uinspireret Burns

Basalt set charmerende, men også noget letbenet og svagelig lavbudgetsdrama fra den humanistiske independent-instruktør Edward Burns’ kyndige hånd. Burns har med sine film signaturgjort den simple fortælling, hvor der bag de tilsyneladende banaliteter ligger en hjertefyldt livsoptimisme og et ærligt og oftest humoristisk indblik i menneskets fejlbarligheder og kærlighedens komplicerede strækning. Med dette som genkendelig niche har Burns beriget sit smalle publikum med lige dele varmende og oprigtige godbidder og deciderede perler (med She´s the One i førertrøjen), men med hans seneste film, Looking for Kitty, kører Burns desværre lidt i emotionel og dramatisk tomgang, hvor simpliciteten næsten er for minimalistisk og ambitionerne flygtige.

Den nørdede David Krumholtz spiller baseballtræneren, der er taget til New York for at opsøge sin bortløbne hustru. Her hyrer han en eksistensmæssig udbrændt detektiv, og et aparte og kontrastfyldt venskab kan nu begynde. Burns spiller selv den reserverede detektiv, der har mistet sin hustru og gennem Krumholtz’s kejtede stædighed lærer at vende tilbage til livet. Det er en forudsigelig udvikling, som karaktererne i Looking for Kitty udsættes for, men den substantielle dialog er oftest ganske underfundig og finder integreret grobund hos de afslappede skuespillerindsatser. Filmen savner dog noget af Burns’ kendetegnende uforcerede naturalisme, og den karakteristiske dvælende tone er ligeledes flygtig i en lidt for hurtig overstået film, der kun hen mod slutningen opbygger en medrivende dramatik.

Burns er ingen selvinnovatør, hvilket med hans distingverende filmmagertalent jeg heller ikke finder er en nødvendighed, men det kunne være dejligt, hvis han fandt den fortællerlystne gnist tilbage og kunne levere de behagelige ensemble-film, der har gjort ham som en næsten konsekvent seværdig instruktør og manuskriptforfatter. Looking for Kitty fremstår som Burns' svageste film til dato, selvom den på ingen måder er en dårlig. Bare en kende ligegyldig.