Genre: Musical

Sang, dans og koreografi. Det er tre elementer, man ikke komme udenom i musicals, og de skal helst skal forenes elegant med den handling, der binder sang- og dansenumrene sammen. Drømme om kærlighed, succes, rigdom og popularitet er ofte hovedingredienser i musicals.

Sangen og dansen giver mulighed for at slippe væk fra virkeligheden og leve drømmene ud. Enkelte musicals går et skridt videre og lader hele handlingen være én lang nærmest surrealistisk seance. Teatermusicals fra Broadway er en af de helt store inspirationskilder. Mange tidlige musicals er enten Broadway-forestillinger omskrevet til filmmediet eller historier, der netop udspiller sig i Manhattens teatermiljø.

Filmmusicalen havde sin storhedstid i 1930'erne. Med lydens gennembrud sidst i 1920'erne blev genren født. Den allerførste lydfilm, 'Jazzsangeren' (1927) med broadwaystjernen Al Jolson i den altoverskyggende hovedrolle, havde meget sigende et musical-strejf over sig. Samtidig var filmen begyndelsen på et livslangt makkerskab mellem melodramaet og musicalen. Da det omkring 1932 blev muligt at optage musik, stemmer og effekter separat og mixe dem til et lydspor kom der for alvor gang i produktionen af musicals.

’42. Gade’ (1933) og ’Prins for en dag’ (1932) er to klassiske eksempler på hovedtyper inden for musicalen. Den første er en backstage-musical, hvor sange og dansenumre er del af en teaterforestillling, hvis tilblivelse man følger sammen man skuespillernes og teaterfolkenes personlige ups and downs. Den anden hovedtype kan kaldes den drømmeagtige musical, hvor de koreograferede numre flyder sammen med handlingen.

Den store depression i 30’ernes USA satte sit præg på fortællingernes indhold, og tit så man den uerfarne og fattige korpige stige mod stjernerne eller den hårdt prøvede og ambitiøse producer kæmpe mod sure pengemænd.

Midt imellem de to hovedtyper finder man den integrerede musical, hvor skuespillerne bryder ud i sang i deres naturlige omgivelser, som det for eksempel sker i ’The Sound of Music’ (1965), der med stort held gav musicalen et ordentligt storfilmspift. Også ’My Fair Lady’ (1964) med Audrey Hepburn som rendestenspigen, der bliver lært op til at begå sig på de bonede gulve, har fået sig en plads på den folkelige klassikerhylde, ligesom storfilmsmusicals som Oklahoma (1955) og South Pacific (1958) fik publikum ud af starthullerne og ind i biografen. Noget helt andet er filmkritikerne, der som regel vender tommelfingeren nedad, når det kommer til de stort anlagte broadway-filmatiseringer, der dominerede 1950’erne og 60’erne.

Nogle af de mest populære tidlige musicals havde Fred Astaire og Ginger Rogers på rollelisten. De to stjerner dannede skole for den oplagte sammensmeltning af musicalen og romancen. Som i ’Swing Time’ (1936), hvor dansenumrene bliver uadskillelige fra flirt og kurmageri, eller ’Top Hat’ (1935) hvor filmens catch-line lød: "They're Dancing Cheek-to-Cheek Again".

Gene Kelly var en anden af tidens store musicalstjerner, hvilket han for alvor slog fast med klassikeren ’Syng i sol og regn’ (1952). Den unge Judy Garland slog igennem som 17-årig i ’Troldmanden fra Oz’ (1939). At det ikke blot var begynderheld beviste hun i ’Mød mig i St. Louis’ (1944) og ’En stjerne fødes’ (1954). Bag koreografien til mange af de tidlige amerikanske musicals stod den gesjæftige Busby Berkeley. En anden dygtig musicalkoreograf er Bob Fosse, der både koreograferede og instruerede Liza Minnelli i den halvpolitiske ’Cabaret’ (1972), og som dernæst vendte blikket indad og satte fokus på det besværlige og ulykkelige kunstnerliv i den semi-biografiske ’All that jazz’ (1979).

