Smoke

Auggie Wren har en tobakshandel i Brooklyn. Her handler forfatteren Paul Benjamin, som efter sin kones tragiske død, har mistet al livslyst. En dag redder drengen Rashid Pauls liv. Som tak får han husly hos Paul et par dage, hvorefter han tager ud for at lede efter sin far. Bekendte fra Rashids fortid dukker i mellemtiden op hos Paul. © Scope

Produktionsår 1995
Genre Drama, Komedie
Instruktør Wayne Wang
Medvirkende Harvey Keitel, William Hurt, Forest Whitaker, Ashley Judd
Spilletid 115 min.
Biopremiere 25.08.1995
Scope-score Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Anmeldere
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Din stemme Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk

Harvey Keitel

Harvey Keitel brugte sin ungdom på teaterscenen og har siden gjort sig gældende som karakterskuespiller med en række store optrædender i små, skæve film. Han var med i flere af de tidlige Scorsese-film og kan ofte opleves i intense roller som hårdkogt mand, der oplever verdenen fra gadeplan. Han kom ud til et stort publikum med små, velskårne...

Anmeldere

Scope
Menneskelige rygere

Paul Austers persongalleri pulser derudaf - og fortæller masser af gode historier...

Selv for en ikke-ryger kan det være befriende at se en film, hvor personerne undlader at være politisk korrekte og damper vellystige løs på både cigaretter og cigarer. Når den centrale location i filmen er en tobakshandel, ville alt andet vel også være mærkeligt, men hvis man har oplevet hvordan amerikanerne efterhånden behandler deres stakkels rygere, forventer man, at rygerne vil blive skildret som en blanding af karaktérsvage vrag og sindsyge massemordere.

Men ikke i "Smoke". Her er rygerne forholdsvis almindelige mennesker, omend med mere fotogene ansigter (jeg tror, man kunne vise en to timer lang film, der udelukkende bestod af optagelser af Harvey Keitels ansigt - uden at publikum ville kede sig).

Hvis man nogensinde har studeret en flok rygere (eller - gys - selv er en af dem), så har man sikkert bemærket, at smøgerne, piberne, de små sure cerutter og vandpiberne egentlig bare er en måde at etablere et fællesskab på. Man har en fælles interesse - den ene har smøgerne, den anden ild. Det er grundlaget for at indlede en samtale, som så stille og roligt kan udvikle sig, i takt med at man får lagt omgivelserne i et blåligt røgslør. Man kan fortælle små historier og anekdoter, mere eller mindre sandfærdige, det betyder egentlig ikke så meget.

Og det er vel mere eller mindre dét, der sker i "Smoke". Bevares, der er da en rigtig historie i filmen om en ung mand, der søger efter sin far. Eller måske er det historien om udbyttet fra et røveri, der går gennem mange hænder. Eller måske er det historien om en mand, der får at vide at han har en 18-årig datter, han aldrig har hørt om før... - og sådan kunne man blive ved. Alle personerne i filmen fortæller historier, der i bedste fald er redigerede versioner af sandheden, eller mere sandsynligt direkte løgn - men det er gode historier, så det gør egentlig ikke så meget. Og historierne gør personerne interessante, giver dem facetter, gør dem virkelige og måske vedkommende.

Blid Keitel
Men selvfølgelig er det ikke kun historierne, der skaber personerne, det er også de skuespillere, der spiller dem. Harvey Keitel imponerer hver gang man ser ham. Keitels figur, Auggie Wren, er mere blid og medmenneskelig end man er vant til at se ham, men Keitel kan meget mere end bare at spille en led skid med en pistol. Denne gang spiller han en sympatisk ekspedient i en tobakshandel, der viser sig at have en mere kunstnerisk side, end man umiddelbart tror: hver morgen kl. 8 - 'sharp' - går han ud på gaden foran sin forretning og tager et billede. Det har han gjort i mange år og umiddelbart er alle billederne jo ens, men hvis man giver sig tid til rigtigt at betragte dem, opdager man, at de allesammen er en lille smule forskellige. Bag hans kunstprojekt er der selvfølgelig en interessant historie, "Auggie Wren's Cristmas Story", men den bør man opleve i biografen.

