Nixon

Filmen beskriver dramatisk den kontroversielle præsidents liv fra hans fattige barndom på en kalifornisk citronplantage på vejen til det højeste politiske embede som leder af verdens ubestridte supermagt. Med Watergate-skandalen blev han den første præsident, der blev tvunget til at gå i utide. © Scope

Produktionsår 1995
Genre Drama
Instruktør Oliver Stone
Medvirkende Anthony Hopkins, Powers Boothe, Ed Harris, Bob Hoskins
Spilletid 190 min.
Biopremiere 22.03.1996
Scope-score Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Anmeldere
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Din stemme Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk

Anthony Hopkins

Før han blev et hit som smaskende kannibal i 'Ondskabens øjne' (1990), var Philip Anthony Hopkins skuespiller på det britiske nationalteater og svirebror i stor stil. Nu er han tørlagt, ridder og den mest respekterede walisiske filmstjerne siden Richard Burton. Blandt hans andre stjernestunder er den humanistiske læge i David Lynchs 'Elefantmande...

Anmeldere

Scope
Ren historie - eller bare god historie

Sandheden om Richard M. Nixon finder man ikke i Oliver Stones imponerende, politiske musikvideo. Men man finder lysten til at finde den.

Det hele er sådan set meget lige til, når man vil lave en storfilm.
Man skal bare have fat i en eller anden filminstruktør, der - gerne på kun små tyve år - har opnået at vinde tre Oscars og samtidig blive personligt nomineret til hele ti. En instruktør, hvis film-produktion, samlet set, er blevet nomineret til i alt 33 Oscars. Man skal med andre ord bare have fat i Oliver Stone.

Til hovedrollen skal man så selvfølgelig også have fat i en rigtig dygtig skuespiller. Og hvorfor dog egentlig ikke, når nu man er igang, en, der har vundet en British Academy Award - for sin filmdebut? Måske ville det heller ikke gøre noget, hvis det var en skuespiller, som oven i købet havde vundet en Oscar, som havde vundet en British Academy Award Of Film & Television (prisen for Bedste Skuespiller), og som havde opnået at blive nomineret til yderligere en Oscar. Nej, vel? Altså skal man bare have fat i Anthony Hopkins.

Umiddelbart kan alt det selvfølgelig godt lyde en anelse overvældende. Men selv om det gør det, så er det faktisk ikke engang helt nok til at få kritikerne op af biografsæderne, publikum ned i dem og pengene i kassen. Næ, der skal mere til. For filmen skal jo også helst handle om noget.

Man skal derfor have fat i et eller andet brændvarmt emne. En omdiskuteret politiker fra virkelighedens verden måske? Jo, det kunne det da såmænd godt være. Og hvis det nu virkelig var det man valgte, så måtte det da meget gerne være en, der har haft en så kolossal personlig styrke, at det er lykkedes ham at knokle, manipulere og fuske sig vej op gennem det politiske systems hakkeorden. Hele vejen, faktisk, fra den udpinte jord i en ludfattig, californisk citronplantage til det absolut allerhøjeste politiske embede i verdens ubetinget allerstærkeste stormagt. Det kunne i så fald være en politisk strateg af dimensioner, en svinehund med bagudrettede børster, et plastic-smil, der kan tages af og på til lejligheden, en publicoholic med et fuldkommen kikset tv-tække, en nedsmeltet stålvilje i et legeme af spiritus og piller, en, en, en... Allerhelst bare en højeksplosiv cocktail af imponerende politisk succes og dundrende personlig fiasko. Man skal altså - i al sin larmende enkelhed - have fat i Richard Milhous Nixon. Amerikas 37. præsident - den første, der blev tvunget til at gå af i utide.

Men så er man der til gengæld også næsten. Man mangler så bare lige at besætte et par af de allervigtigste biroller (nemlig cirka elleve) med berømte skuespillere, der kan alt muligt og er kendte fra alle mulige andre film, af typen lige fra A til Å. Og så er man endelig helt klar. Klar til at lade kameraerne snurre. Klar til at finde støvede locations og store kontorer - og klar til aflevere guderne må vide, hvor mange kilometer råfilm til Hank Corwin og Brian Berdan i klipperummet. Så de senere kan sætte hele dynen sammen til... Ja, til hvad egentlig?

En sønderslået storfilm
"Nixon" er nemlig slet ikke den forventede storfilm alligevel. I hvert fald ikke en storfilm i traditionel forstand. Den rummer ikke det store og velkendte episke schwung, den indeholder ikke den sædvanlige karakterdannelse gennem lange parallel-forløb, og den har ikke nogen overordnet fortællerstemme, som styrer det hele ved at flytte rundt på brikkerne på en klar og entydig måde. Sådan ser det i hvert fald ud til at begynde med.

Dét, man møder, når man går ind for at se Oliver Stones "Nixon", er derimod en slags politisk musikvideo på lidt over tre timer. Filmen er et biografisk remix af alle mulige små fiktionaliserede brudstykker af liv. Der er halve portrætter af både præsidenten og af alle præsidentens mænd, tegnet fra alle tænkelige synsvinkler. Der er bittesmå, hoppende flashbacks i sort/hvid fra en hæslig og lærerig barndom, som, igennem Anthony Hopkins helt unikke personlighed, fremstilles som halvt fortrængt og halvt glorificeret - og begge dele tilsyneladende med ret god grund.

