"Æren for filmen tilfalder også i høj grad filmens stort set eneste skuespiller, Sam Rockwell, som bogstaveligt talt spiller op mod sig selv i rollen som en mand, der opdager, at hans liv er en fiktion."

"...start endelig rumskibet og sæt kurs mod Duncan Jones’ version af månen, mens den endnu kan ses på asteroiden Danmark. Eller få den i hvert fald beamet ned som dvd."

Overset og alene, sådan har hovedpersonen det i denne film det. Nogenlunde på samme måde har filmen sikkert haft det, eftersom den kun sparsomt er blevet sat op i biografen både herhjemme og i udlandet, en skam, da filmen er et interessant bekendtskab.

'Moon' handler om en mand, som har indgået en 3-årig kontrakt med et selskab, hvis indtægtskilde er et særligt stof, der høstes på månen og som skal sikre jordens stigende energibehov. Som eneste mand på pinden gøres han selskab af den kunstigt intelligente computer ”Gerty”. Den ensomme mand spilles overbevisende af Sam Rockwell, der leverer både dybde og realisme, mens stemmen til ”Gerty” leveres af den altid gode Kevin Spacey.

Læs mere på http://www.navlefnuller.dk/?id=72

Så blev jeg færdig med min Top 10 for 2009.

1. Moon (Duncan Jones)
2. District 9 (Neill Blomkamp)
3. Antichrist (Lars von Trier)
4. Star Trek (J.J. Abrams)
5. Inglourious Basterds (Quentin Tarantino)
6. Watchmen (Zack Snyder)
7. The Wrestler (Darren Aronofsky)
8. Synecdoche, New York (Charlie Kaufman)
9. Zombieland (Ruben Fleischer)
10. Observe and Report (Jody Hill)

Boblere/film, som også fortjener en plads på listen eller blot at blive nævnt er også Drag Me To Hell, Tokyo Gore Police, Paranormal Activity, Coraline og The Imaginarium of Doctor Parnassus.

Der er også film, jeg af uransagelige årsager ikke fik set i løbet af året. Det gælder bl.a. UP, A Serious Man, Revolutionary Road, The Hurt Locker og Waltz with Bashir. Dem glæder jeg mig til at se i det kommende år.
...

Måske kunne ’Moon’, der er instrueret af David Bowies søn, Duncan Jones, være blevet til mere end den er. Måske kunne den her dramaturgisk beherskede, musikalsk opslugende og ikke mindst hel ekstremt billedsmukke film være blevet mere end ’bare’ en god historie, der er forrygende fortalt. Måske kunne den - som filmen et godt stykke hen ad vejen lægger op til - være blevet en psykologisk rædselsrejse ind i en forlist menneskelig psyke, et slags audiovisuel talerør fra den mørke side af fornuftens skillelinje. Og måske er det i virkeligheden dens største svaghed, at den ikke gør det.

Efter at have oplevet ’Moon’ er det svært ikke at lade bagklogskaben rulle som en snebold, men endnu sværere er det at fratage filmen sin afbalancerede størrelse, og glemme flere af de gange hvor filmens v...