Riget II

Den svenske læge Stig Helmer har sit hyr med Mona-rapporten og overlæge Moesgaard med afdelingen i almindelighed. Drusse, Krogen og Helmer flirter kraftigt med døden, Rigmor bliver patologisk optaget af dyr, mens Moesgård går levende rundt i en verden af levende døde - og til psykolog. Business as usual på Riget... © Scope

Produktionsår 1997
Genre Gyser, Komedie
Instruktør Morten Arnfred, Lars von Trier
Medvirkende Ernst-Hugo Järegård, Kirsten Rolffes, Peter Mygind, Holger Juul Hansen
Spilletid 286 min.
Biopremiere 01.11.1997
Scope-score Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Anmeldere
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Din stemme Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk

Peter Mygind

Peter Mygind indledte sin karriere i 1983 på sin mor Jytte Abildstrøms teater. I 1988 blev han optaget på Statens Teaterskole, hvorfra han dimitterede i 1992. Siden har den spinkle lemmedasker haft flere roller på blandet andet Det Danske Teater og Nørrebros Teater, hvor han spillede John Lennon. DR’s mammutserie "Taxa" (1997-99) har næ...

Anmeldere

Scope
Riget II

Mystikken er intakt og skuespillet i topform i de fire nye afsnit af Riget.

"...små tegn på træthed begynder at vise sig...".
Sådan starter hvert afsnit af Lars von Triers anæmisk udseende, men særdeles levende TV-serie. Men det er ikke træthed, der præger de fire nye afsnit. Snarere tvært imod. Vi starter, hvor vi så pludseligt slap for år tilbage. Riget er stadig besat af ånder, dæmoner og omsiggribende mystik. Og som vi langsomt vil finde ud af, breder denne besættelse sig mere og mere til personalet.

Fru Drusse, som ynder "at fyre en halvkvæd vise af", udskrives, men indlægges med det samme da hun køres ned i indkørslen til Rigets port. Hun dør, men reddes tilbage til livet af hospitalets ånder - ja, de selvhøjtidelige læger tror det er dem - der har brug for hendes hjælp. Med en viden og indsigt fra det hinsides, er opgaven lettere tilgængelig, men ikke mindre uforståelig for både omgivelser eller publikum.
Og sådan er Riget II gennemsyret af drilleri og uden egentlig intention, om at publikum skal have "Aha"-oplevelser eller på nogen måde føle sig i stand til at gennemskue det næste træk. Netop forvirringen og den krybende uhygge, visualiseret allerede i seriens indledning med en slimet hånd der skyder op gennem mulden fra sit klamme dyb, holder os naglet til begivenhedernes gang.

Fru Drusse som Sam Spade
Og der er nok af dem. Ud over Fru Drusse, som for alvor er blevet seriens Sam Spade, er både overlæge Helmer og hans stab i vigør. Helmer må erkende, efter at Fru Drusses søn, Buller, har sagt en slående sandhed, at også læger kan blive syge. Hvor han i "Riget I" forbandede danskerne og Danmark mod himlen, vender han sig bogstaveligtalt indad og harmes, med hovedet i tønden, over danskerne og hvordan de påvirker hans afføring.
Judith, som uskylden selv, passer sin baby, kaldet Lillebror, der hurtigt vokser sig stor. Med stor menes rigtig stor, for Lillebrors torso er som en flodhests og de deforme lemmer vokser som meterlange rødder fra ham. Det er sygt og rørende.
Men størst af alt er overlæge Moesgårds forvandling. Sygehusledelsen gør ham syg og deprimeret og som den trofaste ansatte han er, opsøger han hjælp inden for systemet. Det er det værste man kan gøre og som selve seriens pointe bliver vi for første gang vidne til en konkret dårligdom.

Egoisme og menneskehad på Riget.
Når rare og uskadelige Moesgård opsøger psykiateren i Rigets kælder er der ikke længere tale om svævende mystik og mærkelige fornemmelser, men derimod om et konkret møde mellem den traditionelle videnskab og det alternative. I helt uforglemmelige scener vikles Moesgård, med et barns åbenhed, ind i gestaltterapiens verden. Han bliver synligt gladere da han har skældt ud på en kontorstol og går derfor skridtet videre til kælderpsykiaterens gruppe-sessions. Det øjeblik hvor hele gruppen efter tur skal fortælle hvorfor de ikke kan lide ham er fantastisk. Da det viser sig at vreden skyldes, at Moesgård ikke har indbetalt sit girokort med penge for terapien, er det absolutte højdepunkt nået. Det bliver klart, at alt hvad vi er vidne til på Riget bunder i egoisme og menneskehad.

