Romeo & Julie (Romeo + Juliet)

Shakespeares klassiker om ung ufordærvet kærlighed i en ukærlig verden er taget under behandling af australske Baz Luhrmann i dennes første film siden "Strictly Ballroom - De forbudte trin". En hæsblæsende billed tour de force med MTV-klipning giver ny energi til gammelt stof eller begår helligbrøde. Det afhænger af øjnene, der ser. © Scope

Produktionsår 1996
Genre Drama
Instruktør Baz Luhrmann
Medvirkende Leonardo DiCaprio, Edwina Moore, Zak Orth, Claire Danes
Spilletid 120 min.
Biopremiere 27.03.1997
Scope-score Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Anmeldere
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Din stemme Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk

Leonardo DiCaprio

Med sine hovedroller i 'William Shakespeares Romeo + Julie' (1996) og 'Titanic' (1997) blev den blonde hjerteknuser med de blå øjne ikke bare halvfemseres største teenageidol, men et globalt fænomen. Leonardo Wilhelm DiCaprio optrådte første gang som 5-årig i tv-programmet 'Romper Room' og formåede samtidig at blive smidt ud af studiet på gru...

Anmeldere

Scope
Shakespeare ifølge Luhrmann

William Shakespeare er en af branchens mest benyttede manuskriptforfattere trods sine 400 år på bagen. Instruktøren af "Strictly Ballroom - De forbudte trin", Baz Luhrmann, har til sin anden film hevet fat i den gamle dramatiker, børstet ham af, og givet ham sit - meget - personlige udtryk.

Filmbranchen er for tiden grebet af en besynderlig trang til at spytte Shakespearefilmatiseringer ud, uagtet at mange af dem har været lavet før. I disse måneder ser vi hele fire af slagsen: Al Pacinos semidokumentariske "Looking for Richard" (Richard III), Trevor Nunns loyale "Hellig trekongers aften", Kenneth Branaghs marathon-"Hamlet" og endelig denne - Baz Luhrmanns excentriske "Wiliam Shakespeares Romeo & Julie", der måske vil vise sig at være årets bedste bud på en Shakespearefilm, der vil blive husket fremover. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at dette er must-see filmen, hvis man skal vælge én ud af de fire. Alene den ublide medfart filmen har fået blandt anglofile og Shakespearefetischister i udlandet tyder på, at ingen forlader biografen uberørt.

Vild genreblanding
Lige fra starten, hvor en tv-speaker gør det ud for Shakespeares Prologue/fortæller, er man klar over, at det er en stærkt alternativ "Romeo og Julie", man er vidne til. Snart afløses speakeren af en sært tv-serieagtig titelsekvens, der giver mindelser om "NYPD Blue" eller andet af samme kaliber, og pludselig er vi midt i et spaghettiwesternshootout ledsaget af popgruppen Garbage for fuld skrue. Og så fremdeles. I en næsten hysterisk genreblanding og refereren til andre medieprodukter trykker "Romeo og Julie" på alle de knapper, nutidens publikum ventes at blive påvirket af. Som filmen udspiller sig for éns øjne, vil intet være mere naturligt end at genrerubricere den som en actionteaterdansefarceungdomskærlighedsfilm.

Våbenfetischisme
Historien er gammelkendt. Capulet'er og Montague'er kan ikke sammen med undtagelse af Romeo og Julie, som kan ualmindeligt godt sammen. Veronas byråd, der længe har tjent fedt på turistindtægterne fra Capulet'ernes og Montague'ernes fiktive renæssanceeskapader, må her afgive locationmonopolet til den til lejligheden opfundne strand, Verona Beach, der er en del af det kunstige men nutidige univers, der minder lidt om Miami med et stænk af Los Angeles og Californien. I dette univers er der ingen der undrer sig over, at mænd danser barmavede på stranden med store pistoler i skulderhylstre, mens de taler i blankversemål og kupletter, samt at politistyrkens hovedopgave er at skille to familier ad, der trods alt ikke kan mønstre mere end et par slagsbrødre hver især. Men stil har de. Ulasteligt stylet til narrestreger turer Romeo og hans legekammerater rundt og fægter med glinsende og potente skydevåben på størrelse med en barnearm. Våbenfetischisme for fuld udblæsning. En gang imellem bliver én skudt, men hey - hvem har sagt at livet på Verona Beach skulle være nemt? Til kostumeballet i Casa Capulet, hvor discomusikken pumper ud ad højttalerne, og Mercutio optræder som sort dragqueen i hvid paryk, møder Romeo i en ordentlig koger Julie. De rammes svært af Amors pile, og vejen mod tragediens fuldbyrdelse er banet.

