Genre: Seriemorderfilm

Jævnligt vender filmindustrien tilbage til fortællingen om den forkvaklede, men ofte intelligente forbryder, der uden anger eller tøven myrder en hel række mennesker. Filmene skræmmer os, fordi mordernes motiver er uigennemskuelige. Det er sjældent, at ofrene har nogen klar forbindelse til deres banemand. De var bare på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, og kommer ved et tilfælde til at indgå i morderens dybt psykopatiske planer.

Og dermed ligger seriemorderfilmen skræmmende potentiale i to postulater: der findes bindegale mordere som opererer fuldstændig uden for vores normale opfattelse af moral og motiv. Og du kan selv blive det næste offer.

Seriemorderfilmen er typisk lavet som en variant af krimien og thrilleren med en hårdkogt betjent i spidsen for jagten på morderen. Ofte har denne jæger selv psykologiske problemer og måske svært ved at indordne sig autoriteter. Det kommer ofte til udtryk ved at politmanden viser sig at være egenrådig, ensom og en ubøjelig i sin vilje til at fange forbryderen uanset konsekvenserne.

Over for jægeren står morderen, hvis identitet i nogle film er kendt i andre ukendt. Som navnet siger, så ynder seriemorderen at tage livet af sine ofre en efter en - altså i en form for serie. I reglen beskrives denne stjernepsykopat fortrinsvist igennem sine makabre mordmetoder, der kan indeholde skjulte beskeder og mønstre, som i sidste ende leder til opklaringen. Seriemorderen udviser gerne ekstrem opfindsomhed og ondskabsfuldhed i sine mordmetoder som det er tilfældet i for eksempel Jonathan Demmes ’Ondskabens øjne’ fra 1991 og David Finchers ’Seven’ fra 1995.

I nogle af seriemorderfilmene udforsket konflikten mellem politimanden og morderen, der fremstilles som spejlinger af hinden - som en art forbrydelsens ying og yang. Dermed er det heller ikke ualmindeligt, at der opstår et særligt bånd mellem de to hovedpersoner, der deler en række psykologiske træk. Michael Manns ’Manhunter’ fra 1986 og Richard Tuggles ’Strømer på stregen’ fra (1984) stille begge skarpt på denne del af seriemorder-filmenes potentiale.

Der er dog undtagelser fra den klassiske konfrontation mellem politimand og morder. Her ligger synsvinklen hos morderen, og hvor det ikke er opklaringen men psykopatens virkelighed, der er i centrum. Blandt disse kan nævnes tre kontroversielle eksempler 'Henry: Portrait of a Serial Killer' (1986), 'Mand bider hund' (1991) og 'American Psycho' (2000).

Alfred Hitchcock har skildret seriemordere i en række af sine film, blandt andet en af hans allertidligste, stumfilmen 'London-mysteriet' (1926). Siden fulgte 'I tvivlens skygge' (1943), 'Psycho' (1960 og 'Frenzy' (1972). Fritz Langs mesterlige 'M' (1931), der har Peter Lorre i hovedrollen som børnemorden Franz Becker, er et andet tidligt eksempel. Med 'Vindeltrappen' (1945) bragte Robert Siodmak seriemorderen ind i film noir, mens britiske Michael Powell tog livet af sin egen karriere med den (dengang) kontroversielle 'Fotomodeller jages' (1960).

Begrebet ’serial killer’ blev først taget i anvendelse i 1980erne, hvor genren fik en alvor opblomstring med film som 'Manhunter' (1986), 'Sea of Love' (1989) og ikke mindst Ondskabens øjne. Mens Jack The Ripper har fundet vej til det hvide lærred i en række fortolkninger, så kan man opleve en anden af virkelighedens seriemordere i dokumentarfilmen 'Aileen: The Selling of a Serial Killer' (1992), der af mange samtidig nævnes som USAs første kvindelige seriemorder. Historien om Aileen Wuornos skildres også i spillefilmen 'Monster' (2003).

En nær slægtning til denne undergenre er slasherfilmen. Hvor seriemorderfilmen bygger på krimien og har fokus på mordernes psyke, så ligger slasherfilmen i forlængelse af gyseren og gør meget ud af at skildre de meget blodige mord. Her er fokus på offerets oplevelser, ikke på morderen psykologi, mens politiet glimrer med sit næsten totale fravær. Slasherfilmen beskæftiger sig således med handlingsforløbet frem til mordet, men seriemorderfilmen som regel behandler opklaringen af et eller flere mord. Blandt de mest kendte eksempler på slasherfilm kan nævnes 'Maskernes nat' (1978) og 'Scream' (1994).

Seriemordere finder også lejlighedsvis vej til komedier. I 'Arsenik og gamle kniplinger' (1944) myrder et par ældre søster en lang række ungkarle med hyldebærvin og arsenik, mens Charlie Chaplin i 'Monsieur Verdoux' (1947) gifter sig med rige enker, som han efterfølgende tager livet af. Af nyere dato er John Waters samfundssatire i den sorte komedie 'Masse mor' (1994).

Seriemordere er sjældne i danske sammenhæng, men de findes. Bodil Ipsen instruerede i 1994 den ganske vellykkede 'Mordets melodi', der siden skulle inspirere Ole Bornedal til hans store gennembrud med 'Nattevagten' (1994).