Forest Whitaker spiller igen en hård, men retfærdig mand med et blødt hjerte. Når man gør det så godt, som han gør, skal man være en ret ufølsom anmelder for ikke at påskønne hans fine præstation.

William Hurt spiller en forfatter, der er gået i stå efter sin kones død. Helt bogstaveligt bliver han hevet tilbage til livet af en ung sort mand, der har nogle helt anderledes kontante problemer end Hurts 'weltschmertz'. Hurt bryder sig absolut ikke om at blive hvirvlet ind i virkeligheden påny, men undervejs bliver han interesseret i at leve igen. Nu har jeg aldrig været nogen stor William Hurt-fan, han har altid virket lidt gennemsigtig på mig, men når man vænner sig til hans lidt aparte måde at spille på i "Smoke", er han faktisk god nok.

Alle de små historier, der tilsammen udgør filmen, er skrevet af den amerikanske succesforfatter Paul Auster ("Moon Palace", "The Music of Chance", "Leviathan", "Mr. Vertigo"). Filmen bygget på novellen "Auggie Wren's Cristmas Story", der rent faktisk ér en julehistorie (skrevet på bestilling til New York Times). Da instruktøren Wayne Wang læste denne novelle, kontaktede han Auster, der over flere år skrev på filmmanuskriptet ved siden af sin almindelige litterære produktion.

Blue In The Face
Auster var også involveret i selve filmoptagelserne og undervejs fik Wang, Keitel og Auster den sjove ide at lave en ekstra film, baseret på de improvisationsspil, som Keitel organiserede med de øvrige skuespillere som en opvarmning inden optagelserne. Auster fik de mange småhistorier til at hænge løst sammen, og så udnyttede man simpelthen, at man havde kulisserne og det tekniske udstyr stående. På tre dage optog de filmen "Blue In The Face"!
Det kan man simpelthen ikke!

Jo, det kan man faktisk godt. Jeg så filmen til årets filmfestival i Berlin, og den er pï sin vis bedre end "Smoke", omend man nok får mest ud af den, hvis man har set "Smoke" først. Den er langt mere kaleidoskopisk og sprudlende, lader folk tale direkte til kameraet og alle de andre ting man ikke "må" i almindelige spillefilm.

Det kræver normalt en rutineret instruktør for at holde styr på sådanne løjer, så derfor bliver man ekstra imponeret, når man hører, at Wayne Wang faktisk kun var med på optagelserne den første dag, hvorefter han blev alvorligt syg. Paul Auster måtte hoppe ind som instruktør - noget han aldrig nogensinde havde prøvet før, men han var den eneste, der havde så meget styr på manuskriptet, at det overhovedet kunne lade sig gøre.
"Blue In The Face" får premiere 27. oktober, en dato man bør glæde sig til.

Brooklyn
Men nu er det jo "Smoke" der har premiere, og selv om den måske kommer lidt i skyggen af sin mere vilde lillebror, så er den faktisk rigtig god. De mange sammenvævede historier lyder måske umiddelbart lidt Robert Altman- agtigt, men i modsætning til Altman, kan Auster og Wang godt lide deres personer, hvilket man som tilskuer også kommer til. Og så må man ikke glemme en vigtig bestanddel af filmen: bydelen Brooklyn, der er meget mindre glamourøs end Manhattan, men som faktisk er en af de mere velfungerende dele af New York. En babylonisk blanding af mennesker fra alle dele af verden, der tilsyneladende godt kan finde ud af at leve side om side her ("Blue In The Face" handler, om noget, netop om Brooklyn som en levende organisme).

"Smoke" er tydeligvis ikke en Hollywood-film. Den foregår blandt ret almindelige mennesker, der aldrig kunne drømme om at lave biljagter tværs gennem New York. Faktisk optræder der kun én pistol i løbet af hele filmen. Nul biljagter, nul eksplosioner, nul politifolk og nul bare bryster. Derfor føles det også lidt mærkeligt for en inkarneret tilhænger af blod, vold og action at anbefale "Smoke" helhjertet, men sådan må det nu engang være.