No relation
Der kan være en vis pointe i, at denne udgave af "Romeo og Julie" hedder noget så overflødigt som "William Shakespeares Romeo & Julie". For snarere end at lægge sig i slipstrømmen på "Mary Shelleys Frankenstein" eller hævde åndeligt slægtskab med "Bram Stokers Dracula" skal titlen måske ses som en relevant forbrugeroplysning. For den film, Baz Luhrmann her har lavet, ligger milevidt fra den måde, man ofte ser Shakespeare overført til film. Specielt ligger den temmelig langt fra de tre foregående (engelsksprogede) filmatiseringer - Cukors fra 1936, Castellanis fra 1954 og Zeffirellis fra 1968 - med 1954-versionen som et skræmmeeksempel på, hvor fælt, hult og kedeligt, det kan gøres. Nej, med Baz Luhrmanns version er der ganske andre boller på suppen.

Aldrig kedelig
Luhrmann er en mand med en vision. Tilsyneladende har han sat sig for at popularisere stoffet og tilpasse det til publikum af vor tid. Med liden respekt for, hvad der måtte være god tone blandt Shakespeareelskere, har han trimmet teksten til det minimale og fortalt resten med festlige billeder tilsat et soundtrack, der består af en perlerække af popnumre. Numre som trods deres mangeartethed fremstår som et samlet hypnotiserende udtryk og giver filmen et stort løft. Det dynamiske billedsprog og instruktørens legesyge giver behagelige mindelser om Luhrmanns "Strictly Ballroom - De forbudte trin", men af og til stiller klipningens musikvideoæstetik sig i vejen for intensiteten i dramaet. Det virker som om Luhrman ikke stoler på, at replikkerne er stærke nok i sig selv, og aldrig bliver der dvælet ved et dramatisk øjeblik. Filmen er allerede videre på vej mod næste spændingstop. Det kan godt virke som et overgreb på stykkets integritet, men kedeligt bliver det aldrig. Visse steder fungerer det oven i købet rigtigt godt. For eksempel er dødsscenen - som om den ikke var grusom nok i forvejen - efter ovenstående anmelders mening blevet beriget med en anden timing, således at skæbnens blodige ironi nærmest er blevet ubærlig.

Solide hovedroller
Som Julie viser Claire Danes, at hun er mere end bare et kønt ansigt, og Leonardo DiCaprio, der før har imponeret i bl.a. "Hva' så, Gilbert Grape?" og " De hurtige og de døde", er helt fantastisk som Romeo. En stor del af grunden til, at filmen fungerer så godt, skyldes deres præstationer. Harold Perrineau spiller pudsigt Mercutio, som hvad der i Monty Pythonterminologi ville hedde "un pouf célèbre", og Peter Postlethwaite fylder flot Fader Laurence ud. Filmens akilleshæl er dog, at der ud over disse få udsøgte præstationer ikke er noget at komme efter rent skuespilsmæssigt. For mange af de øvrige medvirkende er simpelthen ude af stand til at stå oprejst og sige en meningfuld replik på én gang, og faren - at der er mere stil end indhold - lurer hele filmen igennem. Men det glemmes hurtigt, når scenen overlades til Danes og DiCaprio, der smukt får denne naive urkærlighedshistorie til at give mening.

Brugere

29/12-09Elskede den
Hold da op et sus man får når man ser den, og fordi at sproget og det moderne miljø er sat på læredet, er den perfekt for unge mennesker at se... Jeg ville helt sikkert se den en gang til!

11/03-09Meget skuffende
Baz Luhrman har lagt sig i den postmoderne slipstrøm og lavet en film, der på sin vis minder meget om hans senere "Moulin Rouge". Det lader nemlig til, at Luhrman mest af alt er interesseret i at lege med filmens æstetiske udtryk og ikke med dens indhold. Det er en stor fejl. Resultatet er nemlig, at filmen er yderst kejtet og usammenhængende i alle sine nærmest ironiske genreblandinger, hvilket gør det umuligt at identifeicere eller skabe nogen følelsesmæssig kontakt med dens hovedpersoner overhovedet. Filmen skubber således sit eget publikum væk og prøver som en billig løsning på dette alvorlige problem at virke overrumplende i farverige og overdrevede scener som det ses i "Moulin Rouge". Men den går ikke her! Hvorfor ikke bare være oprigtig? Er der nu noget galt med at have en holdnin...

11/09-08så er det sengetid 1
sov godt. bræk. og hvad er det dog for et sprog og slutningen er noget være skod.

28/12-05Lever ikke op til Shakespeare
Anonym
Historien, sjuespillerne og musikken er enorm god. Sproget er bare forfærdeligt! Det passer slet ikke ind i en moderne version. Selve scenerne passer heller ikke ind til Verona. Der sker for meget til at man kan bevare focus på det væsentlige. Filmen er ringe i forhold til den originale historie. Filmen virker ikke helt troværdig.