Inden man går ind og ser "Nixon", er det derfor vigtigt at være i den rette stemning. Se gerne filmen om morgenen, når du alligevel er så træt, at billederne under alle omstændigheder ville have haft svært ved at hænge ordentligt sammen. Eller se den en sen fredag aften, hvor du er så smadret oven på en uges hårdt arbejde, at du alligevel kun kan opfatte virkeligheden i små stumper. Eller se den med en du er så forelsket i, at du, uanset filmen, ville se lige så meget på ham eller hende som på lærredet.

For "Nixon" fungerer alene som en strøm af smukke og stærke billeder, der flimrende farer i alle retninger på én gang og tilsammen etablerer et diffust, men dermed faktisk også umiddelbart et troværdigt portræt af præsidenten. Filmen er en "Natural Born Killers"-agtig montage i slowmotion. Lavet ud fra et, i sin tid stringent, men nu fucked up puslespils-plot. Hvilket vist er en pointe. "Nixon" er lækker som en reklame. Men den er samtidig alvorlig som Geneve-konventionen. Og den er lige så spændende som alle andre film om store mænd på vej i dørken. Hvilket man selvfølgelig slet ikke skal lade sig narre af...

Præsident Nixon er nemlig især kendt for sin udtalelse under den Watergate-skandale, der til sidst fældede ham: "I am not a crook", som han sagde. Om dét udsagn er sandt eller ej - det kan man ikke sige noget som helst om ud fra Oliver Stones fiktion. For hvis der er nogen, det lige så godt kunne være sagt af, så er det faktisk filmens instruktør. Oliver Stone viser med filmen sin helt egen udgave af USAs historie. Ligesom han gjorde det i "JFK" og i "Platoon".

Så måske er Stone en historieforfalsker? Mange har ment, at han var netop dét i den debat, der er fulgt i kølvandet på filmen i USA. Og måske har de ret. Men det ændrer ikke ved det faktum, at Stone overhovedet tør diskutere Nixons liv. Og det er dét, der gør filmen vigtig. Og samtidig det, der gør, at man får lyst til selv at tænke videre over sagen.

Brugere

06/07-08- I skyggen af J.F.K. -
Stone formår med ”Nixon” at skildre sin hovedperson lige dele underholdende og uinteressant. Med fokus på Watergate-skandalen ser vi tingene indefra, og denne del fylder heldigvis meget og liver op i en ellers ret ordinær biografi. I den menneskelige del af portrættet kammer Stone over i vanlig stil rent dramatisk, men helt håbløst bliver det aldrig takket være en velspillende Anthony Hopkins i hovedrollen.

28/01-03Amerikansk Historie
Anonym
Om politikeren, præsidenten og mennesket Richard Nixons liv.

Stone har atter lavet en politisk film om det amerikanske system, hvor han som så ofte før stikker en syl i såret og drejer rundt. Jeg var vild med det, da han lavede “JFK”, mens jeg finder denne her mindre interessant, men stadig god.

I forbindelse med “JFK” blev Stone beskyldt for historie forfalskning, og for at se den hele meget ensidigt, af netop amerikanske historikere, og han forsætter sikkert linien her, men han gør det til gengæld igen så overbevisende, at han kan provokere en til at få gang i tænkeren, hvad vel er positivt.

Har man ingen interesse i og jeg må desværre også sige, viden må amerikansk politik, så kan filmen være svær at følge med i, engagere sig i og føle noget for, de...


Fakta

Medvirkende
Pat Nixon Anthony Hopkins
Alexander Haig Powers Boothe
E. Howard Hunt Ed Harris
J. Edgar Hoover Bob Hoskins
John Mitchell E.G. Marshall
Ron Ziegler David Paymer
John Dean David Hyde Pierce
Henry Kissinger Paul Sorvino
Hannah Nixon Mary Steenburgen
John Ehrlichman J.T. Walsh
H.R. Halderman James Woods
Clyde Tolson Brian Bedford
Charles Colson Kevin Dunn
Harold Nixon Tony Goldwyn
Bag kameraet
Instruktion Oliver Stone
Produktion Oliver Stone, Andrew G. Vajna, Clayton Townsend
Manuskript Stephen J. Rivele, Christopher Wilkinson, Oliver Stone
Fotografi Robert Richardson
Klip Brian Berdan, Hank Corwin
Scenografi Victor Kempster
Musik John Williams
Genrer og relationer
Genre Drama
Premieredatoer
Biograf 22.03.1996
Øvrige oplysninger
Land USA
Produktionsår 1995
Spilletid 190 min.
Censur Tilladt for børn over 11 år Tilladt for børn over 11 år
Solgte billetter 14.016
Selskab Hollywood Pictures, Cinergi, Illusion Entertainment
Biodistributør All Right Film

Se også...