Efter en lidt slumrende periode har musicalen på det seneste fået sig noget, der ligner en revival med film som 'Moulin Rouge' (2001) og 'Chicago' (2002) – sidstnævnte i øvrigt baseret på en Broadway-forestilling af Bob Fosse, der også stod bag filmens koreografi. Instruktører der normalt boltrer sig i helt andre genrer har forsøgt sig med deres personlige udgave af musicalen, for eksempel Woody Allen i 'Alle siger I Love You' (1996) og Coen-brødrenes i genrefusion 'O Brother, Where Art Though' (2000).

Musicalen har et hav af slægtninge, heriblandt dansefilmen, som især var stor i 1970’rne og 1980’erne, for eksempel med John Travolta som hoftevingende disco-ikon i 'Discofeber' (1977), den smukke dansende svejser i 'Flashdance' (1983) eller Patrick Swayze i generationshittet 'Dirty Dancing' (1987). 1960’ernes idol-film med Elvis Presleys film er en historie for sig. Det samme gælder animerede musicals - fra Disneys 'Snehvide og de syv dværge' (1937) til 90’er-film som 'Løvernes konge' (1994), 'Skønheden og Udyret' (1991) og 'Tarzan' (1999). De populære animationsfilm har også for vane at score Oscarstatuetten for bedste originale sang.

Musicalens moderland er USA, og herfra stammer de fleste af genrens mest mindeværdige eksemplarer. Gennem tiden har man dog også set mere eksperimenterende europæiske bud på genren. Fra Frankrig kom Jaques Demys smukke ’Pigen med paraplyerne’ (1964) hvor Catherine Deneuve og de øvrige skuespillere synger samtlige replikker. Francois Ozons ensemblemusical ’8 kvinder’ (2002) byder på en sælsom blanding af musical og krimi i bedste Agatha Christie-stil.

Storbritanien kan byde på Richard Lesters to skæve Beatles-film 'A Hard Day’s Night' (1964) og Help (1965). Oliver Reed fik fem Oscars for 'Oliver!' (1968), mens Alan Parker fik stor success med henholdsvis den ekspressionistiske rockmusical ’Pink Floyd - The Wall’ (1982) og 'unge-danner-et-band'-filmen 'The Commitments' (1991). Og i Indiens svar på Hollywood - Bollywood – produceres der et hav af synge- og dansefilm i marathonlængde, heriblandt cricket-filmen 'Lagaan' (2001), der fik dansk biografpremiere.

Herhjemme er vi ikke voldsomt forvænte med at se vores skuespillere bryde ud i sang, og der har været langt mellem snapsene siden man kunne se Hans Kurt i 'Alle går rundt og forelsker sig' (1941) eller Poul Reichhardt og Bodil Kjer i den fremragende backstagemusical 'Mød mig på Cassiopeia' (1951). Tiden har ikke været god mod Erik Ballings og Klaus Rifbjergs samarbejde i blandingen af modernisme og folkelig komedie i 'Jeg er sgu min egen' (1967). I de senere år er det primært inden for børnefilmen, at man har kunnet opleve musical-elementer, for eksempel i Wikke og Rasmussens ’Hannibal og Jerry’ (1996) eller Natasha Arthys ’Mirakel’ (2000). Og så skal vi selvfølgelig ikke glemme Lars von Triers melodramapastiche ’Dancer in the Dark’ (2000).

De vigtigste musicals:

Chicago (2004)
Moulin Rouge (2001)
Dancer in the Dark (2000)
Pennies from Heaven (1981)
All That Jazz (1979)
Grease (1978)
Cabaret (1972)
The Sound of Music (1965)
Pigen med paraplyerne (1964)
My Fair Lady (1964)
Let på tå (1953)
Syng i sol og regn (1952)
En amerikaner i Paris (1951)
Mød mig i St. Louis (1944)
Troldmanden fra Oz (1939)
Swing Time (1936)
Top Hat (1935)
42. Gade (1933)
Prins for en dag (1932)
The Broadway Melody (1929)