smiler..jeg må sige at jeg synes nu den er en perle af en film....5 stjerner fra mig

23/11-08jackie brown
jeg ved ikke bare om det er mig, men den fangede ikke rigtig min interesse med sit rod af et plot og 2,5 times spilletid. normalt er tarantino i mine øjne en dygtig mand, men denne her stikker sig ud ved at være decideret kedelig. det eneste gode jeg har at sige er robert de niro: hans karakter er virkelig og sjov og fik mig til at spntant grine i en af filmens scener.
men for lang, kedelig og rodet.

09/01-08gedigen
tarentino viser sig fra sin bløde side!?, med et thriller drama, der er velspillet hele vejen igennem om end dog med et lidt rodet plot

scenerne er lange og gennemførte. karakterene er rigtig godt skildret og her må jeg især fremhæve s.l. jacksons figur, der er rendyrket psykopatisk og fremkalder afsky og vamle følelser. en rigtig nasty baggårdsrotte!

filmen skaber både med scener og musik en 70´er stemning og tarentino beviser, at han kan andet end rappe replikker og rå vold

det skal han ha´

24/10-07Legebarn uden legetøj 1
At Quentin Tarantino er en unik filminstruktør, burde der næppe herske nogen tvivl om. Hvad man end personlig synes om gangstere og hverdagsproblemer, samuraisværd og blodfontæner, dødskørsel og feminisme og saltbefængte haglgeværer og levende begravelser så kan man ikke rigtig beskylde manden for at gå på kompromis med sit medie - tvært imod degraderer Tarantino oftest filmmediets nytænkning og genmoderniserer hvad det for længst er vokset fra gennem referencer og herlig kitsch hvis han kan slippe af sted med det. Og det må han så sandelig siges at have kunnet.

”Jackie Brown” fra 1997 er lavet i en fase af Tarantinos karriere, hvor succesen var indtruffet på rekordtid og med eftertryk efter mesterværkerne ”Reservoir Dogs” og ”Pulp Fiction” og hvor han fik næse for andre veje.
Der er...

02/06-06Especially now!
SPOILERS

Especially now, since I'm getting out of the bail bonds business.

Med en Goddard-agtig timing skaber Tarantino en særegen form for liv i dette sært underspillede drama.

Indledningsscenen under Bobby Womacks sang "110th Street" er eminent. Jackie går stille og roligt, indtil det pludselig går op for hende, at hun er ved at være for sent på den. Så løber hun. Ligesom i sit liv. Fools rush in. Jackie slutter filmen af med et raid mod kærligheden, et desperat kapløb om at nå at finde kærligheden, men hun når det ikke. En fantastisk symbolsk indledning. Og hun lipsync'er "110th Street" til sidst. Sangen om hendes liv. "To cross 110th street was hell of a tester". Det lader Tarantino hende jo kun gøre, fordi hun var korsanger på Bobby Womacks plader i starten af 70'erne. Pop ...

03/05-05Pinlig Tarantino film 2
Anonym
Pinlig Tarantino film efter min mening efter den hippe Pulp fiction og den sjove Reservoir dogs.

Men her fejlede især Tarantino med noget magert noget. Jeg kan bare ikke snuppe denne film særlig godt.

Den er planmæssig ufed og den burde have sat punktum for Tarantino's nedgående stjerne, men nej istedet lavede han de endnu værre Kill HillBill-film, hvor jeg skyllede al min respekt ud i wc'et.
Avoid at all expenses!

05/01-05Sandman
Jep og det viser igen, at ligesom f.eks. stilen i åbningsscenen, har Tarantino kræset for detaljerne i sin hyldest til blackxploitation filmene fra 70érne, hvor det jo netop var et af kendetegnene (Udover at de næsten altid havde Pam Grier, Richard Roundtree og Fred Williamson med), at flere af personerne altid havde sin egen kendningsmelodi.

I spoofet på genren fra 1988 "I´m gonna git you sucka" tager Keenan Ivory Wayans også fis på denne detalje, hvor en af hovedpersonerne kommer gående nedad gaden med et band efter sig spillende et Shaft-lignende nummer. Han bliver spurgt hvad de skal gøre godt for og svarer noget i retning af: "I´ts my theme music. Every cool hero should have some".
*GG*

05/01-05Sandman
Næææh, det tror jeg ikke du gør. Det passer meget godt til det indtryk, som Tarantino ønsker vi skal få af hende allerede fra starten af filmen: En cool cat på farten, som har fået nogle bump undervejs og derfor er ved at indse, at hun er tvunget til at skynde sig, hvis hun skal opnå lidt lykke i sit liv.

For mig minder hun mig netop om en passager i et tog: Hun har så travlt med at nå fra a til z, at hun ikke stopper op og ser hvor hun befinder sig.

At hun så trods sin erfaring og alder ikke ved hvordan hun skal håndtere lykken, når lykken falder ned i favnen på hende, er så det paradoksale ved det hele.

Womacks nummeret er for fedt!

05/01-05Love shop
Jo, kender godt Love Shop. De holder pause i øjeblikket, ik? Især nu hvor Hilmer har forladt bandet.

Kan ikke lige huske nummeret du refererer til, så det vil jeg lade dig om at besvare. ;o)

Tror jeg vil begive mig ind i min DVD samling og finde "Foxy Brown" og "Coffy" frem. Al den snak om Pam Grier gør jo en helt nostalgisk.




Fakta

Medvirkende
Jackie Brown Pam Grier
Ordell Robbie Samuel L. Jackson
Max Cherry Robert Forster
Melanie Bridget Fonda
Ray Nicolette Michael Keaton
Louis Gara Robert De Niro
Mark Dargus Michael Bowen
Beaumont Livingston Chris Tucker
Sheronda Lisa Gay Hamilton
Winston Tom 'Tiny' Lister Jr.
Bag kameraet
Instruktion Quentin Tarantino
Produktion Lawrence Bender
Manuskript Quentin Tarantino
Fotografi Guillermo Navarro
Klip Sally Menke
Scenografi David Wasco
Musik Joseph Julián González
Genrer og relationer
Genre Drama
Undergenre Blaxploitation
Premieredatoer
Biograf 03.04.1998
Dvd 01.08.2003
Øvrige oplysninger
Land USA
Produktionsår 1997
Spilletid 155 min.
Link Officielt website
Censur Tilladt for børn over 11 år Tilladt for børn over 11 år
Solgte billetter 83.605
Selskab Miramax Films
Biodistributør Nordisk Film
Priser Berlin 1998, Bedste mandlige skuespiller

Se også...