Brugere

06/08-07alt andet end røg
smoke skaber sin helt egen atmosfære af intellektualitet krydret med menneskelige udfordringer og forsøget på at gøre noget godt for andre og skabe mening og sammenhold i en problemfyldt virkelighed

harvey keitel er som syet til rollen ligesomer william hurt og altid solide forest whitaker

lidt af en kult film

29/07-05Dejlig, DEJLIG film!
til alle der ikke har set den her film: ta og få det gjort!

Jeg ka simpelthen ikke forestille mig at der kan være ret mange mennesker der ikke vil kunne lide den her film. Det er hele atmosfæren, tempoet og personerne som er helt fantastisk spillet, behagelige og ægte sympatiske allesammen. Jeg fik lyst til at ta til manhattan og åbne en tobakshandel der da jeg så den!

Virkelig en feelgood film. Med indhold!

Og rigtigt nok, god slutsekvens med dejlig musik af Tom Waits:)

27/04-05Innocent When You Dream 3
Med en tobaksforretning i Brooklyn som centrum, fortælles en række små historier om en lille gruppe mennesker og deres liv lige nu og her.

”Smoke” er en positiv og lun lille filmperle om mennesker i New York’er bydelen Brooklyn, som filmen også er en hyldest til, danner rammen og er en vigtig medspiller, i en historie hvor handlingen består af en række små sammenflettede historier, der på sin måde er sekundær og blot et hylster for at fortælle om menneskelige og medmenneskelige relationer blandt en gruppe forskellige individer, hvor røgen er omdrejningspunkt for socialt samvær.

Det kan lyde som om vi er lidt over i Robert Altman’s univers, men ”Smoke” er mere en ærlig og småfilosofisk (ment positivt) historie om rigtige mennesker og deres små anekdoter, ideer og daglige gerninger...

05/01-05Livsbekræftende 1
Mage til livesbekfræftende drama skal man lede længe efter. Filmen indeholder et dejligt persongalleri og man bliver helt rørt af denne film, som virker så ærlig i sin fortællermåde.

William Hurt er fremragende. Det samme kan siges om Keitel og resten af skuespillerstaben, men jeg synes især at Forest Whitaker gør det godt, selvom hans rolle ikke er lige så fremtrædende som henholdsvis Hurt´s og Keitel´s.

Han får tit det at spille skuespil til at se så let ud, ham Whitaker og han virker meget naturlig og overbevisende i denne film.

En dejlig livsbekræftende film som havde nok "ekstra" materiale til, at det blev til en film til. Nemlig "Blue in the face"


Fakta

Medvirkende
Auggie Wren Harvey Keitel
Paul Benjamin William Hurt
Cyrus Cole Forest Whitaker
Felicity Ashley Judd
Jimmy Rose Jared Harris
Tyv Daniel Auster
Rashid Cole Harold Perrineau Jr.
Vinnie Victor Argo
Tjenerinde Deirdre O'Connell
Tante Em Michelle Hurst
Ruby McNutt Stockard Channing
Bag kameraet
Instruktion Wayne Wang
Produktion Kenzo Hirikoshi, Hisami Kuroiwa, Peter Newman, Greg Johnson
Manuskript Paul Auster
Fotografi Adam Holender
Klip Maysie Hoy, Christopher Tellefsen
Scenografi Kalina Ivanov
Musik Rachel Portman, Tom Waits
Genrer og relationer
Genre Drama, Komedie
Undergenre Ensemblefilm
Nøgleord Far-søn, Forfatter, Tab af ægtefælle
Premieredatoer
Biograf 25.08.1995
Øvrige oplysninger
Land USA
Produktionsår 1995
Spilletid 115 min.
Censur Tilladt for alle Tilladt for alle
Solgte billetter 102.393
Selskab Miramax Films, Internal Films
Biodistributør Nordisk Film
Priser Berlin 1995, Juryens Grand Prix
Bodil 1996, Bedste amerikanske film
Robert 1996, Årets udenlandske film (amerikanske)

Se også...