Sødt som candyfloss
Med en stjernebesætning, som siger spar to, har Chris Columbus lavet en sukkersød og tårevædende komedie, der starter godt men ender skidt.
Stakkels Isabel (Julia Roberts). Hun har påtaget sig en af livets sværeste opgaver; nemlig at spille rollen som stedmor overfor to møgforkælede unger. Alt imens mor Jackie (Susan Sarandon) gør alt, hvad der står i sin magt for at hendes to børn, skal hade Isabel som pesten. Og det lykkedes med bravour.
Isabel hopper og danser for de to børn, Anna (Jena Malone) og Benjamin (Liam Aiken) for at tilfredsstille deres behov, mens kæresten og faderen Luke (Ed Harris), har travlt med at arbejde, arbejde og arbejde.
Men lige meget hjælper det, for uanset hvad Isabel gør, så vil "mor" altid gøre det bedre. Det ved Jackie, og det er hendes es i kampen for børnenes kærlighed. Men skæbnen vil, at de to kvinder må tilsidesætte egne behov for at imødekomme børnenes. Og da Jackie rammes af kræft, må hun indse, at opgaven som mor er gået videre til Isabel.
Mor med mere
Det hele starter morsomt. Julia Roberts giver den hele armen som den frustrende stedmor, der desperat forsøger at få respekt. Hun smører madpakker, kæmper med Ben, der bare ikke vil i skole - og lige meget hjælper det, for hvad end hun gør, så kan det aldrig blive så godt, som når mor Jackie gør det. Bedre er det ikke, at den dominerende Jackie smider børnenes madpakker væk (som Isabel med møje har smurt), sviner Isabel til overfor børnene, og ikke mindst på sin egen manipulerende måde for specielt den ældste datter Anna til at hade "den grumme stedmor".
En meget sigende scene er den, hvor Jackie er ude og ride med børnene. Den yngste søn Ben siger til Jackie "Hvis du vil, kan jeg godt hade Isabel". Der hersker ingen tvivl om, at Jackie er meget besidderisk, og ikke tåler at dele sine to guldklumper med andre. Specielt ikke med en fremmed kvinde, der ovenikøbet er langt yngre.
Fra had til kærlighed
Men så går det galt. Jackie finder ud af, at hun er syg og må søge Isabels hjælp. Isabel er på det tidspunkt ved at vinde Anna og Bens hjerter. Og så bliver filmen langsomt mere og mere sød. Jackie må overvinde sit indædte had til Isabel, og langsomt bliver de to kvinder veninder. Det hele kulminerer ved slutningen, hvor familiebilledet skal tages. Isabel skyder et foto af Luke, Jackie og de to børn, hvorefter Jackie siger "Lad os nu tage et billed af hele familien". Med tårer i de store brune dådyrsøjne sætter Isabel sig ved Jackies side, og hele familien er nu samlet.
Klinisk komedie
Chris Columbus er kendt for sikre successer som "Alene hjemme" (1990), "Mrs. Doubtfire" (1993) og "Ni måneder" (1995). Og "Stepmom" er ingen undtagelse. Filmen er som skåret efter den typiske amerikanske succes. Det hele er så rosenrødt og lykkeligt, at Disney nærmest fremstår som kynikere.
"Stepmom" ender som en sød candyfloss, der er så kvalmende til sidst, at kun et mirakel vil, at det hele ikke kommer op igen.
Det virker mest af alt som om, at Chris Columbus har taget et stensikkert manuskript, for intet bliver overladt til fantasien, og absolut intet, hverken replik eller handlig, kommer som en overraskelse.
Men det er faktisk synd, for "Stepmom" har, modsat Columbus´ tidligere film, faktisk potentiale til at blive god.
Samspillet mellem Susan Sarandon og Julia Roberts er absolut bemærkelsesværdig. Det er tydeligt, at de to kvinder lægger sjæl og kræfter i rollerne, og det puster liv i den ellers kliniske komedie.
Derimod er Anna den datter, du aldrig vil have. Hun er møgforkælet og hammrende irriterende. Nok er det tydeligt, at Jena Malone skal vise frustrationen, som den en 12-årig pige må opleve, når far finder en yngre kvinde, og mor lægger for døden. Men Anna virker mere som en arrogant teenager end som en lille pige, der mangler kærlighed. Karakteren Anna giver næsten "Stepmom" dødsstødet, da sympatien mangler. Men børn generelt er kun irritationsmoment på film. Tænk bare på "Jurrasic Park" og "Terminator".
"Stepmom" er en rigtig tøsefilm, som burde være sponsoreret af Kleenex. Måske Chris Columbus næste gang skulle satse lidt mere på det "usikre" og mere fantasifulde fremfor at vælge den typiske skabelon til den amerikanske succes-film?
|
Forside