05/12-05Fantastisk Film
Filmen i sig selv er en klassiker, men Luhrmann har lavet den til en moderne film som foregår i LA, men han har den fantastiske detalje at de snakker som de ville have gjort på sheakspears tid. Musikken er god og den hjælper med at få en til at leve sig ind i den. Skuespillerne spiller rigtig godt. Jeg er specielt glad for Juliet (Danes) ansigt da hendes kammerpige trækker hende væk fra akvariet hvor hun har fået øje på Romeo. Det ansigt er et ægte tegn på "Love In First Sight". Det er en rigtig god kombination af det nye og gamle så man får det hele med.
Det er en af de bedste "ældre" film der nogensinde er lavet!

10/03-05Baz Luhrmann's: Romeo & Juliet
Det er virkelig noget af et originalt og yderst stilliseret filmisk projekt Baz Luhrmann, i sin tid kastede sig over. "Romeo and Juliet" er simpelthen så flot og betagende sat sammen, nogle af billederne er ren billedkunst.!

Som det også er blevet oplyst her på siden, appelerer den ikke umiddelbart til det brede mainstream-publikum, men sådan er det nu, lev med det. Jeg mener nu det er en perle at Baz (Bollywood) Luhrmann har komponeret. Det er et oprigtigt bevægende og kærligt drama skabt udfra Shakespeare's fortælling om 'you know who'. Det er også den type af drama der kan genses flere gange, og hver gang opleves medrivende og friskt.

Det er en universel, men egentlig simpel, historie om de mange aspekter af menneskelige emotioner, fortalt på en over-bevisende og nyskabende må...

10/03-05sjovt
at nogle folk decideret ikke kan lide filmen.

Det kunne være interessant at høre fra jer, om det er Shakespears eller Luhrmanns historie I ikke kan lide.

Mit gæt er sidstnævnte, for I tror, at kærlighed og død er åh så romantisk og smukt, men Luhrmann viser hvad det virkelig handler om. Og så laver han en ekspressionistisk udgave af historien, men det ændrer jo intet.

10/03-05Forfærdelig. 1
Arrrgh, hvor den her film bare stinker.

Jeg indrømmer at Leonardo er meget langt fra at blive en jeg nogensinde vil spilde min tid på at se en film med, men denne film ville være dårlig uden ham.

To timer af mit liv jeg aldrig får tilbage. Så er det tilmed et af mine yndlings stykker af Shakespeare. Skuffende.

27/03-04Luhrman + Shakespeare
Anonym
Er denne nutidige version af Shakespeares udødelige klassiker et originalt mesterværk eller et excentrisk råb på det anderledes? Efter at have set Moulin Rouge og fået bekræftet Baz Luhrmanns massive filmiske talent, ville jeg mene det først. Dialogen og den overordnede historie er den samme, men filmen foregår i nutiden, i det sol- og farverige Amerika. Det skal man vide inden man ser filmen, for ellers vil det ikke give noget mening. Det kræver en lille tilvænningsperiode til den gammeldags og filosofiske dialog, men ellers fungerer det rigtig godt for Luhrmann, og det kommer som en stor overraskelse for mig. Jeg havde troet, at det ville ødelægge filmen, men det gør den bare mere interessant. Skuespillerne gør det ret godt alle sammen, og det bliver aldrig kikset eller tæerkrummende....

14/03-04Ja
Anonym
Skriv hvad I vil, men Romeo + Julie er det dårligtse lort send i en biograf...

Jeg håber det var første og sidste gang, jeg kommer til at se så virkelig dårlig film.




Fakta

Medvirkende
Romeo Leonardo DiCaprio
vært Edwina Moore
Gregory Zak Orth
Juliet Claire Danes
Sampson Jamie Kennedy
Benvolio Dash Mihok
attraktiv pige Lupita Ochoa
nonne Gloria Silva
Abra Vincent Laresca
Petruchio Carlos Martín Manzo Otálora
Balthasar Jesse Bradford
Gloria Capulet Diane Venora
Tybalt John Leguizamo
Bag kameraet
Instruktion Baz Luhrmann
Produktion Baz Luhrmann, Gabriella Martinelli
Manuskript Baz Luhrmann, Craig Pearce
Forlæg William Shakespeare
Fotografi Donald M. McAlpine
Klip Jill Bilcock
Scenografi Catherine Martin
Musik Nellee Hooper
Genrer og relationer
Genre Drama
Premieredatoer
Biograf 27.03.1997
Dvd 10.07.2001
Øvrige oplysninger
Land USA
Produktionsår 1996
Spilletid 120 min.
Link Officielt website
Selskab 20th Century Fox
Biodistributør Constantin Film
Priser Berlin 1997, Bedste mandlige skuespiller

Se også...