Baz Luhrmann

Australske Bazmark Anthony Luhrmann fik et verdenshit med sin debutfilm Strictly Ballroom (1992) og beviste dermed at hans hjemland har andet at byde på end film om krokodillefangere og motorcykelbetjente.

I Strictly Ballroom gør den mandlige danser Paul Mercurio oprør mod de snævre vedtagne normer indenfor konkurrencedans og skaber sin egen koreografi. Filmen er både satirisk, camp og har en pågående visuel energi. Samtidig har den en ironisk distance til sine egen brug af klicheer og hjertet på rette sted. Det samme kan siges om hans øvrige produktion.

Luhrman er uddannet på National Institute of Dramatic Arts i Sydney. Oprindelig var han skuespiller og medvirkede dramaerne Winter of Our Dream (1981) og The Dark Room (1982), før han vendte sig mod teatret. I de følgende ti år lavede han talrige musical- og operaopsætninger, blandt andet flere udgaver af Strictly Ballroom og en opsætning af Puccinis La Bohème henlagt til 1950erne.

Med sin anden film lavede Luhrman 1990ernes mest originale og moderne Shakespeare fortolkning på film. Romeo + Juliet (1996) med Leonardo DiCaprio og Claire Daines som det elskende par, er henlagt til en stiliseret udgave af den moderne verden kaldet Verona Beach. Filmen, der ofte karakteriseres som Shakespeare for MTV-generationen, blev et kæmpe hit.

Fem år senere fulgte endnu en ekstravagant og flamboyant fortælling - musicalen Moulin Rouge med Nicole Kidman og Ewan McGregor.

Luhrman fik i 1999 et overraskende hit med spoken word-nummeret Everybody's Free (To Wear Sunscreen). Det findes på albummet Something for Everybody (1998), der indeholder ambient udgaver af musikken fra Luhrmans film

Luhrman bor i Sydney og blev i 1997 gift med Catherine Martin, der er scenograf på alle hans film.
Født
17/09-1962 New South Wales, Australia
< 1 >