Hele hospitalet - tør man kalde det et symbol på selve samfundet ? - er gennemsyret af skjulte dagsordener. Alt fra psykiaterens praksis i kælderen til overlæge Helmers forsøg på at komme Kroghshøj til livs. Fra den pengeindbringende spillemani med ambulancen på motorvejen til afskaffelsen af Mona, systemmets eget offer. Fra logen i opbevaringsrummet for rengøringsmidler til satandyrkelsen i det allerdybeste rum på Riget. Det er menneskets griske og selvcentrerede kamp mod hinanden, vist fra forvirrende vikler, med nervøst kameraøje og i syge, unaturlige farver.
Om det er dét der har skabt Åge Krüger og dét som ånderne vil synliggøre vil vise sig i Riget III. Nej, træthed er ikke begyndt at vise sig...to be continued.

Brugere

24/11-092. sæson er bedst
Triers Riget er noget af det mest effektive og underholdende tv, jeg nogensinde har set. 1. sæson er naturligvis god, men serien topper i 2. sæson, hvor Trier virkelig har fået frie tøjler. Ligesom Twin Peaks er Riget ligesom honning, der glider ned i svælget på én. Så nemt at indtage, så sjovt, spidsfindigt og genialt. Den bedste mini-serie foruden Dekalog.

07/04-06GE-NI-ALT!!! 1
Anonym
Lars von Triers tv-serie RIGET er perfekt. Kan bare ikke se den som humoristisk da det er en bloddryppende gyser.

05/06-05Det er SÅ godt - så godt!
Anonym
Riget er noget af det bedste den gale Trier har lavet. Ærger mig gul og blå over at serien aldrig blev færdiggjort.

Ville squ gerne se hvordan det ville kunne lade sig gøre at samle de mange løse ender man efterlades med ved 2'erens slutning.

Set på DVD købt ved Bob.dk for 50kr

/Mads

03/06-05Riget II
Selvom den er mere pjattet, lidt mindre alvorlig og knap så uhyggelig som den første, er den langt mere underholdende, hylende morsom og splattende i høj grad!

30/12-03Ærgeligt
Anonym
Riget 2 er suveræn sjov. Den er så grotesk at det er en nydelse at se. Men hvor er det ærgerligt at den bare stopper der. Er der nogle som ved om der findes et manuskript til en 3? Kunne være rart at læse slutningen?

14/12-03ET UNIKUM!
Anonym
Riget 1 såvel som 2 er en unik serie. Lars Von Trier kan altså ét eller andet særligt.
Serien har blandt andet en urtrolig god humor, efter min mening.
Det er efter min mening også en særdeles UHYGGELIG serie. Men det er en serie man bare SKAL se.
HUMOR: 94%
ORIGINALITET: 86%
MORALFYLDE: 43%
HANDLING: 88%
TEMPO: 78%
STEMINIG: 93%
MUSIK: 87%
FILMNING: 97%
I ALT: 87%

29/05-02Føj For En Griner
Anonym
Andel del af Tv-serien om spøgelser og rituelle handlinger på det danske rigshospital, forsætter lige der hvor første del sluttede. Vi følger de samme mennesker og deres særegne handlinger og får enkelte svar på nogle af de spørgsmål første del ikke gad give os. Ikke helt så okkult og spirituel, men langt mere splattende og endnu mere sort humoristisk end den forrige. Har sine momenter af uhygge, men de overskygges af ens egne grin. Velspillet over hele linien og holdt i samme stil som første del.


Fakta

Medvirkende
Stig Helmer Ernst-Hugo Järegård
Sigrid Drusse Kirsten Rolffes
Mogge Peter Mygind
Dr. Moesgaard Holger Juul Hansen
Krogshøj Søren Pilmark
Rigmor Ghita Nørby
Bulder Jens Okking
Fru Svendsen Birthe Neumann
Christian Ole Boisen
Hansen Otto Brandenburg
Falken Thomas Bo Larsen
Bob Henning Jensen
Mona Laura Christensen
Judith Bang Petersen Birgitte Raaberg
Bag kameraet
Instruktion Morten Arnfred, Lars von Trier
Manuskript Niels Vorsel, Lars von Trier
Fotografi Eric Kress
Klip Pernille Bech Christensen, Molly Marlene Stensgård
Scenografi Jette Lehmann
Musik Joachim Holbek
Genrer og relationer
Genre Gyser, Komedie
Premieredatoer
Biograf 01.11.1997
Øvrige oplysninger
Land Danmark
Produktionsår 1997
Spilletid 286 min.
Link Officielt website
Censur Tilladt for børn over 15 år Tilladt for børn over 15 år
Solgte billetter 1.408
Selskab Danmarks Radio, Zentropa
Biodistributør Zentropa
Priser Bodil 1998, Bedste mandlige hovedrolle
Bodil 1998, Bedste kvindelige birolle

Se også...